Politik

DF mangler en kronprins, siger Kjærsgaard: Her er nogle af de mulige arvtagere

Den ene har en stor "tordensky" hængende over hovedet, den anden er meget ung, og den tredje minder på flere områder om den nuværende formand.

Arvefølgen i Dansk Folkeparti er slet ikke på plads, hvilket er et problem for højrefløjspartiet, der i øjeblikket befinder sig i en meget stor krise.

Sådan lyder det fra tidligere partiformand Pia Kjærsgaard, der i talkshowet 'Lippert' på TV 2 News placerer ansvaret for nedturen hos nuværende formand Kristian Thulesen Dahl.

Dog uden at mene, at han bør trække sig.

Meningsmålinger viser, at vælgeropbakningen til partiet nu er helt nede på 6,1 procent. Ved valget i 2015 var det 21,2 procent af vælgerne, der satte deres kryds hos Dansk Folkeparti.

- I 2015 var det Kristian Thulesen Dahl, der fik roserne som partiformand. I 2019 får han tidslerne. Sådan er det at være partiformand, siger Pia Kjærsgaard.

Men selvom Pia Kjærsgaard ikke kan se en klar arvefølge for sig, er der på Christiansborgs gange et par navne, der bliver nævnt som mulige efterfølgere, når Kristian Thulesen Dahl på et tidspunkt ikke længere skal stå i spidsen for Dansk Folkeparti.

Dem kan du blive klogere på her.

Morten Messerschmidt

Morten Messerschmidt er måske det mest oplagte bud på en arvtager

Hans Redder om Messerschmidt

39-årige Morten Messerschmidt er EU- og klimaordfører for Dansk Folkeparti på Christiansborg. Han har siddet i Folketinget ad flere omgange, men er nok mest kendt som spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2014, hvor han sikrede sit parti et historisk godt valg med mere end hver fjerde stemme.

Morten Messerschmidt har siden været hovedperson i en sag om mulig svindel med EU-midler i den europæiske partialliance Meld og den tilhørende fond Feld.

TV 2s politiske analytiker Hans Redder siger:

- Morten Messerschmidt er måske det mest oplagte bud på en arvtager. Han er stadig forholdsvis ung og har sikret Dansk Folkeparti nogle enormt gode valg. Men der er også nogle udfordringer for ham.

- Den umiddelbart største udfordring for ham er, at Meld og Feld-sagen endnu ikke er afsluttet, og at Bagmandspolitiet i Danmark er i gang med at vurdere, hvad det videre forløb skal være. Indtil den sag er afsluttet, vil den hæng som en stor tordensky over Morten Messerschmidt.

- Derudover skal man gøre sig klart, at han er en meget anden type end Kristian Thulesen Dahl har været. Han er ikke kendt som ham, der rejser Jylland tyndt for at drikke kaffe i lokalforeninger. Og jeg har svært ved at vurdere, hvor stærkt han egentlig står i Dansk Folkepartis traditionelle bagland.

TV 2 har forsøgt at spørge Morten Messerschmidt, om han på et tidspunkt kan se sig selv som formand for Dansk Folkeparti. Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Peter Kofod

Peter Kofod er ung og talentfuld, og jeg kan sagtens se ham på et tidspunkt blive formand for Dansk Folkeparti

Hans Redder om Kofod

Peter Kofod er 30 år og Dansk Folkepartis eneste medlem af Europa-Parlamentet. Her har han siddet siden sommeren 2019, og inden da var han folketingsmedlem i fire år. I den periode havde han, trods sin forholdsvis unge alder, den tunge post som retsordfører for Dansk Folkeparti.

TV 2s politiske analytiker Hans Redder siger:

- Peter Kofod er ung og talentfuld, og jeg kan sagtens se ham blive formand for Dansk Folkeparti på et tidspunkt. Men her på den korte bane har han to helt åbenlyse udfordringer.

- For det første er han stadig meget ung, og selvom han har siddet en periode i Folketinget, er han forholdsvis uprøvet på den helt store scene. Derudover kommer, at han i de kommende år sidder i Europa-Parlamentet, og det er meget, meget svært at forestille sig en formand for Dansk Folkeparti, som ikke sidder i Folketinget men i stedet i Bruxelles.

TV 2 har forsøgt at spørge Peter Kofod, om han på et tidspunkt kan se sig selv som formand for Dansk Folkeparti. Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

René Christensen

René Christensen er driftssikker, inde i tingene og har de seneste år spillet en større og større rolle i partiet

Hans Redder om Christensen

49-årige René Christensen har 12 års erfaring som folketingsmedlem for Dansk Folkeparti. De senere år har han været sit partis finansordfører, og han har dermed haft en central rolle ved mange af de senere års finanslove. Ved kommunalvalget i 2017 gik René Christensen efter at blive borgmester i Guldborgsund Kommune, men det lykkedes lige nøjagtig ikke.

TV 2s politiske analytiker Hans Redder siger:

- René Christensen er ikke umiddelbart det mest oplagte bud, men han er en person, som kender både Dansk Folkeparti, Christiansborg og lokalpolitik indgående. Han er driftssikker, inde i tingene og har de seneste år spillet en større og større rolle i partiet.

- Som jeg ser det, vil René Christensens helt store udfordring være, at mens man hører folk i eksempelvis Dansk Folkepartis bagland sukke efter en Pia Kjærsgaard-type, der taler til vælgernes følelser og indignation, så minder René Christensen som type mere om Kristian Thulesen Dahl end om Pia Kjærsgaard.

Til TV 2 siger René Christensen, at han ikke har gjort sig nogen tanker om, hvorvidt han på et tidspunkt kan blive formand for Dansk Folkeparti.

- Det har jeg ikke, for det er ikke aktuelt, så det er ikke noget jeg spekulerer over, siger René Christensen.

Men hvad nu, hvis det en dag bliver aktuelt at finde en ny formand, kunne du så finde på at gå efter det?

- Det ved jeg ikke, det har jeg slet ikke gjort mig nogle overvejelser om.

Pia Kjærsgaard

Jeg tror aldrig nogensinde, det er sket i dansk politik, at en forhenværende formand pludselig bliver formand igen

Hans Redder om Kjærsgaard

Tidligere partiformand Pia Kjærsgaard er ikke et af de navne, der nævnes som en mulig arvtager. Men for øjeblikket længes flere i baglandet formentlig tilbage til den gang, det nu 73-årige folketingsmedlem var formand.

TV 2s politiske analytiker Hans Redder tror dog ikke, at Pia Kjærsgaard kan få et comeback.

- Det kan jeg simpelthen ikke forestille mig. Jeg tror aldrig nogensinde, det er sket i dansk politik, at en forhenværende formand pludselig bliver formand igen. Og det vil heller ikke være fremtidens valg, for det vil under alle omstændigheder ikke kunne fortsætte sådan i mange år.

- Når Kristian Thulesen Dahl skal væk, skal der en ind, som kan repræsentere fremtidens Dansk Folkeparti. Dermed ikke sagt, at Pia Kjærsgaard ikke kommer til at spille en rolle i Dansk Folkeparti. Det, tror jeg, hun vil gøre, så længe hun lever.

TV 2 har spurgt Pia Kjærsgaard, om hun kan se sig selv få comeback som partiformand.

- Nej, det kunne jeg ikke, skriver hun i en sms til TV 2.