Særligt to emner er på dagsordenen, når USA's udenrigsminister i dag besøger Danmark

Et af de store emner er Arktis. For det slog skår i det vigtige samarbejde, at USA ville købe Grønland, og de skår skal klinkes, vurderer ekspert.

Onsdag lander USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, i Danmark for at mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Arktis ventes at blive et af de helt store emner.

Derfor mødtes Grønlands naalakkersuisoq (minister, red.) for udenrigsanliggender og energi, Steen Lynge, og Færøernes landsstyremand for kultur og udenrigsanliggender, Jenis av Rana, tirsdag med den danske udenrigsminister.

Og ved et pressemøde bagefter betonede de alle tre, at Arktis fortsat skal være et lavspændingsområde, og at man ikke ønsker militær optrapning.

- Vi er meget bekymrede for, hvis Arktis skulle blive en krigsskueplads for de store magter. Derfor ligger det os meget på sinde at få budskabet frem til Pompeo om, at vi skal passe på Arktis og sørge for, at det fortsat er et lavspændingsområde, sagde Jenis av Rana ifølge Finans.

Og han blev bakket op af den danske udenrigsminister.

- Det er vigtigt, at vores samarbejde er præget af lavspænding. Det er ikke et høflighedsmøde, men et møde, hvor vi tager bestik af en verden, der er i hastig forandring, sagde Jeppe Kofod.

Jenis av Rana og Steen Lynge skal også deltage i mødet med Pompeo, og Jeppe Kofod understregede, at de tre udgør en fælles front.

Forhold skal lappes efter Grønlands-strid

Det slog skår i det vigtige samarbejde i Arktis, da USA's præsident, Donald Trump, sidste sommer luftede tanker om at købe Grønland af Danmark.

Det blev skarpt afvist af statsminister Mette Frederiksen (S), der kaldte det en absurd diskussion, at Grønland skulle være noget, som Danmark kunne sælge. Den melding fik Donald Trump til at aflyse et planlagt besøg og kalde Mette Frederiksens udtalelser for "nasty" (væmmelige, red.).

Med onsdagens besøg skal skårene derfor klinkes, vurderer lektor ved Forsvarsakademiet med speciale i Arktis Jon Rahbek-Clemmensen.

- Jeg tror, at formålet med samtalen er at vende lidt mere tilbage til normalen. Altså det forhold, der var, før USA foreslog at købe Grønland, siger han til Ritzau.

- Man har fra USA's side nok indset, at det var lidt en fejl. Så man vil bruge dette møde til at tale om de fælles interesser, man har, og afklare nogle af de spørgsmål, der udestår, siger han.

Danmark, Grønland og USA har siden Anden Verdenskrig haft et tæt samarbejde om Grønland, der er strategisk vigtig i Arktis, som et geopolitisk afgørende område.

USA ønsker samlet front mod Kina

Et andet af de store emner ved onsdagens besøg er Kina, som Pompeo allerede har annonceret, at han vil snakke med Mette Frederiksen og Jeppe Kofod om.

Det samme emne var øverst på dagsordenen, da Pompeo tirsdag besøgte Storbritannien og mødtes med blandt andre premierminister Boris Johnson og udenrigsminister Dominic Raab.

USA og Kina har i den seneste tid været på kollisionskurs på flere fronter. For eksempel har coronapandemien og samhandel, den nye sikkerhedslov for Hong Kong og Kinas forfølgelse af uighur-muslimerne i Xinjiang sat forholdet på prøve.

- Vi ønsker, at alle lande arbejder sammen om at modarbejde det kinesiske kommunistpartis anstrengelser, sagde Pompeo på et pressemøde i London ifølge Sky News.

- Vi håber, at vi kan bygge en koalition, der samlet kan vise det kinesiske kommunistparti, at denne opførsel ikke er i deres bedste interesse, fortsatte han.

Mike Pompeo og Jeppe Kofod mødtes senest i slutningen af 2019.

Sidste gang en amerikansk udenrigsminister besøgte Danmark var John Kerry, som var en del af Obama-regeringen, i 2016.