Elbæk taler ud: - Da hun blandede min familie ind i det, blev det for uværdigt
Den nu tidligere partileder tager i nyt indlæg bladet fra munden og fortæller i detaljer om bruddet med Alternativet.
Der er skrevet mangt og meget om den strid, der i foråret endte med at rive Alternativet fra hinanden.
Men aldrig har den absolutte hovedperson, stifteren Uffe Elbæk, givet sin fulde version. Før nu.
I et længere indlæg på mediet POV International beskriver han i detaljer, hvordan en personlig konflikt med Alternativets nuværende leder, Josephine Fock, til sidst førte til, at han i marts i år valgte at trække sig fra det projekt, han selv havde startet.
En konflikt, der ifølge Elbæk paradoksalt nok begyndte allerede dagen efter det største øjeblik i Alternativets historie: Valgaftenen i 2015.
Et telefonopkald blev starten
I indlægget fortæller Elbæk, hvordan han ringede til Josephine Fock for at lykønske hende med valgresultatet. Hun var kommet ind, men det var den anden Aarhus-kandidat, Niko Grünfeld, ikke. Derfor opfordrede Elbæk Fock til at ringe til Grünfeld og sige tak for kampen, så det med det samme blev sikret, at der ikke opstod ondt blod i Aarhus-afdelingen.
Men det skulle han tilsyneladende aldrig have gjort:
- Da jeg nævnte Nikos navn, eksploderede Josephine i rent raseri, skriver Elbæk.
- Hendes vrede handlingslammede mig. Lige indtil, at hun pludseligt out of the blue begyndte at klandre mig for, at min søn, Frej, kun havde liket Nikos Facebook-opslag og ikke hendes. Da hun begyndte at blande min familie ind i samtalen blev det simpelthen for uværdigt, og jeg sagde, at nu stopper det altså. Lige nu. Hvorefter jeg afbrød samtalen, fortsætter Elbæk.
Ingen forbrødring
Fra da af gik det helt skævt. Ifølge Elbæk forsøgte han, Josephine Fock og Rasmus Nordqvist, der udgjorde ledelsen i folketingsgruppen, at løse problemet med blandt andet fælles faglige inspirationsture.
Men i stedet for forbrødring blev problemerne og magtkampene blot værre.
For Elbæk kulminerede det to år senere i midt-juni 2017, da Josephine Fock ifølge ham to gange indenfor en uge gik bag om ryggen på ham.
Først ved sammen med Rasmus Nordqvist at iværksætte en evaluering af arbejdsmiljøet på Christiansborgsekretariatet uden hans viden. Siden ved at konfrontere og udspørge en medarbejder i partisekretariatet om en specifik medarbejdersag og dermed ifølge Elbæk at skabe ”unødig usikkerhed i hele medarbejdergruppen om ledelsesstrukturen på sekretariatet”.
Blev presset af Fock
Elbæk fortsætter i sit indlæg med at beskrive, hvordan han efterfølgende blev presset til at acceptere ændringer i sekretariatet, der førte til, at lederen af sekretariatet, Mikkel Nørskov Kjær, måtte stoppe i partiet.
Og hvordan et flertal i folketingsgruppen vendte sig mod ham, og at han derfor i en lang periode var partileder mere af navn end af gavn.
Og endelig hvordan Josephine Fock til sidst forsøgte at presse sig til mere indflydelse ved at true med at tage imod et jobtilbud fra en NGO, hvilket hun gjorde, da Elbæk sagde nej.
Tårevædet afsked
Som det tidligere har været fremme i forskellige medier, sluttede Elbæk sin tid i Alternativet med at undskylde over for de ansatte i partiet. Undskylde, fordi han ikke havde sat foden ned.
Som billede til indlægget i POV International er der et foto af Elbæk med tårer i øjnene, der stammer fra den dag.
I teksten reflekterer han over, hvorfor han ikke sagde fra over for Josephine Fock, og han når frem til den konklusion, at han havde været bange for hende "og den energi, hun repræsenterede".
Et svirp med halen
Til TV 2 skriver Uffe Elbæk i en sms, at han har skrevet indlægget i POV International for ”at sætte punktum”.
Men i selve teksten er der også en anden begrundelse, og den kommer til allersidst. Her refererer Elbæk en tale, som Josephine Fock holdt i sidste uge i forbindelse med Altingets sommermøde. Her sagde Fock blandt andet, at hun stiftede Alternativet – sammen med flere andre.
- Hvor ville jeg have håbet, at Josephine havde sagt, at hun var et af 25 mennesker, som jeg, Rasmus Nordqvist og Niko Grünfeld havde inviteret ind i det nye politiske initiativ, der blev Alternativet, siger han og tilføjer, at Fock udelukkende var med på partiets første pressemøde, fordi hun var kvinde og repræsenterede noget andet end Uffe Elbæk.
- Ikke fordi, at hun havde spillet en mere aktiv rolle end så mange af de andre, for det havde hun ikke, skriver han.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar til Uffe Elbæks udlægning fra Josephine Fock, men hun har ikke ønsket at medvirke.
Uffe Elbæk er i dag løsgænger i Folketinget, men har sammen med Sikandar Siddique og Susanne Zimmer, der forlod partiet samtidig med ham, stiftet kontorfællesskabet Frie Grønne Stemmer.