Politik

Ellemann er tilbage fra sommerferie – og har ladet boksehandskerne blive i kufferten, mener politisk redaktør

Venstre-formanden efterlyser bedre teststrategi og større åbenhed om, hvornår regeringen har tænkt sig at benytte hvilke coronatiltag.

Med et længere Facebook-opslag sent søndag aften meldte Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, sig tilbage fra sommerferie.

Emnet var coronavirus og onsdagens forhandlinger om den videre genåbning af Danmark, som han varmede op til ved kræve mere åbenhed om, hvad det er for rammer, befolkningen og virksomhederne kan regne med.

På onsdag mødes Folketingets partier for at drøfte de næste skridt i håndteringen af coronavirus. Bagtæppet for...

Posted by Jakob Ellemann-Jensen on Sunday, August 9, 2020

Som eksempler nævner han, at regeringen må melde ud, hvor lavt smittetallet skal være, før forsamlingsforbuddet kan lempes, hvor højt det skal være, før forbuddet strammes, og hvad der skal til, før myndighederne anbefaler en generel brug af masker på offentlige steder.

- De ting kan selvfølgelig ikke siges helt præcist, men regeringen bør give danskerne indblik i de rammer, man arbejder med. Jeg synes, at danskerne har krav på at vide, hvilket kompas Mette Frederiksen, Søren Brostrøm og Kåre Mølbak pejler efter. Vi må ikke efterlade folk med det indtryk, at det mest er mavefornemmelser, som landet styres efter, skriver Ellemann.

Samtidig efterlyser han en forbedret teststrategi, der sikrer de testede hurtigere svar. Der kan i dag gå op til 72 timer, før man får svar på en coronatest.

Frederiksen afviser plan

Ønsket om en decideret plan for håndteringen af coronakrisen i efteråret afviste statsminister Mette Frederiksen (S) kategorisk at imødekomme i weekenden.

At tale om det er "en mærkelig diskussion", lod hun forstå, for virussen ændrer sig konstant:

- Vi var i en helt anden situation for tre uger siden, og vi kan stå i en anden situation om tre uger, sagde hun blandt andet til DR.

Politisk redaktør efterlyser aggressivitet

Dermed er der tegnet en vis front op mellem regeringen og oppositionen, men ifølge TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, er den langtfra så skarp, som den kunne være, fordi Ellemann har ladet boksehandskerne blive i kufferten:

- Det er jo ikke noget aggressivt indlæg, Jakob Ellemann-Jensen kommer med her. Jeg synes godt, man kunne godt have forventet, at Venstre ville have været endnu skarpere og hårdere i deres krav og kritik af regeringen, siger han.

Det er usikre tider, og derfor er der behov for en plan

Martin Geertsen (V), sundhedsordfører

Det ligner et bevist valg fra Venstres side, mener Mylenberg:

- Belært af erfaringerne fra foråret ligner det, at eftertanken hos Venstre har været, at coronakrisen ikke er egnet til at føre politisk krig mod regeringen på det niveau, man forsøgte før sommerferien. Det er ikke den måde, man vinder næste valg på, siger han.

- Usikre tider kræver en plan

TV 2 ville gerne have haft Jakob Ellemann-Jensen til at uddybe sine synspunkter, men han har ikke ønsket at stille op til interview. I stedet henviser han til partiets sundhedsordfører, Martin Geertsen.

Ifølge ham køber Venstre ikke statsministerens argument om, at det ikke giver mening at lave en plan for håndteringen af coronakrisen:

- Vi efterlyser ikke en plan, hvor man sætter datoer på, eller geografiske spot. Vi efterlyser svar på, hvad man har tænkt sig at gøre, hvis smittetallet udvikler sig i den og den retning. Når statsministeren taler om mundbind, hvad er det så for en situation, vi kigger ind i. Det er usikre tider, og derfor er der behov for en plan, siger han.

Venstre og Folketingets øvrige partier er onsdag klokken 14 inviteret til forhandlinger om næste fase af genåbningen af Danmark hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S).