Politik

Mette F. efter skjulte optagelser: Ældre skal leve et liv med valgfrihed, værdighed, omsorg og respekt

Statsminister Mette Frederiksen kommenterer på de skjulte optagelser. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Ifølge statsministeren mangler der hænder, hoveder og tid i ældreplejen.

Nu blander statsminister Mette Frederiksen (S) sig i debatten om forholdene på landets plejehjem.

Det sker efter læk af skjulte optagelser, som viser 90-årige Else blive udsat for svigt og forsømmelser på sit plejehjem.

- Den her sommer har budt på nogle hjerteskærende historier om mangel på værdighed for nogle af vores ældste, skriver Mette Frederiksen på Facebook.

Den her sommer har budt på nogle hjerteskærende historier om mangel på værdighed for nogle af vores ældste. Jeg vil...

Posted by Mette Frederiksen on Monday, July 13, 2020

Forbud mod at vise skjulte optagelser

For at dokumentere de kritisable forhold, som Elses familie oplevede på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, foretog TV 2 efter aftale med familien skjulte optagelser i Elses lejlighed.

Landsretten nedlagde efterfølgende forbud mod, at TV 2 må vise optagelserne, men mandag i sidste uge besluttede Ekstra Bladet at trodse forbuddet og offentliggøre klip, som avisen var kommet i besiddelse af.

Optagelserne dokumenterer omfattende plejesvigt, nedværdigende tale og sundhedsfarlig hygiejne over for Else, der lider af demens.

Mette F.: Der mangler hænder og hoveder

På Facebook erkender statsministeren, at ældreplejen nogle steder er præget af "distance, mangel på respekt og trøsteløshed". Ifølge hende mangler der "helt banalt" ressourcer.

- Hænder og hoveder. Tid og overskud. Og der mangler gode relationer, skriver Mette Frederiksen i opslaget på Facebook.

- Og så er der det med tonen og ordentligheden. Jeg tror, at vi har brug for mere ledelse, mindre bureaukrati og tid til, at den ældre kan leve et liv med valgfrihed, værdighed, omsorg og respekt, skriver hun.

Ældreplejen skal under lup

Optagelserne har fået flere politikere til at kræve handling, og at plejehjemsområdet bliver sat under lup. Flere har kaldt sagen "hjerteskærende", "rystende", "meget alvorligt" og "fuldstændig uacceptabelt".

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har udtalt, at den slags "svigt og uværdighed", som vises i de skjulte klip, ikke hører hjemme i den danske ældrepleje.

Ministeren har i den forbindelse sagt, at han vil sikre, at der sker ændringer i ældreplejen. Han vil desuden indkalde til et såkaldt topmøde, hvor aktører på ældreområdet kan komme med idéer til fremtidens ældrepleje.