Meningsdannere fælder dom over regeringens første år
Politik

Fem meningsdannere vurderer Mette Frederiksens første år som statsminister

Meningsdannere fælder dom over regeringens første år. Det er gået snorlige på nogle punkter, men haster gevaldigt med handling på andre, siger de.

Er Mette Frederiksen kontrolfreak, snehvide, løvemor eller moder Danmark på speed? Og skylder hun i virkeligheden Venstre et par flasker vin?

Lørdag fejrer statsministeren og hendes regering et års jubilæum. Forud er gået 365 vilde dage med alt fra historiske aftaler og hård kritik af klimanøl til trusler om at vælte regeringen og en omfattende sundhedskrise.

Hvordan har regeringen klaret sit første år? Og hvordan har Mette Frederiksen gjort det som statsminister?

Det svarer en børnerettighedsforkæmper, en politisk modstander, en klimapræsident, en politisk kommentator og en iværksætter på.

Der er et skarpt fokus på børn. Men der er helt åbenlyst stadig nogle uløste opgaver

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet

Mette Frederiksen har udnævnt sig selv til børnenes statsminister. Har hun levet op til den titel i sit første år som statsminister?

- Der er ingen tvivl om, at regeringen har et skarpt blik for børn og i særdeleshed udsatte børn. Vi har også set et tydeligt fokus på børns digitale trivsel - nettet er jo en arena, hvor børnene er udsat for risici, og her rykker regeringen, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

- Men vi har fattige børnefamilier i Danmark. Omkring 60.000 børn lever i fattigdom. Opgaven for børnenes statsminister må være, at der er nul fattige i Danmark, for vi er så rigt et land.

Regeringen har indført et midlertidigt børnetilskud, imens en kommission undersøger ydelserne. Mange familier har fået flere penge om måneden. Er det ikke godt?

- Det er jo en lille gruppe, der har fået et lille løft. Det er godt, men børnefattigdomsproblemet er ikke løst. Vi venter spændt, og det haster.

- Og så sidder der omkring 30 danske børn i Syrien og betaler prisen for deres forældres gerninger. De børn er i fare og bør hentes hjem så hurtigt som muligt.

- Regeringen har et skarpt fokus på børn, men der er helt åbenlyst stadig nogle uløste opgaver.

De burde jo nok have sendt os et par flasker vin som tak

Sophie Løhde, politisk ordfører i Venstre

Hvordan mener I som opposition, at regeringen har klaret det første år?

- Vi har fået en regering, der er stor på ord og lille på handling. Det er en regering, der ikke har fået noget nævneværdigt igennem det første år, de har siddet ved magten. Der er stadig mange løfter om grøn omstilling, ny efterløn til Arne og andre ting, som vi ikke engang har set grovskitserne til, siger Sophie Løhde.

Regeringen har blandt andet landet en historisk klimalov og så sent som i søndags indgået en større delaftale på klimaområdet. Hvorfor mener du, at regeringen er lille på handling?

- Det lette er jo at opstille de store ambitioner. Den svære del er at levere konkret. Vi er glade for, at det er lykkes at indgå en delaftale, hvor vi har måttet trække regeringen til truget for at levere væsentligt større CO2-reduktioner, end de selv lagde op til, og samtidig levere et flertal uden om regeringen, der står fast på behovet for en grøn skattereform. Så det er godt, at vi har kunnet hjælpe regeringen, men der er stadig lang vej til målet.

Hvordan synes du, at Mette Frederiksen har klaret sig som statsminister det første år?

- Hun er i hvert fald en statsminister, der har sat sig tungt på magten. Hvis man er til hård styring og ringe frihed til at tænke selv, synes man nok, at det er en god ting. Jeg ser nok lidt anderledes på det.

Mens regeringen har siddet på magten, har I skulle opbygge Venstre med ny formand og ny næstformand. Har regeringen ikke bare været smart og udnyttet jeres svage periode?

- Det har da ikke været nogen ulempe for Mette Frederiksen. Vi kom jo ufrivilligt til at give dem arbejdsro i starten af perioden, hvor vi havde noget uro i partiet, og det kulminerede jo så i september med valg af ny formand og næstformand.

- De burde jo nok have sendt os et par flasker vin som tak. Jeg lover til gengæld, at den ekstra arbejdsro, de fik, den skal vi nok få hentet tilbage.

Hele Mette Frederiksens tankegang er at passe på Danmark. Moder Danmark på speed nærmest

Søs Marie Serup, politisk kommentator og kommunikationsrådgiver

- Det har været et af de mest overbevisende første år for en statsminister, vi har set meget længe. Normalt når en statsminister træder til, har de en masse planer om, hvad de vil gøre, men så møder de virkeligheden. Der må vi bare sige, at det har kørt snorlige, selvom der kom en sundhedskrise, siger Søs Marie Serup.

- Mette Frederiksen er en meget kontrolleret og bevidst statsminister. Hun er en meget kontant politiker, og hun har også været skældt ud for at være for hård i filten, men det gør hende jo også ret effektiv i hendes måde at drive politik på.

- Hun har gjort sig til snehvide over for de syv små dværge, når vi taler de andre partiledere. Det er hende, der træder frem foran de rullende kameraer, og der bliver efterladt meget lidt plads til de andre partiledere. De har i hvert fald lært, at hvis man vil tackle Mette Frederiksen, skal man ikke bare stå tidligt op, man skal lade være med at gå i seng.

- Hele Mette Frederiksens tankegang er at passe på Danmark. I coronakrisen har vi set det foldet ud som sådan en matriark. Moder Danmark på speed nærmest. Hun passer så meget på os, at det er blevet umoderne at være dem, der tænker selv og søger noget frihed. Hun har påtaget sig rollen som sådan en løvemor, der er parat til at kæmpe for ungerne til sidste blodsdråbe. Der er folk, der trives rigtig godt med det, og så er der dem, der føler, at det er lidt vammelt, lidt nedladende og lidt omklamrende, og som godt vil tænke selv og træffe selvstændige beslutninger.

- Der er mange, der mener, at Mette Frederiksen og hendes kommunikationsteam lefler lidt nedad. Når vi ser på hendes Instagramprofil, er der simpelthen så meget leverpostejsfarvet dansker, at man næsten ikke kan være i det. Jeg slår græs, jeg har gummistøvler på, jeg cykler på min røde cykel.... Men på sin vis er det jo en mere ægte socialdemokrat, end vi har set i mange år. Nogle gange lykkes det, og andre gange kan det blive for overdrevet.

- Mette Frederiksen er effektiv, hun er kontant, og hun er menneskelig. Men hun er bestemt heller ikke bange for magt, og hun ved, hvordan hun bruger den.

Hvis vi ikke snart kommer i gang med ikke bare at tale om det, men udleve de grønne planer, bliver det rigtig svært at nå

Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Hvordan er det gået for regeringen på klimaområdet?

- Det er en ekstremt ambitiøs regering, og jeg har ikke oplevet på noget tidspunkt, at der er blevet slækket på ambitionerne på klima og natur, siger Maria Reumert Gjerding.

- Det er rigtig godt, at man er kommet i gang med nogle mere konkrete tiltag omkring klimamålsætningen. Men man kan samtidig sige, at de aftaler, regeringen har landet her inden sommerferien, giver os 3,4 millioner tons CO2-reduktion, og vi skal altså op på 19 millioner tons. Så der er utroligt langt igen, og det er klart, at det er et bekymringspunkt, at man her efter et år ikke er nået længere. Det haster med at få en plan på plads.

En 70 procent reduktion af CO2 i 2030 er en ambitiøs målsætning, der kræver vidtgående tiltag. Er det ikke forståeligt, at det tager tid at lægge planen for det?

- Det er bestemt forståeligt. Men det bliver bare meget svært at nå, hvis man ikke kommer videre.

Kan det risikere at svække kvaliteten af klimahandlingsplanerne og dermed muligheden for at nå klimamålet, hvis der bliver skruet op for tempoet?

- Det er jo klart, at man skal gøre sit arbejde grundigt. Men det væsentlige er, at vi kommer ud og starter den grønne omstilling i den virkelige verden. Handlingsplanen skal ikke kun ligge der i den her regeringsperiode. Der skal også være taget et stort skridt i implementeringen af den.

Har du tiltro til, at vi når målet om en 70 procent reduktion i 2030?

- Ja, jeg føler mig meget overbevist om, at vi faktisk har en regering, der tager det her meget alvorligt.

Når det så kommer til at gøre kagen større og styrke erhvervslivet og iværksætteri, stopper kreativiteten

Martin Thorborg, erhvervsmand og iværksætter

Hvordan har regeringen klaret sig på erhvervsområdet ifølge dig?

- Jeg synes ikke, at jeg har set noget erhvervspolitisk, som viser en større interesse for iværksættere og erhvervsliv. I hvert fald ikke noget, jeg kan huske, så det kan ikke være særlig meget. Til gengæld har der været tonsvis af debatter om fordeling, siger Martin Thorborg.

- Det bryder jeg mig ikke om. Jeg mener til stadighed, at fokus bør ligge på, hvordan vi skaber en større kage. Det er typisk socialdemokratisk politik: Man er god til at bruge penge på at fordele, men når det så kommer til at gøre kagen større og styrke erhvervslivet og iværksætteri, stopper kreativiteten.

Regeringen har kun siddet et år, og corona har udskudt politiske initiativer. Der kan vel nå at komme større initiativer på erhvervsområdet?

- Corona har jo fyldt rigtig meget, og jeg synes, at man skal lade tvivlen komme dem til gode. Når der kommer ro på, viser det måske, hvor vigtigt det er at have et stærkt erhvervsliv. For nu er der edderbankme en regning, der skal hamres af.