Politik

Statsministerens jubelår – på trods af coronakrisen

Statsminister Mette Frederiksen (S) under afslutningsdebat i Folketinget på Christiansborg i København, mandag 22. juni 2020. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Coronakrisen har ændret det meste i dansk politik – men Mette Frederiksen var stærk i forvejen.

Det var en afmålt og kølig statsminister, der for et år siden gik ind til de afsluttende forhandlinger om det, der blev til et forståelsespapir mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

Mette Frederiksen havde holdt på sit igennem de ugelange forhandlinger. Vigtigst var, at kun et parti skulle sidde i regeringen, nemlig Mette Frederiksens eget parti, Socialdemokratiet.

Det allermest bemærkelsesværdige ved Mette Frederiksens lederskab er og bliver, at hun står i spidsen for et parti, der er historisk enigt

Troels Mylenberg

Intet kunne få hende væk fra det krav. Så var det okay, at hun måtte bøje sig mod en endnu mere ambitiøs klimapolitik, end hun havde ønsket sig. Også på flygtningeområdet måtte hun give sig lidt. Og selvfølgelig var forståelsespapiret et kompromis mellem de fire.

Men da den så var landet, forståelsen, brød smilene frem. Først sent på aftenen 26. juni kunne et hold smilende partiledere og forhandlere bekendtgøre, at Danmark havde fået en ny regering. Glad forventning og en statsminister, der lyste af lyst til at komme i gang.

Det socialdemokratiske kompas

Dagen efter – i strålende solskin – blev først dronningen og derefter de mange fremmødte på Amalienborg Slotsplads præsenteret for regeringen. Den første socialdemokratiske et-partiregering i 40 år.

Mette Frederiksen præsenterede den med disse ord:

- Hver eneste dag vil vi lade vores socialdemokratiske kompas lede og styre os, for vi er fuldstændig sikre på, at jo stærkere et velfærdssamfund vi har, og jo stærkere fællesskaber vi understøtter, jo bedre liv kan vi alle sammen leve i Danmark.

Lige i de timer og dage, da regeringen kom til, var der ikke så meget fokus på det særligt socialdemokratiske.

Dengang var der fokus på klimaet, på øen Lindholm, som alligevel ikke skulle være center for afviste asylansøgere, på nye ministre og på støttepartiernes forskellighed og forskellige krav og ønsker, der kom igennem.

Der var ikke lavet et regeringsgrundlag, men i stedet det mindre forpligtende forståelsespapir.

Belært af andres besværlige erfaringer med for firkantede løfter om eksempelvis topskattelettelser i tidligere regeringsgrundlag, var der behov for lidt mindre firkantede løfter til hinanden og dermed mindre risiko for uro og interne kampe.

Det nye gamle Socialdemokrati

Helt slipper en regeringschef selvfølgelig ikke for intern uro. Og især den radikale leder Morten Østergaard har haft behov for at vise, at han ikke for enhver pris bare sidder i Frederiksens bukselomme og nikker.

Men det allermest bemærkelsesværdige ved Mette Frederiksens lederskab er og bliver, at hun står i spidsen for et parti, der er historisk enigt.

Der er ingen – i hvert fald ingen synlige – fløje i Socialdemokratiet, hvilket ellers har været mere eller mindre en naturlov i det store parti. Her har Mette Frederiksens og hendes tætteste allierede, herunder den snart forhenværende stabschef Martin Rossen, effektivt elimineret al intern modstand.

Holdet af ministre og centrale ordførere har alle accepteret, at der kun er en vej i partiet lige nu, nemlig Mette Frederiksens.

Det er især lykkedes, fordi de toneangivende ministre dels er enige med Mette Frederiksen, dels er opflasket i partiorganisationen med ambitionen om, at Mette Frederiksen skulle gøres til statsminister.

Strategien var klar. De vælgere, der igennem de sidste 20 år er strømmet fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti, skulle tilbageerobres.

Midlet var en voldsom højredrejning på udlændingepolitikken, en stærk betoning af kampen for de svageste, de nedslidte og børnene samt en tydelig afstandtagen til Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon-epoken. Det var dengang, Socialdemokratiet skiftede navn til Socialdemokraterne, dengang man satsede for at kapre vælgere blandt de veluddannede storbyboere, dengang man talte om konkurrencestat, solgte dele af DONG og i det hele taget fjernede sig fra sin arv, sin sjæl og sine kernevælgere. Sådan var analysen.

Ingen kære mor

Samtidig lå det også i kortene, at forudsætningen for en succesfuld ny socialdemokratisk magtovertagelse efter 14 af de sidste 18 år med en Venstre-statsminister var fuld og total intern enighed. Aldrig mere fløje, aldrig mere offentlig debat om, at dele af partiet måske ikke var fuldt ud enig med ledelsen i alt.

Og så altså også den sidste store strategiske ambition: En ren S-regering. Ikke noget med at skulle have Morten Østergaard eller Pia Olsen Dyhr (SF) med på ministerholdet med fare for, at uenighederne blev for svære at styre. VLAK-regeringen havde på den måde fornemt vist vejen, man ikke skulle gå. Og allerede i 2018 meldte Mette Frederiksen klart ud, at det var sådan, det ville blive. Så kunne især Morten Østergaard blive nok så sur, men ingen kære mor. Ingen ministerposter, intet knæfald for uenighed og heller ingen slinger i valsen.

Det blev næppe sagt så tydeligt under forståelsesforhandlingerne, men partierne har ikke været i tvivl om, hvor Mette Frederiksen havde sat sit skab. Og de kunne også læse skriften på væggen.

Tomme trusler

For SF og Enhedslisten var der ikke meget at true med. Skulle de nogensinde kunne vælte en socialdemokratisk statsminister, der endda gik med på de høje klimaambitioner, accepterede at asylbørn skulle ud af Sjælsmark, stod klar med statslig undskyldning til Godhavnsdrengene, og som havde tidligere pension til nedslidte øverst på sin politiske dagsorden?

Svaret er nej, ligesom S-ledelsen godt turde satse på, at Radikale Venstre på ingen måde vil bringe Inger Støjberg tilbage på en ministerpost. Politik er magt, herunder både evnen og viljen til at sætte hårdt mod hårdt.

Reelt har de tre støttepartier da heller ikke udgjort et problem for Mette Frederiksen i det første år af valgperioden. Meget sigende lykkedes det under efterårets finanslovsforhandlinger regeringen at få SF til at juble over minimumsnormeringer i dagsinstitutionerne, mens Enhedslisten stædigt fastholdt, at der ikke var tale om minimumsnormeringer. Men begge partier var med.

De radikale truede med valg, hvis ikke klimahandlingsplanen var hjemme inden grundlovsdag, men så kom både coronakrisen og her i juni et par af de første store klimaaftaler, og så kunne Morten Østergaard med hævet hoved tage luften ud af den trussel, som ingen rigtig for alvor frygtede alligevel.

Ja til Alt for Damerne – nej til TV 2

Før coronakrisen var Mette Frederiksen stærk. Krisen har kun gjort hende stærkere. Med meningsmålinger, der giver partiet mellem 30 og 35 procent af stemmerne, glemmer mange nemt, at valgresultatet fra 2019 faktisk slet ikke var så prangende endda. Ja, faktisk fik partiet lavere tilslutning, end Helle Thorning-Schmidt opnåede, da hun tabte magten ved valget i 2015. Det snakker man ikke meget om i Socialdemokratiet.

Ej heller om, at imens nedlukningen af landet blev gennemført både effektivt, troværdigt og med en yderst tilgængelig statsminister i spidsen, så har genåbningen været noget mere bøvlet udført. Og nu med en statsminister, der for eksempel hverken havde tid til at holde partiledertale ved det alternative folkemøde i København for to uger siden eller stille op til et længere interview her på TV 2, som vi gennem flere uger har forespurgt om. Men som dog i denne uge var at finde over mange sider i Alt for Damerne.

De mange statsministerielle pressemøders tid er forbi. Noget, som kan være svært at læse anderledes, end at da budskaberne var enkle og yderst alvorlige, så ville Mette Frederiksen gerne tage den selv fra forreste række, men da det blev sværere, mere forvirrende og også mere politisk sprængfarligt, så blev den øverste chef pludselig mindre kommunikerende.

Statsministeren bestemmer selv. Især når hun er stærk. Hun har sat sit hold, og ingen på holdet anfægter på nogen måde rollefordelingen. I realiteten heller ikke i støttepartierne.

Og selvom Mette Frederiksen er yderst bevidst om, at populariteten og styrken, som håndteringen af coronakrisen har givet hende, nemt kan smuldre, så har den med sikkerhed også ført til en vis afhængighed af samme. Men som statsminister gælder det også bare om – corona eller ej - at glæde sig over de perioder, hvor tingene kører, hvor der er styr på sagerne, og hvor der er ro på bagsmækken, for det bliver aldrig ved sådan.

Mette Frederiksens første år vil selvfølgelig blive husket mest for coronakrisen. Men uanset hvad, så har året med Frederiksen som statsminister også været et lærestykke i, at selv i politik, hvor man aldrig kan vide, hvad der sker, betaler det sig i udstrakt grad at være velforberedt.

Rød bloks største sejr:

Selvom der er endog meget lang vej igen til 70 procentsreduktionen af CO2 inden 2030, lykkedes det at få hul på klimaaftalerne i juni. Mange af partierne vil hævde, at det ikke skete på grund af, men på trods af klimaminister Dan Jørgensen, hvis tilgang og stil har været omdiskuteret. Men de første skinner er lagt, og det er med brede aftaler, og man er enige om at fortsætte i sporet til efteråret.

Rød bloks største trussel:

Udover coronavirussens uforudsigelighed er der ikke mange umiddelbare snubletråde at se for rød blok lige nu. Der skal til efteråret leveres på løftet om tidligere pension til Arne (og mange andre nedslidte), og her kan regeringen få problemer med at få sit flertal hjem. Men sådan er politik.