Politik

Danmark står til at betale milliarder mere til EU, viser fortroligt notat

Danmarks bidrag til EU kan vokse med milliarder af kroner, viser nye tal. Fredag deltager Mette Frederiksen i afgørende topmøde i Bruxelles.

5,8 milliarder kroner. Så meget vil det danske bidrag til EU stige med, hvis det forslag til et nyt EU-budget, der ligger på bordet i Bruxelles fredag, bliver til virkelighed.

Det fremgår af et fortroligt notat, der er sendt til Folketingets Europaudvalg, og som TV 2 er i besiddelse af.

Heri lyder skønnet fra Finansministeriet, at det såkaldte bruttobidrag fra Danmark til EU vil stige med 30 procent, svarende til 5,8 milliarder kroner årligt, hvis det nyeste forslag, som EU-præsident Charles Michel fremlagde i sidste uge, bliver til virkelighed.

Finansministeriet understreger i notatet, at der er tale om foreløbige beregninger, og at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at beregne, hvad Danmark vil få igen fra EU i samme periode.

Sparebanden

Statsminister Mette Frederiksen (S) er fredag og lørdag til topmøde i Bruxelles, hvor EU's stats- og regeringschefer skal forsøge at nå til enighed om både EU's budget for de kommende år og en stor genopretningsfond, der skal få den europæiske økonomi så godt som muligt igennem coronakrisen.

Her har Danmark allieret sig med en række andre lande i den såkaldte sparebande, der blandt andet kæmper imod, at EU's budget skal vokse. Blandt Danmarks allierede i dén kamp er Sverige, Østrig og Holland.

Andre lande mener, at EU's budget skal være større.

I sidste uge fremlagde EU-præsident Charles Michel så et kompromis-forslag, og det er dét forslag, Finansministeriet har regnet på.

Her er Danmark og de øvrige lande, der ønsker et mindre budget, blevet delvist imødekommet. Et tidligere forslag fra EU-kommissionen ville nemlig have betydet en dansk ekstraregning til EU på 6,7 milliarder - og dén regning er altså blevet knap en milliard kroner mindre i det nyeste forslag.

Det kommende EU-budget dækker perioden 2021-2027. Det nuværende danske bidrag er på 19,7 milliarder kroner.

TV 2 følger topmødet i Bruxelles tæt de kommende dage.