Coronavirus

EU til Danmark: Åbn grænserne på mandag

EU sender med dagens udmelding et klart signal til Danmark, lyder det fra Lotte Mejlhede.

EU-kommissionen anbefaler nu, at medlemslandene åbner alle grænser til andre EU-lande fra på mandag.

Det siger EU's kommissær for indre anliggender, svenske Ylva Johansson, i en udtalelse torsdag.

Anbefalingen strider mod Danmarks planer om at holde grænserne lukket for de fleste lande frem til 31. august.

Men kommisionen mener, at coronasituationen nu er så sikker, at man godt kan åbne for de interne grænser i EU.

Ylva Johansson sender samtidig en klar anbefaling til Danmark.

- Mit budskab er, at I skal genåbne så hurtigt som muligt. Og vi anbefaler, at I allerede gør det fra på mandag, lyder det fra Ylva Johansson på TV 2s spørgsmål om, hvad hun vil anbefale Danmark at gøre.

Lyn-analyse

Det er et politisk vink med en vognstang af de helt, helt store. Ylva Johansson siger, at der ikke er nogle årsager mere til at have de interne grænsekontrol. Hun henviser i den forbindelse til EU's sundhedsagentur, der siger, at grænsekontrol ikke har nogen større effekt i forhold til smittespredning.

Ylva Johansson begrunder samtidig en åbning med, "at coronasituationen i alle lande bliver bedre og bedre".

Ifølge TV 2s EU-korrespondent Lotte Mejlhede er der tale om en anbefaling fra EU.

- Ylva Johansson gjorde det også klart, at det er op til hvert enkelt land. Danmark kommer ikke til at få en hammer i hovedet, hvis Danmark ikke åbner grænserne.

Lande har ikke lyttet til EU

Kommissionen har - hidtil forgæves - forsøgt at få landene til at koordinere deres beslutninger om grænser.

EU-landene har heller ikke lyttet, når EU-Kommissionen har sagt, at de ikke må forskelsbehandle mellem egne statsborgere og andre EU-landes statsborgere ved grænserne.

Men rundt om i Europa er de fleste lande begyndt at åbne op - også mere end Danmark, der snart kan komme til at stå meget alene i forhold til sin grænsepolitik, lyder det fra Lotte Mejlhede. (Se liste med de enkelte landes grænseåbninger nederst i artiklen).

- Hvis den danske regering holder fast i at have generel corona-grænsekontrol for de fleste schengenlande frem til slutningen af august, så står Danmark temmelig isoleret, siger Lotte Mejlhede.

Helt bizart

Når anbefalingerne om at åbne de interne grænser fra på mandag kommer nu, er det fordi EU per 1. juli vil åbne de ydre grænser gradvist.

Derfor foreslår Kommissionen nu, at man per 1. juli langsomt åbner for lande uden for EU med lige så god eller bedre corona-situation end EU. De vestlige balkanlande bør stå først i rækken, mener Kommissionen.

Ifølge Lotte Mejlhede vil det dog være "helt bizart" at begynde at åbne for de lande, hvis ikke også den indre EU-grænsekontrol er fjernet.

- Kommissionen kæmper nu for at få landene til at gå nogenlunde i takt, men det er yderst svært at skabe fælles fodslag. Og et af de lande, der skiller sig ud, er altså Danmark, siger Lotte Mejlhede.

Andre lande er klar til at åbne

Er åbnet

  • Estland - genåbnede grænserne 1. juni.
  • Litauen - genåbnede grænserne 1. juni.
  • Østrig - genåbnede grænserne 4. juni med undtagelse af Italien – genåbner grænsen til Italien (minus Lombardiet) 15. juni.
  • Ungarn - genåbnede grænserne 8. juni.
  • Slovakiet - åbnede grænserne for 16 Schengenlande herunder Danmark 10. juni.

Åbner 13. juni

  • Polen

Åbner 15. juni

  • Tyskland
  • Frankrig
  • Belgien
  • Slovenien
  • Island
  • Finland – Ventes at åbne grænserne.
  • Schweiz – Ventes at åbne grænserne med undtagelse af til Italien.
  • Danmark – Åbner grænserne for borgere fra Tyskland, Norge og Island.
  • Norge (Ikke med i EU) - Åbner kun grænserne til Danmark.

1. juli:

  • Spanien ventes at åbne deres grænser

Har ikke haft lukket grænser for Schengenlande:

  • Holland
  • Italien
  • Luxembourg
  • Sverige
  • Grækenland
  • Malta
  • Letland
  • Liechtenstein
  • Portugal – grænsen lukket til Spanien. Ikke bekræftet, hvornår den genåbnes.