Politik

Espersen viger pladsen for Messerschmidt: - Det er træls

Den garvede DF'er håber, at diskussionerne om, hvem der er partiets kronprins, stopper nu, hvor Morten Messerschmidt overtager posten som næstformand.

Hverken hans partiformand eller manden, der tager over for ham, vil indrømme det.

Men når Søren Espersen mandag valgte at trække sig som næstformand for Dansk Folkeparti efter otte år på posten, var det for at lukke alle diskussioner om, hvem der i fremtiden skal lede partiet. Det bekræfter han i et interview med TV 2:

- Udnævnelsen af Morten Messerschmidt som næstformand bliver et kæmpe fremskridt for Dansk Folkeparti, for så behøver vi ikke de evindelige diskussioner om kronprins og konge, og jeg ved ikke hvad. Det har virkelig martret os i høj grad, siger han.

En "træls" beslutning

Morten Messerschmidt var i weekenden både i et debatindlæg i avisen Danmark og siden i diverse interviews ude med en krads kritik af den politik, Dansk Folkeparti har ført de seneste år. Værdipolitikken og udlændingepolitikken har været for slap.

Og så er der ikke blevet sagt ordentligt fra over for særligt Venstres mere midtsøgende politik, lød hans analyse.

Af politiske kommentatorer blev det set som et opgør med den siddende ledelse, og forfremmelsen mandag er derfor blevet tolket som et forsøg fra formand Kristian Thulesen Dahl på at lægge låg på oprøret.

Lyn-analyse

Messerschmidt træder med udnævnelsen et skridt op af magtstien i Dansk Folkeparti.

Der har været enighed i partiledelsen om, at man har manglet en kronprins, men det har man nu. Messerschmidt er valgt som fremtidens leder, og Kristian Thulesen Dahl får med udnævnelsen formentlig lukket al snak om formandsopgør. I hvert fald for nu.

Udnævnelsen betyder også, at de udtalelser, Morten Messerschmidt er kommet med over sommeren om, at partiet skal stå meget stærkere på kristne værdier og i det hele taget gå hårdere ind i værdikampen, nu er partiets officielle linje.

 

Søren Espersen afviser imidlertid, at han blevet ofret i et politisk magtspil. Beslutningen om at trække sig er hans egen, fastslår han. Men han lægger ikke skjul på, at den er truffet med et tungt hjerte.

- Det er træls. Jeg er rigtig ked af det. Jeg synes, det har været pragtfuldt (at være en del af gruppeledelsen i Dansk Folkeparti, red.). Vi har haft nogle fantastiske år, men jeg følte, at dette var det rigtige at gøre. Derfor traf vi denne beslutning – heldigvis i fællesskab, siger Søren Espersen.

Ikke flov

Vi hører Messerschmidt sige, at han er en del af Dansk Folkepartis redning. Kan man så omvendt sige, at du er del af problemet?

- Nej, jeg synes, jeg er vidunderlig, og hver eneste morgen tænker jeg: Hold da op, en kraftkarl! Jeg har ikke været flov over min egen indsats, og det synes jeg heller ikke, jeg har haft nogen grund til.

- Men jeg mener bare, at det i den nuværende situation er væsentligt, at der kommer et nyt ansigt til, og Morten er i høj grad den, der sammen med Kristian Thulesen Dahl kan være manden, som bringer Dansk Folkeparti tilbage, hvor vi hører hjemme, siger Søren Espersen.

Søren Espersen har siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti siden valget i 2005. Han er i dag udenrigsordfører og fortsætter som medlem af partiets koordinationsudvalg, hvor den overordnede politiske linje fastlægges.