Politik

DF-byrådsmedlem opfordrer Thulesen Dahl til at gå af - og peger på mulig afløser

Byrådsmedlem i Esbjerg Hans K. Sønderby mener, at Morten Messerschmidt bør overtage formandsposten i Dansk Folkeparti.

Kristian Thulesen Dahl bør træde tilbage som formand for Dansk Folkeparti, og Morten Messerschmidt skal afløse ham.

Sådan lyder det fra partiets byrådsmedlem i Esbjerg Hans K. Sønderby i et læserbrev i Avisen Danmark.

- Udviklingen har vi kunnet følge nu i godt et års tid, og vi har alle sammen troet, at den ville vende. Det bliver sværere og sværere at bevare den tro i og med, at meningsmålingerne stadig bevæger sig nedad. Og så må der ske et eller andet, siger Hans K. Sønderby til Avisen Danmark.

Opfordringen kommer efter den seneste tids uro i partiet med svigtende vælgeropbakning i meningsmålinger og sprækker i baglandet oven på partiets dårlige valg sidste sommer.

Ved valget i 2015 fik Dansk Folkeparti sit bedste valgresultat nogensinde, da 21,2 procent af vælgerne satte deres kryds hos partiet.

Folketingsvalget sidste sommer gav partiet 8,73 procent af stemmerne, mens de nyeste meningsmålinger viser, at vælgeropbakningen til partiet er helt nede på 6,1 procent.

Samtidig har flere byrådsmedlemmer trukket sig fra partiet gennem de seneste måneder.

Derudover har der været kritik fra blandt andre partistifter og tidligere formand Pia Kjærsgaard, der i sidste uge i klare vendinger gav Kristian Thulesen Dahl ansvaret for nedturen.

Samtidig kritiserede hun, at partiet ikke har en kronprins klar til at efterfølge den nuværende formand.

For svag på værdipolitikken

Partiets nedadgående spiral er altså af en sådan kaliber, at Hans K. Sønderby ikke mener, at Kristian Thulesen Dahl kan vende det.

Og i læserbrevet skriver han blandt andet, at ”Thulesen Dahl bør træde et skridt tilbage og gøre plads til en meget klart kommunikerende Morten Messerschmidt", hvilket bør ske ved landsmødet i september.

Lyn-analyse

Kristian Thulesen Dahl bliver mere og mere presset for hver uge, der går. Kommunalvalget til november næste år nærmer sig, og mange DF-byrådsmedlemmer er simpelthen nervøse for ikke at blive genvalgt. Det er derfor, at vi i øjeblikket ser flere og flere DF-byrødder kritisere ledelsen.Hvis Thulesen ikke formår at vende målingernes nedtur, vil den interne kritik blot tage til. Og så er spørgsmålet, om nogle af de mest betydningsfulde personer i partiet - eksempelvis Pia Kjærsgaard - på et tidspunkt mister troen på formanden. 

 

Der er især på værdipolitikken, at Kristian Thulesen Dahl ikke slår til, mener han.

Hans K. Sønderby peger på, at DF i perioden som støtteparti for VLAK-regeringen var for svag på det værdipolitiske område.

Et konkret eksempel er ifølge byrådsmedlemmet, da Lars Løkke Rasmussen underskrev en FN-pagt om migrationssamarbejde i Marrakech. I det eksempel burde DF havde trukket sin støtte til regeringen, mener Sønderby.

Og dét er holdninger, der ifølge Hans K. Sønderby knytter sig til Thulesen Dahl, hvilket en anden formand har nemmere ved at distancere sig fra.

TV 2 har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Hans K. Sønderby, der ikke er vendt tilbage. Det samme gælder Morten Messerschmidt.

Dansk Folkepartis partisekretær, Poul Lindholm Nielsen, afviser over for Avisen Danmark, at partiet står til at skulle skifte formand.

Går ikke af

I søndags forholdt Kristian Thulesen Dahls sig til partiets nedtur og kritikken af ham i et interview med TV 2.

Her understregede han, at han bliver på posten som formand.

- Jeg er den rigtige formand, sagde han.

- Hvis ikke jeg mente det, så tog jeg mit tøj og gik. Man skal ikke være træner for et hold og tro på, at man taber næste kamp, og stadig blive siddende. Man skal kæmpe for at vinde kampen i stedet.