Politik

Veganerpartiet kan stille op til Folketingsvalget

Veganerpartiet blev stiftet i 2018 af Henrik Vindfeldt og Michael Monberg.   Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Partiet har netop indsamlet det fornødne antal vælgererklæringer.

Veganerpartiet er det nye parti på stemmesedlen, når der næste gang skal være folketingsvalg.

På Twitter har partiet netop oplyst, at det er kommet i mål med det fornødne antal indsamlede vælgererklæringer.

Social- og Indenrigsministeriet bekræfter i en mail, at Veganerpartiet har nået de nødvendige 20.182 vælgererklæringer - faktisk er man helt oppe på 20.188 i skrivende stund. Vælgererklæringerne er imidlertid ikke anmeldt endnu, og derfor er partiet ikke formelt blevet godkendt til at stille op. Når vælgererklæringerne bliver anmeldt, vil partiet gennemgå dem for at sikre sig, at de er gyldige.

Og før godkendelsen er en realitet, ønsker Veganerpartiet ikke at udtale sig. Det oplyser pressechef Lars Corvinius Olesen til TV 2.

- Lige nu er alle i partiet selvfølgelig rigtig glade, men vi vil gerne vente til september, hvor alt det formelle forhåbentlig er på plads, med at give interviews, siger han.

Danmarks grønne parti

Veganerpartiet betegner sig selv som "Danmarks grønne parti". En titel flere på Christiansborg de seneste år også har forsøgt at tage patent på. I juli sagde formand Michael Monberg dog til TV 2, at han mener, at der lige nu bliver talt om at være grøn på en forkert måde:

- De (andre partier, red.) har mest fokus på, hvordan vi udleder fossile brændsler. Til gengæld er der meget lidt fokus på dét, der er et mindst ligeså stort problem, nemlig vores fødevareproduktion, fastslog han og tilføjede, at der ifølge ham er et decideret økologisk kollaps i gang i Danmark.

Vil oplyse danskerne om veganisme

I interviewet fra juli sagde Michael Monberg desuden, at Veganerpartiets primære formål med at komme i Folketinget er at oplyse danskerne om veganisme.

- Det handler ikke om det produkt, der ligger nede på hylden. Dér er dyret dødt. Vi vil først og fremmest ændre strukturene omkring det her, for det giver jo ingen mening, at vi er enige om, at vores hunde skal have de bedste liv i hele verden, mens en gris skal produceres så billigt og usselt som overhovedet muligt, lød det.

VI ER I MÅL!

LIVE - Vi indsender nu vælgererklæringerne og gør os klar til at Danmarks grønneste parti bliver opstillingsberettiget.

Posted by Veganerpartiet on Thursday, August 6, 2020

Udover Veganerpartiet og de partier, der allerede er i Folketinget, er også Kristendemokraterne blevet opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.