Politik

Efter Mølbaks udmelding: Støttepartier vil have fase 4 udskudt

På grund af de stigende smittetal bør genåbningen af Danmark stoppe, mener faglig direktør på Statens Serum Institut, Kåre Mølbak.

Regeringen bør lytte til Statens Serum Institut (SSI) og udskyde den næste fase af genåbningen af Danmark.

Sådan lyder opfordringen nu fra støttepartierne SF og Enhedslisten, efter at faglig direktør hos SSI, Kåre Mølbak, i et interview med Ingeniøren har råbt vagt i gevær.

Og det erklærer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sig villig til.

- Vi tager situationen meget alvorligt, når Kåre Mølbak som regeringens rådgiver udtaler sig, som han gør. Vi lytter til den rådgivning og kommer ikke til at lægge noget frem, som er sundhedsfagligt uforsvarligt, siger Magnus Heunicke til DR.

Fase 4 indebærer blandt andet genåbning af diskoteker og natklubber, men netop her maner ministeren til forsigtighed.

- Jeg mener ikke, det vil være sundhedsmæssigt forsvarligt med den del af fase 4, som inkluderer barer og natklubber. Der er behov for klarhed for branchen, men vores opgave er at sikre det gode sted, vi har været og ikke åbne steder med superspredning, som de steder kan være, siger Magnus Heunicke.

- Det er særdeles bekymrende, når vores fremmeste epidemiolog går ud med så klar en melding, og vi kan ikke på den baggrund støtte gennemførelsen af fase 4, siger sundhedsordfører for Enhedslisten, Peder Hvelplund, mens SFs Kirsten Normann Hansen supplerer:

- Jeg er meget glad for, at sundhedsmyndighederne reagerer på den stigende smitte, vi ser i samfundet lige nu. Det er meget bekymrende, at smitten spreder sig, uden vi ved, hvor den kommer fra, siger hun.

Stigende smittetal bekymrer

De seneste uger er antallet af smittede med covid-19 i Danmark steget. I uge 31 var der dobbelt så mange smittede som ugen forinden. På samme måde var weekendens tal dobbelt så høje som sidste weekend.

Over for TV 2 bekræfter Statens Serum Institut, at det er på den baggrund, at man ikke længere finder det sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre den såkaldte fase 4 af genåbningen af Danmark, hvor der blandt andet var lagt op til, at spillesteder og natklubber skulle åbne igen efter måneders nedlukning på grund af coronaudbruddet.

Kåre Mølbaks ansvar er at bekæmpe en virus, vi har et ansvar for et helt land

Lars Boje Mathiesen (NB)

Umiddelbart er det planen, at Folketingets partier den 12. august skal forhandle om, hvordan den videre genåbning skal foregå. Men i den borgerlige blok opfordrer man nu regeringen til at skynde sig hjem fra sommerferie, så man kan tage hul på forhandlingerne allerede nu.

Hos Venstre siger sundhedsordfører Martin Geertsen, at man er klar til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger, men han vil gerne først vide, om der er tale om en samlet myndighedsanbefaling eller blot en vurdering fra Kåre Mølbak.

- Jeg er pænt irriteret over, at Statens Serum Institut ikke gør sig den ulejlighed at orientere det politiske niveau om sine meninger og anbefalinger sideløbende med, at man udtaler sig til medierne. Jeg har behov for, at regeringen kommer tilbage og forklarer, om det er en samlet anbefaling, som sundhedmyndighederne kommer med som helhed, for jeg har ikke i min indbakke noget information, siger han og tilføjer, at Venstre vil kræve yderligere hjælp til de ramte brancher, hvis fase 4 bliver udskudt.

DF: Regeringen må hjem fra ferie

Samme holdning har de konservative, mens Dansk Folkeparti vil have regeringen hjem fra ferie:

- Jeg synes, at vi skylder folk at give dem noget afklaring, når nu debatten blusser sådan op, og Kåre Mølbak melder ud, som han gør, siger sundhedsordfører, Liselott Blixt, til TV 2 og fortsætter.

- Det er vigtigt for os at få stillet spørgsmål og få svar på en række ting i forhold til, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Jeg vil for eksempel også gerne høre nogle andre sundhedsfaglige vurderinger.

Hos Nye Borgerlige er sundhedsordfører Lars Boje Mathiesen klar i spyttet. Han anerkender Kåre Mølbaks bekymring, men mener, at konsekvenserne ved ikke at genåbne Danmark yderligere er for store til at lade være:

- Kåre Mølbaks ansvar er at bekæmpe en virus - vi har et ansvar for et helt land. Igennem hele processen har man fra politisk side rådført sig med embedsfolkene og så derefter truffet de beslutninger, man finder bedst samlet set. Og der ser vi ingen grund til ikke at fortsætte med den planlagte åbning, siger han.

Hos Sundhedsministeriet oplyser man, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil kommentere udmeldingen fra Statens Serum Institut i TV 2 Nyhederne klokken 19 og TV Avisen på DR 18.30.

Det skulle have åbnet i fjerde fase af genåbningen:

  • Diskoteker, spillesteder og natteliv.
  • Fuld åbning af alle uddannelser
  • Arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 500 personer tilstede.

Derudover vedtog Folketingets partier 8. juni at hæve forsamlingsforbuddet til 200 personer fra 8. august.