Alvoren ramte Pernille Skipper, da beskeden kom fra Statsministeriet

Hvordan har coronakrisen ændret din sommer?

Det har den meget konkret: Min kæreste Oliver, vores datter og jeg havde egentlig planer om, at vi skulle på togtur til Italien af alle steder, men meget hurtigt gik det op for os, at det nok ikke blev til virkelighed. Derfor er turen med nattog og bumletog ned gennem Europa blev parkeret, og i stedet skal vi nu simpelthen en uge til Fejø på bondegårdsferie.

Det er et stykke af Danmark, som jeg ikke har set før, og det har bestemt også sin charme.

Faktisk gik det op for mig allerede i marts, at Italien nok ikke blev denne sommer. Der var en periode, hvor mange gik og talte om tiden efter corona, som om det bare var en kurve, der skulle toppe. Men når man er tæt på processerne og kigger så meget på blandt andet kontakttallet i andre lande, som vi har gjort i denne periode, så stod det ret tidligt klart for mig, at Italien simpelthen ikke ville blive i år, fordi det var et af de steder, hvor det stod allerværst til.

Hvordan oplevede du den aften, hvor Danmark blev lukket ned?

For mig og alle de andre partiledere ramte alvoren faktisk allerede et par dage før, hvor vi med meget kort varsel blev kaldt ind i Statsministeriet. Det sker meget sjældent. Statsministeriet er et ekstremt tjekket sted, så der indkalder man altså normalt ikke med bare et par timers varsel.

Den mandag havde vi allerede nogle meget alvorlige samtaler med statsministeren og partilederne imellem. Vi fik en orientering om tingenes tilstand, og fra da af tror jeg, at det var tydeligt for de fleste af os, der var i rummet, at vi nok ville blive nødt til at lukke store dele af landet ned. Det var noget, vi allerede talte om den aften.

Derfra gik der to dage, så blev vi genindkaldt 11. marts og sad sammen alle partiledere ovre i Statsministeriet helt indtil, at statsministeren gik over i Spejlsalen og talte til resten af nationen. Så jeg mindes rigtig meget alvoren både fra om mandagen og onsdagen, hvor man virkelig kunne mærke, at vi alle sammen var rigtig bekymrede.

Det har været noget af det mest alvorlige, jeg har været med til, i de snart ti år jeg har siddet i Folketinget, og der, hvor jeg har haft den allerstørste følelse af et ansvar, der tynger, og som selvfølgelig også bringer én i tvivl om, hvorvidt man gør det rigtige.

Efter partiledermødet cyklede jeg hjem til mig selv og tændte fjernsynet. Da pressemødet sluttede, fulgte jeg reaktionerne, som var meget voldsomme – særligt på de sociale medier.

Og der kan jeg huske, at jeg faktisk blev rigtig bekymret for, at folk ville gå i panik. Det var også noget af det, vi havde talt om på mødet med statsministeren.

Derfor var jeg en smule træt af, at der røg en masse nuancer. Medierne skrev, at vi lukkede hele Danmark ned, men Danmark har jo ikke været lukket ned. Det var det, der stod tilbage, og det fik nogle konsekvenser de kommende dage. For eksempel at der lige pludselig blev mangel på modermælkserstatning, fordi nogle begyndte at hamstre.

Hvilken oplevelse har været den mest skelsættende for dig de seneste måneder?

Jeg tror simpelthen ikke, at jeg kan rangere dem. Der er sket så meget.

En af de ting, der blandt andet gjorde indtryk, var, da vi første gang skulle ned og stemme i Folketingssalen, og der var sat tape på gulvet, så vi huskede at stå med to meters afstand til hinanden. Det var ikke specielt skelsættende. Det var bare meget mystisk.

At skulle ned klokken fire om natten i Finansministeriet for at sende ekstremt mange milliarder afsted i hjælpepakker var også en vild oplevelse.

Det har været så surrealistisk, hvad vi lige pludselig har skullet tage stilling til.

Hvad er det sværeste valg, du har stået over for under coronakrisen?

Hvis jeg skal vælge ét, må det være genåbningen, hvor alle de politiske partier gik ud og valgte en gruppe, som de ville have åbnet for først.

Vi kunne jo ikke åbne alt på én gang, så hvordan skulle vi lige bestemme rækkefølgen for, hvad der måtte åbne først? Der var lidt overbud på det tidspunkt (nogle partier ville åbne mere af samfundet op end andre, red.), men vi traf en beslutning om, at det ville vi ikke gøre.

Vi dykkede i stedet ned i smittetal og brugte vores kræfter på at forsøge at få besluttet, at vi skulle have en ordentlig teststrategi, og at testkapaciteten skulle op.

På det tidspunkt var teststrategien faktisk ikke på plads, og vi havde ikke en plan for, hvordan man fik testet de rigtige og generelt så mange som muligt, som ellers var forudsætningen for, at man kunne følge smitteudviklingen.

Vi kunne have talt om alle mulige andre grupper. De udsatte unge for eksempel. Men vi tog en beslutning om, at det vigtigste for alle – inklusiv de sårbare grupper – var at sørge for, at genåbningen rent faktisk var forsvarlig. Det var en svær beslutning, fordi det ikke var så super populært, som noget af det andet var.

Hvad har du lært om dig selv under coronakrisen?

Det, tror jeg, er svært at sige endnu. Men jeg har i hvert fald lært lidt om, hvor mit maksimum er henne, for jeg trænger godt nok til ferie.