I dag sætter politikerne punktum

Her er 7 højdepunkter fra et vildt år i dansk politik

I dag sætter politikerne punktum

Her er 7 højdepunkter fra et vildt år i dansk politik

Et magtskifte, vælgerlussinger, et blodigt formandsopgør, en nedsmeltning og en historisk sundhedskrise. 
Med mandagens afslutningsdebat i Folketinget bliver der foreløbigt sat punktum for et af de vildeste ĂĄr i dansk politik nogensinde. 
Siden valget sidste ĂĄr er der sket store begivenheder, der har ændret den politiske scene fundamentalt. Vi dykker her ned i syv centrale vendepunkter og taler med dem, der har stĂĄet midt i det hele. 
Vi har bedt hovedpersonerne færdiggøre en sætning om de afgørende øjeblikke og sætte ord pĂĄ de dramatiske, opløftende, glade og svære dage.

Magtskiftet

- Kære danskere. I har valgt, at Danmark skal have en ny regering

Blå bloks flertal blev hevet væk under fødderne på daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Han havde ellers leveret en opsigtsvækkende slutspurt med bĂĄde en bog og en kontramelding om, at han vendte resten af blĂĄ blok ryggen og gik til valg pĂĄ at danne en SV-regering henover midten. 
Men vælgerne ville noget andet. Grundlovsdag om aftenen stod det klart, at Mette Frederiksen og rød blok fik en markant sejr med 91 mandater - endda uden Alternativet. 
Det gik op for mig, at den var hjemme, da...
- ... Lars Løkke et godt stykke ud pĂĄ valgaftenen ringer for at ønske mig tillykke med, at flertallet er skiftet. Vi havde gennem den her meget lange valgkamp haft vores kampe med hinanden, fortæller Mette Frederiksen i et skriftligt svar.
- Men her i telefonsamtalen mellem os to politiske modstandere, som har kæmpet for det samme – at blive statsminister i Danmark – var der et øjeblik med fortrolighed og kollegial omsorg. Hvor den ene slutter af, og den anden tager over.
- Det øjeblik står helt tydeligt for mig, og det er i det øjeblik, det for alvor gik op for mig, at vi havde vundet valget.
Tre uger senere kunne Mette Frederiksen danne en ren S-regering med et rødt flertal i ryggen. 

Valglussinger til tre partier

- Vi stod til slag, og dem fik vi sĂĄ

Valget gav svidende lussinger til særligt tre partier: Alternativet blev halveret - fra 10 til 5 mandater. Dansk Folkeparti led valgets største nederlag; en tilbagegang pĂĄ 12,4 procentpoint og 21 mandater. Og regeringspartiet Liberal Alliance mistede 9 af partiets 13 pladser i folketingssalen - heriblandt var der ikke genvalg til partileder og daværende udenrigsminister Anders Samuelsen. 
Simon Emil Ammitzbøll-Bille var en af de fire LA'ere, der stod tilbage, da røgen havde lagt sig. 
Det gik op for mig, at slaget var tabt, da... 
- ... vi gik pĂĄ gaden og delte pjecer ud i løbet af valgkampen. Der var ikke mange, der tog positivt imod os, for at sige det som det er. Vi blev simpelthen mødt med utrolig lav energi, lige meget hvor pokker vi dukkede frem. SĂĄ jeg kunne godt mærke, at det ville blive slemt.
- Da Lars Løkke holdt pressemøde for sin bog i stedet for sin regering, da vidste jeg, at den lille chance, der var for at beholde regeringsmagten, var endeligt tabt. Da Løkke valgte sit eftermæle over sin chance, var det jo ligesom forbi. 
- Der er ingen tvivl om, at Liberal Alliance i sidste valgperiode udviklede en one trick pony-politik med topskattelettelser som det eneste saliggørende. Da vi sĂĄ ikke leverede pĂĄ det ene trick, stod vi med et utrolig svært udgangspunkt. Det klogeste havde mĂĄske været at forlade regeringen og slikke sine sĂĄr i god tid inden valget, men sĂĄdan blev det ikke. Da valget blev udskrevet, stod vi til slag. Og dem fik vi sĂĄ. 
- Da vi kom til Christiansborg pĂĄ valgaftenen, blev vi overfaldet af journalister. Jeg kan huske, at jeg holdt Anders (Samuelsen, red.) i den ene hĂĄnd og min kone i den anden, og sĂĄ var der otte vagter til at føre os igennem det. Det var godt nok voldsomt. 
- Vi sad hele valgaftenen og var spændte pĂĄ, om vi ville nĂĄ over de to procent (spærregrænsen, red.). Det gjorde vi sĂĄ lige akkurat, men det vidste vi først rimelig sent pĂĄ aftenen. SĂĄ det var jo meget nervepirrende. Det var ogsĂĄ meget bevægende - jeg stod pĂĄ scenen, mens Anders holdt sin tale, og folk kunne se pĂĄ skærmen bag ham, at han var røget ud. Det kom pĂĄ skærmen lige idet, han sagde tak for valgkampen. 
Anders Samuelsen sagde dagen efter valget  "definitivt farvel til dansk politik". Han har ikke udtalt sig siden og har heller ikke ønsket at medvirke i denne artikel.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille forlod i efterĂĄret Liberal Alliance og stiftede partiet Fremad. Han er efter eget udsagn "en glad mand i dag". 

Vild klimadrøm blev til virkelighed

- Så store forandringer i det politiske landskab sker ikke særlig tit

I to ĂĄrtier har danske folketingsvalg primært handlet om velfærd kontra skattelettelser og udlændingepolitik. Men i 2019 kom klimaet pĂĄ dagsordenen.
I februar fremlagde Enhedslisten en klimaplan med en ambition om 70 procents CO2-reduktion, men blev afvist af hele rækken rundt, husker Pernille Skipper. Men danskerne gik på gaderne og krævede handling, og det ændrede den politiske stemning:
Det gik op for mig, at vi ville komme igennem med 70-procents-målsætningen, da...
- ...jeg stod i min baggĂĄrd en dag under valgkampen og fik at vide over telefonen, at nu var de andre partier gĂĄet med til at lave en fælles front om de 70 procent. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg havde forsøgt i et stykke tid at fĂĄ SF, de radikale og Alternativet med pĂĄ det, sĂĄ vi kunne lægge et samlet pres pĂĄ Socialdemokratiet, men de havde afvist det indtil da. Jeg kan tydeligt huske den følelse: at nu har vi en reel chance for at fĂĄ det her igennem og tage nogle rigtig store historiske skridt. 
- Forudsætningen var selvfølgelig, at vi skulle have et nyt flertal. Og det lykkedes jo først endeligt, da vi var blevet enige om 'forstĂĄelsespapiret'. Men det var der, jeg fik følelsen af, at vi har faktisk en chance. 
- Da vi kom med vores klimaudspil i februar, blev vi afvist af alle partier og fik at vide, at det var urealistisk og overbudspolitik. Men før der var kommet en nytĂĄrstale mere, sĂĄ havde nærmest alle skrevet under pĂĄ at gøre det. Det var jo helt vildt. SĂĄ store forandringer i det politiske landskab sker ikke særlig tit.
70-procents-mĂĄlet blev indskrevet i regeringsgrundlaget, og i december vedtog et bredt flertal i Folketinget en klimalov

Blodigt formandsopgør i Venstre

- Det var en stor og noget traumatiserende beslutning

Efter valget var det tid til selvransagelse i Venstre. 
- Det har da slået lidt gnister, lød det fra formand Lars Løkke Rasmussen ved partiets sommergruppemøde, der blev begyndelsen til enden for et af de mest betændte makkerskaber i dansk politik nogensinde.
Det, Løkke kaldte "gnister", var i virkeligheden en genantænding af det formandsopgør og den fløjkrig, der siden 2014 havde martret Venstre.
I folketingsgruppen ønskede flere næstformand Kristian Jensen ude af partiet, mens der i baglandet opstod en mere og mere udtalt kritik af Løkkes dispositioner.
Det hele kulminerede, da Løkke efter en direkte udfordring fra Kristian Jensen til sidst trak sig, og Jensen efterfølgende gjorde det samme.
Hverken Lars Løkke Rasmussen eller Kristian Jensen har ønsket at medvirke i denne artikel. Men Venstre-veteran Claus Hjort Frederiksen vil gerne sætte nogle ord på.
Det gik op for mig, at Lars Løkke ikke kunne fortsætte som formand, da... 
- ... vi holdt hovedbestyrelsesmøde i Brejning. Det er hele stemningen på mødet, der kulminerer med, at Lars forlader mødet. Så var det jo ret åbenbart, at der ikke var flere muligheder, og det var en kendsgerning, at vi skulle have en ny formand, siger Claus Hjort Frederiksen.
- Det var en stor og noget traumatiserende beslutning, der blev truffet. Men nĂĄr sĂĄdan nogle beslutninger er truffet i politik, har man jo ogsĂĄ en forpligtelse til at se fremad. Tingene gĂĄr jo ikke i stĂĄ. SĂĄ interessen blev hurtigt koncentreret om, hvem den nye formand skulle være. 
- I nogle mĂĄneder er der en diskussion, og der er rigtig mange mennesker, der giver deres mening til kende. Men alt det slutter jo pĂĄ Venstres ekstraordinære landsmøde, hvor Ellemann bliver valgt. Der var udbredt tilfredshed med valget af Jakob Ellemann, og det er en meget markant afklaring, der har fundet sted. 

Folkekrav om minimumsnormeringer

- Jeg havde lyst til at gĂĄ ude pĂĄ Christiansborg Slotsplads med armene over hovedet

”Hvor er der en voksen?”-mantraet ekkoede landet over, da forældre gik pĂĄ gaderne for at demonstrere for flere voksne til børn i vuggestuer og børnehaver.
Folkekravet blev båret ind i valgkampen, hvor særligt SF gjorde minimumsnormeringer til sin mærkesag.
Socialdemokratiet og støttepartierne gav hinanden håndslag på at ville indføre ”lovbundne minimumsnormeringer”, som det hedder i ’forståelsespapiret’.
Ingen vidste dog, hvordan disse normeringer ville ende med at se ud, og om de først ville komme langt henne i valgperioden. Men i november landede der en endelig aftale, fortæller SF’s Pia Olsen Dyhr.
Det gik op for mig, at vi ville komme igennem med det, da…
- … vi midt i november sad under finanslovsforhandlingerne og havde diskuteret meget længe om det, og det så endelig faldt på plads. Jeg havde lyst til at gå ud og bare skrige, at nu havde vi landet de 1,6 milliarder, som vi havde lovet, og som pædagogerne har bedt om i så mange år. Man laver jo ikke delfremlæggelser, hver gang man laver en aftale under finanslovsforhandlingerne, så jeg var nødt til at holde tæt med det nogle uger, men jeg havde virkelig lyst til at gå rundt ude på Christiansborg Slotsplads med armene over hovedet.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det blev båret ind af et folkeligt pres. Man skal jo helt tilbage til 1970’erne for at se noget lignende. Da alle de forældre gik på slotspladsen, kunne jeg mærke i min politiske gut, at det her slipper ingen udenom at handle på.
Aftalen om minimumsnormeringer blev offentliggjort 2. december med resten af finanslovsaftalen. NĂĄr den er fuldt indfaset i 2025, mĂĄ der maksimalt være tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver. 

Alternativet nedsmeltede

- Jeg troede faktisk langt hen ad vejen, at vi kunne hĂĄndtere det med professionalitet

16. december meddelte stifter af Alternativet, Uffe Elbæk, at han ville træde tilbage som politisk leder og "give den grønne fane videre". 
De fleste regnede med, at arvefølgen var sikret - at partiets kronprins, Rasmus Nordqvist, skulle overtage. Men den "ĂĄbne demokratiske proces" gik helt anderledes, da medstifter Josephine Fock overraskende meldte sig som formandskandidat.  
Josephine Fock blev valgt som ny leder, og fra da af nedsmeltede partiet for ĂĄbent tæppe. Anonyme sĂĄvel som navngivne kilder anklagede hende for en brutal ledelsesstil under sin tid som folketingsmedlem. Uffe Elbæk bekræftede at være "vidende om episoderne".
I sidste ende fik Josephine Fock hovedbestyrelsens tillid, og fire ud af fem folketingsmedlemmer valgte at gå. Heriblandt Uffe Elbæk.
Det gik op for mig, at det ville ende i ballade, da….
- … artiklerne begyndte at komme i Information. Det var jo der, ĂĄnden i flasken kom ud. Jeg var nødt til at bekræfte, at det ogsĂĄ var min oplevelse, ellers kunne jeg ikke se mig selv i øjnene. Men fra da af ændrede spillet sig jo markant.
- Jeg havde virkelig ikke set komme, at hun ville stille op. Hun havde jo forladt folketingsgruppen ĂĄret før og taget et andet job. Og hun vidste, at ingen af os sĂĄ frem til at arbejde sammen med hende igen. Hvem vil søge et job pĂĄ en arbejdsplads, hvor hele arbejdspladsen ikke synes, det er en god ide? 
- Selvom alle ved, at det var et mildest talt anstrengt forhold, troede jeg faktisk langt hen ad vejen, at vi nok skulle finde ud af at håndtere det med professionalitet. Det bliver ikke sjovt eller med stor kærlighed, men hun vandt med et klart demokratisk mandat i ryggen. Folketingsgruppen havde det sådan, at det må vi tage til efterretning og se, om vi kan få til at fungere. Men så gik det jo helt skævt.
- Jeg havde det sĂĄdan, at "nu stopper legen", da jeg blev kaldt ind til at stĂĄ skoleret for min kredsbestyrelse og forklare min ”fejlprioritering” i min udmelding. Jeg fik det at vide, samtidig med at beskeden blev sendt ud til over 2000 medlemmer – og dermed selvfølgelig ogsĂĄ til pressen. Det var en totalt udnødvendig optrapning af konflikten.
- En uge senere gjorde de det samme igen. Så syntes jeg, at det var uværdigt for alle parter og gjorde boet op selv. Jeg kunne mærke, at der skete noget inden i mig, da hovedbestyrelsen besluttede at udvise tillid til Josephine Fock på baggrund af alle de beretninger, der var kommet. Det kunne jeg ikke stå inde for.
Rasmus Nordqvist har sluttet sig til SF. Uffe Elbæk, Sikandar Siddique og Susanne Zimmer er løsgængere i Folketinget.

Coronakrisen

- Jeg kunne bare se i hans øjne, at han stod midt i noget, der havde udviklet sig så hurtigt

Onsdag 11. marts klokken 20.36 lød de historiske ord fra statsminister Mette Frederiksen (S): Landet lukker ned.
Godt to uger inden havde Danmark fĂĄet sin patient zero. Den første dansker, der var konstateret smittet med covid-19.
Pandemien var nĂĄet ind over Danmarks grænser, og den røde lampe i Den Nationale Operative Stab, NOST, blev aktiveret. Danskere fik forbud mod at forsamle sig, bylivet blev lukket ned, og der blev indført vidtgĂĄende hastelovgivning. 
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) blev pĂĄ kort tid en af af landets mest travle og magtfulde personer.
Det gik op for mig, hvor alvorlig covid-19-epidemien var, da... 
- ... jeg var til hastemøde med mine EU-sundhedsminister-kollegaer i Bruxelles 6. marts. Allerede da jeg kommer derhen og træder ud af bygningen, er det helt tomt. Normalt stĂĄr der altid masser af presse. SĂĄ gĂĄr vi indenfor, og jeg hører min italienske kollega fortælle, hvordan de har set og gjort ting, man ikke har set tilsvarende i Europa, siger Magnus Heunicke. 
- Han sagde, at det handlede om hastighed og hurtighed. Jeg kunne bare se i hans øjne, at han stod midt i noget, der havde udviklet sig sĂĄ hurtigt. Vores tal var pĂĄ ingen mĂĄde alarmerende der, men det begyndte..
- Jeg blev meget, meget bekymret. Jeg var virkelig bekymret.
- Det har været det hĂĄrdeste og vigtigste arbejde, jeg nogensinde har lavet og formentlig nogensinde kommer til at lave i mit liv. Fordi det handlede om at redde Danmark fra af en katastrofe, som risikerede at koste mange unødvendige dødsfald. 
- Og samtidig var det en situation, vi aldrig havde prøvet før. Der fandtes jo ikke systemer, lovgivning, smitteopsporing, test... Intet af det fandtes. Og det var en situation, vi aldrig har prøvet før. 
- Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt det, vi gjorde, kom til at virke. Der var ingen bøger at slĂĄ op i. Men jeg har ikke været i tvivl om, at det var rigtigt at handle og at handle hurtigt. Det gav det møde i Bruxelles mig vished for: Man taber, hvis man tøver.