Lippert

Pia K.: Thulesen Dahl bærer ansvaret for nedturen

Det er noget rod, at der ikke er en arvtager i Dansk Folkeparti, fastslår Pia Kjærsgaard midt i en tid, hvor partiet har historisk lav tilslutning.

Dansk Folkeparti er i frit fald.

Vælgeropbakningen er tiltagende svigtende. Baglandet slår sprækker.

Og ifølge Pia Kjærsgaard, stifter af partiet og formand gennem 17 år, så er der én person, der bærer ansvaret for nedturen:

- Det gør partiformanden. Sådan er det, lyder det fra Pia Kjærsgaard i talkshowet 'Lippert' på TV 2 News.

Thulesen Dahl bærer ansvaret

Selvom hun ikke er tøvende med at placere ansvaret for partiets krise, mener hun ikke, at Kristian Thulesen Dahl bør trække sig som formand.

Jeg kan blive vred. Jeg kan blive glad. Og jeg kan vise mine følelser. Det, tror jeg, er noget, vælgerne godt kan lide

Pia Kjærsgaard, tidl. formand, Dansk Folkeparti

Til gengæld siger hun, at det er problematisk, at partiet ikke har en klar arvtager. Da hun stod i spidsen for partiet, var fremtiden klar.

- Det er den ikke nu.

Og det er noget rod?

- Ja, det er det.

Burde der være en kronprins i Dansk Folkeparti?

- Ja, men det er der så ikke.

Meningsmålinger viser, at vælgeropbakningen til partiet nu er helt nede på 6,1 procent. Ved valget i 2015 var det 21,2 procent af vælgerne, der satte deres kryds hos Dansk Folkeparti.

- I 2015 var det Kristian Thulesen Dahl, der fik roserne som partiformand. I 2019 får han tidslerne. Sådan er det at være partiformand, siger Pia Kjærsgaard.

Lyn-analyse

I sig selv er det oplagt, at Pia Kjærsgaard slår fast, at partiets nedtur selvfølgelig påhviler partiets formand. Men som jeg hører det, er Pia Kjærsgaard også på de indre linjer gået i rette med Kristian Thulesen Dahl og har givet udtryk for, at hun ikke var enig i flere af de beslutninger, som den nuværende ledelse har truffet. Og det er alvorligt for Kristian Thulesen Dahl. Pia Kjærsgaard er en person, der betyder enormt meget i partiet, og som der bliver lyttet meget til i partiets bagland. Og selvom det er åbenlyst, at det er formandens ansvar, så er det noget, der bliver bemærket.

Partiet mangler liv og sjæl

Det er ikke kun vælgerne, der viger. I parties bagland har flere trukket sig gennem de seneste måneder - blandt andet med begrundelsen om, at der mangler mere Pia Kjærsgaard i partiet - som i gamle dage.

- Jeg siger sådan set bare, hvad jeg mener. Jeg kan godt lide den politiske debat og engagerer mig med liv og sjæl. Jeg kan blive vred. Jeg kan blive glad. Og jeg kan vise mine følelser. Det, tror jeg, er noget, vælgerne godt kan lide, forklarer Pia Kjærsgaard.

På flere politiske områder har partiet gennem den seneste tid vaklet. Det gælder eksempelvis EU-politikken og klimaområdet.

- Vi har svævet lidt rundt. Der har været lidt uklare meldinger. Det er vi helt opmærksomme på. Vi har ikke tænkt os at gentage fiaskoen fra 2019, siger Pia Kjærsgaard, der har meldt ud, at hun nu vil gå til kamp for partiet.

Er Pernille Vermund den nye Pia Kjærsgaard

Selv på udlændingeområdet og i racismedebatten har der været vaklen hos Dansk Folkeparti. Det har der til gengæld ikke hos Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund.

- Altså det er fint med udlændingepolitikken for mit vedkommende. De har så ikke rigtig fået gennemført noget på det år, de har siddet i Folketinget. Det har Dansk Folkeparti til gengæld gennem en lang periode, siger Pia Kjærsgaard.

Lyn-analyse

Det bemærkelsesværdige i denne her krise er jo ikke blot de her meningsmålinger, der bliver ved med at gå ned. Det interessante er også, at man ser, at Kristian Thulesen Dahls autoritet er udfordret. Denne her grad af ekstrem kontrol, som en leder af Dansk Folkeparti altid har haft, den er ikke ligeså ekstrem , som den har været tidligere. Flere kilder fortæller, at de helt åbent er i tvivl om, hvorvidt Kristian Thulesen Dahl kan få partiet ud af denne her krise igen. Og det er altså en situation, som jeg aldrig har oplevet lignende i partiet.

Rent strategisk har Dansk Folkeparti også sendt blandede signaler ud. Der har været uklarhed om, hvem de peger på som statsminister, siger Pia Kjærsgaard. Og under valget blev der også skelet mod rød blok.

- Jeg håber ikke, nogen har troet, vi ville støtte Mette Frederiksen som statsminister, siger Pia Kjærsgaard.

Så det er Jakob Ellemann-Jensen, der er jeres statsministerkandidat?

- Der er en krise i blå blok, og desværre har vi til gode at se, hvad det er, den nye formand Jakob Ellemann-Jensen vil. Vi er lidt tilbøjelige til at tro, at han skæver for meget til Radikale Venstre - og det er vi ikke interesserede i. Så får han ikke vores støtte, siger Pia Kjærsgaard.

Se hele interviewet med Pia Kjærsgaard på TV 2 PLAY.