Coronavirus

Socialdemokratiet vil ikke ændre rejseregler - men man behøver ikke følge dem

Tyskland åbnede grænsen til Danmark tidligere end planlagt, og det har fået et flertal uden om regeringen til at kræve ændrede karantæneregler.

Danskere, der krydser grænsen til Tyskland i denne weekend, opfordres til at gå i 14 dages karantæne, når de kommer hjem igen - i hvert fald hvis man skal følge den officielle rejsevejledning fra Udenrigsministeriet.

Men man behøver faktisk ikke at gå i karantæne, hvis man har været en tur i Tyskland, lyder det nu fra Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus.

- Jeg tænker ikke, at man behøver at gå i karantæne, men man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler, siger Jeppe Bruus til Ritzau lørdag eftermiddag.

Selvom Jeppe Bruus mener, at man ikke behøver at følge reglerne på området, har Socialdemokratiet ikke tænkt sig at ændre på dem, slår han fast over for Ritzau.

Så vi har i øjeblikket nogle anbefalinger, man ikke rigtig behøver at følge?

- Vi skal lige huske, at situationen har ændret sig, fordi Tyskland har åbnet før tid. Det er det, der har ændret sig, siger Jeppe Bruus.

TV 2 har været i kontakt med Udenrigsministeriet, der ikke ønsker at stille op til interview om sagen.

Tyskland åbnede før tid

Udmeldingen fra Socialdemokratiet kommer efter en opfordring fra et flertal af partier uden om regeringen, der mener, at reglerne bør skrottes med øjeblikkelig virkning.

Kravet fra de konservative, de radikale, Venstre, SF og DF kommer, efter Tyskland fredag åbnede grænsen for danskere tre dage tidligere end planlagt. Det var planen, at Tyskland og Danmark ville åbne grænserne til hinanden fra 15. juni.

Den tyske grænseåbning fredag betyder, at flere danskere allerede er begyndt at køre over grænsen.

Men selvom tyskerne nu har åbnet grænsen, fraråder Udenrigsministeriet stadig alle ikke-nødvendige rejser til vores naboer i syd indtil mandag.

Det betyder, at de personer, der krydser grænsen i denne weekend, opfordres til at gå i karantæne, når de kommer hjem. Og det giver ingen mening, lyder det fra de konservatives retsordfører Naser Khader.

- Det med at komme hjem og skulle i karantæne i 14 dage, fordi man har været i Tyskland de her dage, det er noget pjat, siger han til TV 2.

Naser Khader fremhæver, at smittesituationen i Tyskland og Danmark er mere eller mindre identisk på nuværende tidspunkt, og han pointerer samtidig, at det ikke gør nogen forskel at åbne allerede lørdag, når der alligevel bliver åbnet på mandag.

- Derfor kunne Udenrigsministeriet godt droppe karantænen, når nu tyskerne har åbnet grænsen, lyder det fra Naser Khader.

Retsordfører for de radikale Kristian Hegaard er enig.

- Vi må udvise noget fleksibilitet i den situation, som vi heldigvis er i nu. Der er ingen grund til at have denne her klare anbefaling, medmindre der skulle være en sundhedsmæssig grund til det.

Holder mig gerne fra andre

I forbindelse med åbningen af tyskernes grænser fredag talte TV 2 med to danskere, der havde udnyttet muligheden for at tage ned og handle i det tyske.

De var klar til at gå i karantæne, når de kom hjem.

- De siger, at det er en anbefaling og ikke et krav, men jeg holder mig da gerne fra alle andre. Det skal ikke være noget problem. Så længe jeg har kunnet komme ned over grænsen og handle, så er jeg fint tilfreds, lød det blandt andet fra den grænsehandlende Nathja Mikkelsen.