Det har været trængslernes år i blå blok – og det fortsætter

16x9
Der er nok at se til for Kristian Thulesen Dahl (DF) og Jakob Ellemann-Jensen (V) i blå blok. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Nye formænd kom til, andre fortsatte nedturen, og Konservative drømmer om Pape som en ny Schlüter. Blå blok synes splittet i tusind klodser.

De har faktisk prøvet nogle gange, de fem partiledere i den blå blok. Prøvet at sætte sig til et bord med kaffe på kanden og så ellers forsøge at få snakken til at gå, om alt det, der samler dem. Hyggeligt har det været, siger de. Og selvfølgelig ved de godt, at hvis ikke de finder et fælles fodslag og bliver enige om i hvert fald noget at stå sammen om, så kan de glemme alt om at komme til magten og farve Danmark blåt igen.

Enkelte steder i den blå lejr taler man allerede om, at der nok kommer til at gå mere end ét valg, før man evner at besejre Mette Frederiksen, men selvfølgelig skal partilederne holde fast i drømmen om og ambitionen om at vælte Frederiksen af pinden ved først givne lejlighed.

Så langt så godt. Men her på etårsdagen for Mette Frederiksens regeringsovertagelse er det grundlæggende problem hos de blå partier, at uanset hvad de måtte kunne enes om, så rækker det slet ikke til at vinde. Målingerne er ubarmhjertige. En lille fremgang til Konservative og en større hos Nye Borgerlige opvejer på ingen måde tabet hos de andre blå partier. Der skal meget mere til.

Derfor kan man også sige, at det velsagtens kun kan gå frem for den borgerlige blok. Og jo længere til næste valg jo bedre. For selvfølgelig ændrer meget sig. Mest af alt håber man op – ja nogle tillader sig endda at regne mere kategorisk med – at Mette Frederiksen og hendes regering ikke kan holde dampen oppe helt frem til et valg. Enigheden og enheden i regeringen og blandt dens støttepartier vil blive udfordret. Der vil komme ministerkriser og uenighed, som kan vende op og ned på meget, regner man med – og håber på.

Tålmodighed er også i politik en vigtig dyd. Næste alvorlige målepunkt og møde med vælgerne hedder formentlig først kommunalvalget i november 2021. Her skal især Venstre og Jakob Ellemann-Jensen stå sin prøve, ligesom Konservative også gerne vil erobre mere jord i det kommunale landskab ikke mindst på ryggen af en udligningsreform, som partiet var voldsomt imod.

Den dårlige kemi varer ved

For Nye Borgerlige har første år i Folketinget været en succes. Pernille Vermund & Co går på sommerferie med en Megafonmåling, som gjorde partiet større end Dansk Folkeparti – hvad mere kan Nye Borgerlige ønske sig? Det første år for det nye parti har netop budt på et hav af både politiske og mere eller mindre ureglementerede kampe mellem de to partier. Med Dansk Folkeparti i taberens rolle.

De to partier, som i høj grad kæmper om de samme vælgere - dem der sætter en konstant strammere udlændingepolitik som det vigtigste – er uenige om cirka alt andet. Selv ikke modstanden mod EU, kan de for alvor blive enige om, selv om de faktisk er det. Således fik de to partiledere Thulesen Dahl og Vermund, som i øvrigt er på valg ansigt til ansigt i Sønderjylland, i forrige uge fint illustreret, at den dårlige kemi imellem dem vist er kommet for at blive.

Vermund inviterede Thulesen til kaffe for at diskutere fælles EU-front og kampagne, når nu, som Vermund sagde det, Thulesen Dahl ”endelig erklærede”, at han vil arbejde for at få Danmark ud af EU.

Thulesen Dahl kvitterede med at minde offentligheden om, at Vermund tidligere har anbefalet både De Konservatives og Socialdemokraternes EU-politik.

Kampen mellem de to og de to partier vi nok fortsætte. I den økonomiske politik er de på hver deres planet, og hvis man ikke engang kan enes om det, man er enige om, så er der lang vej igen.

Og i øvrigt har Dansk Folkeparti nok at gøre med at finde sine egne ben. Vedvarende dårlige målinger har selv i DF fået snakken til at gå, om tiden er inde til et lederskifte efter otte år med Thulesen Dahl i toppen. Der skal snart ske noget med målingerne, hvis ikke den debat bliver et af det næste års store temaer.

Pape som ny Schlüter

Blå bloks mindste parti er Liberal Alliance. Her har politisk leder Alex Vanopslagh brilleret ved mange debatter som klart den tydeligste borgerlige og liberale stemme, han er respekteret, og hans imponerer med sit gode humør, sin veltalenhed og ikke mindst klare linje i coronakrisen.

Men han er også en enmandshær. Med blot to andre mandater end sit eget, står og falder projektet med Vanopslagh selv, og spørgsmålet er selvfølgelig, om han kan holde dampen oppe i tre år mere, inden et valg.

Han succes står og falder naturligvis også med, om Jakob Ellemann-Jensen på et tidspunkt får sat blus under sit liberale projekt. Gør han det, risikerer LA at blive usynliggjort. Men lige nu ser det ikke sådan ud, Vanopslagh har fat i en ende, og tiden må vise, om det er den lange.

Hos De Konservative har Søren Pape Poulsen fået godt fat. Partiet har stabiliseret sig, og Pape er gået fra at være den lidt undseelige underdog til at være en stærk leder. Der er ingen synlige fløje hos De Konservative, en situation, man skal tilbage til Schlüters tid i 1980’erne for at se magen til.

Og netop Schlüters succesfulde projekt som manden i centrum af den borgelige blok som endda kunne trække stemmer henover midten, drømmer mange konservative da også om, at Pape kan efterligne. En drøm der i hvert fald ikke bliver mere urealistisk med tiden, for Venstre er ikke ligefrem i topform.

Ellemanns lange snor

Bedømt alene på resultaterne i sit første folketingsår som venstreformand, oppositionsleder og statsministerkandidat, ville Jakob Ellemann-Jensen næppe bestå. Blot det forhold at hverken DF eller Nye Borgerlige offentlig vil udpege ham som deres statsministerkandidat lige nu, siger det meste.

Selv venlige Søren Pape har sagt, at Ellemann vist stadig er i gang med at finde sine ben. Således var der ikke mange andre end Ellemann selv samt hans nærmeste støtter i Venstre, der kunne se det kløgtige i at trække sig fra regeringens EU-mandat i budgetforhandlingerne. Og selv om Ellemann igen og igen har betonet, at Venstre skam har et politisk projekt, så mangler mange at se Ellemanns projekt. Hvad skal han vinde magten på?

Her er det ikke nok at sige, at Mette Frederiksen vil gøre det dyrere at være dansker, og at han vil gøre det billigere. For hvad betyder det? Hvad er vejen dertil, og hvad er egentlig slagvarerne i den liberale Venstre-butik, hvor man i øvrigt med tilbageholdt åndedræt venter på, hvor meget porcelæn, der falder på gulvet, når næstformand Inger Støjbergs instrukskommission ventes færdig næste år.

Udfordringerne er linet op, og Ellemann har fået lang snor af det parti, der ikke bare valgte ham, men kårede ham til formand. Han sidder sikkert både til og med næste valg.

Han synes også beredt til at samle udfordringerne op – han har vist, at han har tålmodigheden, men efter sommerferien skal han i den grad vise, at han har meget andet og mere end tålmodigheden og viljen.

Og derefter venter så en opgave med at få styr på tropperne i den blå blok – hvis der altså er en. For først derefter venter den egentlige modstander, Mette Frederiksen.

Blå bloks største sejr:

Man må nøjes med lidt her, for der har vitterligt ikke rigtig været nogle sejre. Hvis man skal pege på noget, så er det trods alt værd at bemærke, at de blå partier har været med i mange aftaler i løbet af det seneste år. På kryds og tværs godt nok, men senest var næsten hele blå blok med i klimaaftalen. Det giver noget af den ro, som der skal til for at bygge videre.

Blå bloks største trussel:

At det hele falder på gulvet. Allerede nu taler mange om, at blå blok ikke eksisterer længere. Til det er forskellene for store partierne imellem. Men skal man videre, så skal alle fangearme ud i vælgerhavet i mange retninger. Det kan givet et bredt fundament, men det kan også forsvinde helt. Og et hurtigt valg vil selvfølgelig være katastrofalt for det blå samarbejde.

Læs også, hvad der var rød bloks største sejr og trussel