Coronavirus

Regeringen arbejder på at åbne for rejser til flere lande i sommerferien

(Arkivfoto) Max Vetrov / Scanpix Denmark

Udenrigsministeren afviser at svare på, hvilke lande der er tale om.

Regeringen åbner nu for, at danskere måske alligevel kan rejse sydpå i sommerferien.

Det oplyser Udenrigsministeriet i et skriftligt svar til TV 2 og B.T.

- Regeringen arbejder på at finde en ny model for rejsevejledningerne, så danskerne frit kan rejse igen så hurtigt som muligt, og gerne inden den 31. august, skriver Udenrigsministeriet.

På nuværende tidspunkt fraråder Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser til alle lande undtagen Tyskland, Norge og Island frem til foreløbig 31. august.

Minister vil ikke give tidshorisont

Udenrigsministeriet understreger, at der skal tages højde for smitterisiko og andre landes restriktioner.

- Det er afgørende ikke at sætte smittekontrollen i Danmark over styr, for eksempel ved at danske rejsende tager smitte med tilbage til Danmark, skriver Udenrigsministeriet.

Udenrigsminister Jeppe Kofod afviser at svare på, hvilke modeller regeringen undersøger, hvilke lande der er overvejelser om, og hvornår danskerne kan regne med at rejse til flere lande igen.

- Det vil vi vende tilbage til. Men retningen er jo fuldstændig klar. Vi ønsker at vende tilbage til en mere normal tilstand, hvor man kan rejse igen, og at vi gør det på en tryg og forsvarlig måde, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til TV 2.

- Jeg vil ikke gå ind i konkrete tidspunkter, siger ministeren.

Jeppe Kofod, hvornår kan vi så regne med at høre noget nyt?

- Vi kommer, når vi har en god model for det her, men vi arbejder på det. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at vi kommer ud at rejse igen, siger Jeppe Kofod.

Kan der gå mange uger?

- Jeg kan ikke sige noget om tidsperspektivet, men jeg kan bare sige, at man kan se, at det bevæger sig. Også i Danmark. Vi har selv lukket vores samfund gradvist op og har kunnet gøre det hurtigere, end vi havde regnet med.

- Men vi er på ubetrådt land, så når vi laver modeller og rejsevejledninger, skal vi sikre, at det gøres på en forsvarlig måde, så vi ikke sætter vores store kamp mod corona over styr.

EU-Kommissionen har foreslået, at alle medlemslande i EU åbner deres grænser inden udgangen af juni.