Politik

Så mange penge vil regeringen udbetale i feriepenge - men det bliver først til efteråret

En hurtig afklaring kan dog betyde, at danskerne allerede denne sommer kan investere i en ny havegrill eller cykel, siger økonomer.

Tusindvis af håbefulde danskere står i disse dage i kø på borger.dk for at se, hvor meget de får, hvis politikerne beslutter at udbetale de op mod 100 milliarder kroner i indefrosne feriepenge.

Forhandlingerne om blandt andet det spørgsmål er torsdag begyndt på Christiansborg, og ifølge TV 2s oplysninger lægger regeringen op til, at to ud af de fem indefrosne uger skal udbetales. Men først til efteråret.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet kan alle de indefrosne feriepenge ikke udbetales med det samme, fordi de først er fuldt optjent ved udgangen af august, og derefter skal virksomhederne indberette feriemidlerne, ligesom lønmodtagerne skal have mulighed for at gøre indsigelse.

- Selv hvis det fremrykkes, vil pengene tidligst kunne begynde at blive udbetalt i efteråret, oplyser Beskæftigelsesministeriet et skriftligt citat til TV 2.

Det skriftlige citat blev sendt, inden TV 2 erfarede, at regeringen lægger op til at udbetale to af de fem uger.

Her kan du se, hvad der er udsigt til, hvis nogle eller alle de indefrosne feriepenge udbetales.

Send et brev til danskerne

En række både røde og blå partier på Christiansborg vil have de indefrosne feriepenge ud til danskerne, så der kan blive sparket gang i privatforbruget og skabt nye arbejdspladser oven på coronakrisen.

Overgang til nye ferielov

  • Inden den nye ferielov træder i kraft, er der et overgangsår, som løber fra 1. september 2019 til 31. august 2020.
  • Feriepenge, du optjener i overgangsåret, bliver til en opsparing hos den nye fond, Lønmodtagernes Feriemidler.
  • Overgangsåret gælder alle lønmodtagere, og din opsparing er 12,5% af din ferieberettigede løn.
  • Det er din arbejdsgiver, der indberetter og indbetaler feriepengene til Lønmodtagernes Feriemidler
  • Du får opsparingen udbetalt ved folkepensionsalderen.

Kilde: Borger.dk

Samme ønske har Dansk Erhverv, og interesseorganisationens cheføkonom, Tore Strammer, ærgrer sig over, at pengene ikke allerede kan komme ud til danskerne denne sommer.

- Det næstbedste er, at man så hurtigt som muligt sender et brev til danskerne og informerer om, hvad de får udbetalt og hvornår. Hvis man ved, at der kommer 20.000 kroner ind på kontoen 1. september, kan det forhåbentlig få skruet op for forbruget hen over sommeren, siger Tore Strammer til TV 2.

Økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet ser også mulighed for, at privatforbruget kan øges allerede til sommer, selvom pengene først kommer senere.

- Hvis politikerne bliver enige om, at pengene skal udbetales, kan de allerede nu sige til danskerne, at de kan investere i en ny havegrill eller skifte cyklen ud. Så hvis man ikke er likviditetsbegrænset, kan man fremrykke forbruget, siger Michael Svarer.

K kræver alle pengene udbetalt

Mens regeringen altså lægger op til at udbetale to ud af de fem indefrosne uger, møder Det Konservative Folkeparti op til forhandlingerne om en genstart af dansk økonomi med krav om, at alle pengene skal ud til danskerne hurtigt.

Dansk Erhverv vil gerne have alle feriepengene ud til danskerne i år, men cheføkonom Tore Strammer forklarer, at det kan være en god idé ikke at sende alle pengene ud på én gang, hvis formålet er at sparke gang i forbruget.

Det viser erfaringerne fra finanskrisen sidst i 00’erne, hvor de såkaldte SP-penge blev udbetalt til danskerne.

- Dengang så vi, at andelen af pengene, der gik til forbrug, faldt i takt med det udbetalte beløbs størrelse. Det er et argument for at splitte det op, siger Tore Strammer.

Staten skal formentlig ind over

Både Tore Strammer og Michael Svarer forklarer, at en udbetaling af de indefrosne feriepenge formentlig betyder, at staten skal stille finansiering til rådighed.

Det skyldes, at virksomhederne – som reglerne er i dag – først skal udbetale de indefrosne feriepenge, når medarbejderne forlader arbejdsmarkedet, og derfor kan de komme i likviditetsproblemer ved en fremrykning.

Forhandlingerne om en genstart af dansk økonomi fortsætter de kommende dage.