Politik

Mette Frederiksen mister sin højre jernnæve - og spørgsmålene står i kø

Når Martin Rossen skifter jobbet som stabschef for statsministeren ud med topjob i Danfoss, åbner det for et hav af spekulationer.

Hvem er den mest magtfulde person på Christiansborg - Mette Frederiksen eller Martin Rossen? Ja, det spørgsmål er blevet stillet af mange det seneste år. Formelt er ingen naturligvis mere magtfuld end statsministeren, men bag hende står - eller stod - Martin Rossen. Jernnæven, spindoktoren, chefstrategen og den første af sin slags, der blev ansat som politisk embedsmand med sæde i såvel regeringens koordinations- som økonomiudvalg.

Rossen er formelt set - og også reelt - den mest magtfulde spindoktor, som nogen dansk statsminister har haft ansat. Ikke mindst derfor bredte forbløffelsen sig på Christiansborg, da det midt i tirsdagens spørgetime i folketingssalen blev meldt ud, at Rossen har sagt op for at tiltræde en stilling som senior vice president i Danfoss.

En stor og vellønnet stilling i toppen af en af dansk erhvervslivs giganter. Uomtvisteligt også en spændende stilling med oceaner af muligheder. Men hvorfor lige nu? Hvorfor forlade sin statsminister midt i coronakrisen? Hvorfor overhovedet forlade det projekt, som først nu er ved at folde sig ud? Hvorfor forlade en position, hvor der vitterligt er uanede muligheder for at forandre det danske samfund hånd i hånd med den statsminister, man selv har formet og bragt frem.

Spørgsmålene står i kø, og vanen tro stiller Rossen sig ikke selv frem med svar. Hans metode er at holde sig ude af offentligheden, og i det lys står den halvanden side lange pressemeddelelse, der beretter om hans opsigelse, besynderligt frem.

Den næsten tårevædede meddelelse om, at jobbet på Danfoss er en drengedrøm - hvad mon jobbet i Statsministeriet så var? - og ikke mindst arbejdet med styrkelsen af tilliden til politik, skal nok få nogle på Christiansborg til at trække på smilebåndet i vantro. Andre vil begræde tabet af Rossen og anerkende indsatsen for at styrke den politiske magtudøvelse overfor et stærkt embedsmandssystem.

De første vil mene, at Rossen med sin tilknappede stil, sin utilgængelighed og sin brutalitet i magtudøvelsen ikke vil blive savnet, hverken som person eller funktion. Andre vil være bekymrede over, hvordan det nu skal gå med styrken, holdånden og samarbejdet i regeringen, når chefindpiskeren stempler ud.

For at dele vandene, det gør Rossen. Hans dygtighed og strategiske indsigt og formåen er uovertruffen. Han er om nogen arkitekten bag Mette Frederiksen aldeles uantastede magtbastion i Socialdemokratiet. Han styrede fermt drejningen af partiet mod de tabte middelklassevælgere. Dem, der gennem de sidste 25 år forlod Socialdemokratiet til fordel for Dansk Folkeparti. En stram og klar udlændingepolitik var en del af opskriften. En stærk og fast ledelseshånd en anden.

Hvor Mette Frederiksens opgave var at tale til vælgerne, var Martins Rossen opgave at slå hårdt ned på uenigheder internt. I trekløveret Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Martin Rossen var Rossen både tænkeren, stabschefen og skallesmækkeren. Hvor både Sass og Frederiksen skulle vælges - hvilket for Sass viste sig noget mere besværligt end for Frederiksen - var Rossen fri af den slags bindinger til et egentligt folkeligt mandat. Ingen vælgerforening at passe, ingen vælgere at please. Bare ledelsens mand. I tykt og tynd. På godt og ondt.

Sass Larsen forlod politik for nylig efter et sygdomsforløb og velsagtens også i skuffelse over et skidt valg. Rossen har nu valgt et andet job, og tilbage står Mette Frederiksen. Alene.

Det kunne ligne en flugt fra skuden, men faktum er jo, at Socialdemokratiet står stærkere, end de har gjort i flere generationer. Mette Frederiksen har i coronakrisen udvist et uhørt stærkt lederskab, men også inden fremstod hun som en statsminister i total kontrol. En famlende opposition, et nogenlunde velfungerende samarbejde med støttepartierne og i særklasse i kontrol med sin egen socialdemokratiske flok.

Alt det har Rossen en stor del af æren for. Han har med lige dele inspiration og frygt ledet ministerholdet som Mette Frederiksens jernnæve. Alle beslutninger er gået gennem Rossens hænder, til nogens frustration, men ingen har turdet eller villet udfordre hans magt.

Alt det ændrer sig nu, hvor Mette Frederiksen mister sin tætteste makker. På risikolisten står derfor åbenlyst, at hun mister både noget af styringen og retningen. En afløser kan måske løse noget af opgaven, men Rossen kan umuligt erstattes 1:1.

Derfor vil enhver slinger i valsen - hvis den forekommer - blive set i det lys. "Mangler hun Rossen?", vil man spørge, hvis en minister havner i en dårlig sag, eller hvis Mette Frederiksen selv mister noget af grebet. Man kan næsten allerede høre ordene: "Det var aldrig sket i Rossens tid".

Omvendt kan et muligt fravær af stram styring naturligvis også frigive den kreative politisk energi, som Rossen/Sass/Frederiksen-magtbasen effektivt har kontrolleret. Hvor ministre indtil nu har skullet spørge Rossen om lov til stort set al politisk aktivitet, så vil det næppe være muligt på samme måde fremover.

Det kræver en anderledes ledelsesstil, end den Rossen og Frederiksen har udøvet indtil nu. Og det kræver en Mette Frederiksen, der viser, hvem hun er uden Rossen. Noget hun som minister og partileder aldrig har prøvet.