Politik

USA's udenrigsminister kommer til Danmark

Mike Pompeo skal både mødes med Mette Frederiksen og Jeppe Kofod.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, besøger Danmark 22. juli 2020.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Mike Pompeo udtaler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Kinas behandling af Hongkong vil være højt på dagsordenen for besøget.

Statsminister Mette Frederiksen (S) tager imod Mike Pompeo på Marienborg, oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Efterfølgende mødes Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), med sin amerikanske kollega.

Vil drøfte en række emner

De to udenrigsministre vil drøfte en række emner under en arbejdsfrokost, oplyser Udenrigsministeriet i pressemeddelelsen.

- Det giver os en enestående mulighed for at tale om globale emner af fælles interesse såsom sikkerhed, handel og covid-19-pandemiens betydning for det internationale samarbejde, siger Jeppe Kofod.

Grønlands naalakkersuisoq (minister, red.) for udenrigsanliggender, Steen Lynge, og Færøernes landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, er ligeledes inviteret til mødet.

- Da vi også skal drøfte arktiske forhold, skal mine kolleger fra Grønland og Færøerne naturligvis også sidde med om bordet. Det lægger jeg personligt helt afgørende vægt på, siger Jeppe Kofod.

Mødtes sidste år

Jeppe Kofod og Mike Pompeo mødtes senest 13. november sidste år, da Jeppe Kofod for første gang i sin embedsperiode gæstede USA til et møde med den amerikanske udenrigsminister.

Med til mødet var Ane Lone Bagger (Siumut), der var Grønlands naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, og ligesom ved det kommende møde var de arktiske forhold på dagsordenen.