Politik

Regeringen dropper krav om seks overnatninger for norske turister

Krav om seks overnatninger blev indført ud fra et forsigtighedsprincip. Det vil ikke længere gælde for Norge.

Det vil ikke længere være et krav, at turister bosiddende i Norge skal overnatte seks dage i Danmark for at få lov til at krydse grænsen.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) på et samråd onsdag formiddag.

- En af de ting, som vi kommer til at gøre, og som vi kommer til at melde ud senere i dag, er, at Norge overgår til at være i grænselandsmodellen. Det vil sige, at seks dages-reglen ikke kommer til at gælde længere for personer med bopæl i Norge, siger han.

Usikkert hvornår Norge undtages

I øjeblikket er turister fra grænselandet i Skåne, Halland og Blekinge i Sverige samt Slesvig-Holsten i Tyskland også undtaget fra at opfylde et krav om seks overnatninger i Danmark for at få lov at komme ind i landet.

Turister fra de svenske områder skal dog i øjeblikket kunne fremvise en negativ coronatest, som ikke må være mere end 72 timer gammel. Det skyldes, at regionerne ikke lever op til regeringens krav om, hvor meget smitte der må være i samfundet.

Hvornår Norge præcist bliver undtaget fra seksdageskravet, oplyser ministeren ikke, men overfor TV 2 uddyber han regeringens beslutning:

- Når vi har seksdagesreglen er det grundlæggende fordi, vi vil undgå at smitten blusser op igen i Danmark, og vi ved, at antallet, der kommer ind betyder noget for, hvor hurtigt smitten griber om sig på den ene side.

- På den anden side har vi et ønske om, at folk skal kunne færdes og livet opretholdes i så frit omfang som muligt, og den åbning vi kan lægge oven i det, vi allerede har gjort, er at sige, at Norge med det smittetryk, man har og de grænserelationer, der er, vil vi også undtage fra seksdagesreglen, så man kan rejse frit ud og ind fra Danmark til Norge, siger Nick Hækkerup.

Vil ikke sætte dato på udløb

Hvornår regner I med at droppe seksdagesreglen fuldstændig?

- Målet er at have så få restriktioner som muligt og generelt have så få restriktioner som muligt. Der er ingen, der er interesseret i at holde Danmark lukket mere end højst nødvendigt. Vi står bare i en situation, hvor vi er nødt til at passe på smitten i Danmark, og derfor vurderer vi hele tiden, hvor meget vi kan tillade os at åbne, siger justitsministeren.

- Man kan ikke tage et enkelt element ud. Man er nødt til at se på det hele billede.

Ville begrænse turismen

Nick Hækkerup var onsdag kaldt i samråd sammen med erhvervsminister Simon Kollerup (S) for at begrunde regeringens beslutning om at kræve, at turister skal overnatte seks dage for at få lov at komme ind i landet.

Nick Hækkerup fortæller, at regeringen har indført kravet om seks overnatninger ud fra et forsigtighedsprincip og for at begrænse turismen i særligt København.

Regeringen åbnede i første omgang for turister fra Norge, Island og Tyskland fra 15. juni.

Dog var det i begyndelsen ikke tilladt at overnatte i København og Frederiksberg.

Men efter protester fra oppositionen og det københavnske besluttede regeringen at ændre den beslutning, så turister også kan overnatte i hovedstaden.

/ritzau/