Grønt lys til studenterkørsel
Det bliver tilladt at indtage alkohol under kørslen. De nærmere sundhedsmæssige retningslinjer skal nu aftales.
Regeringen og Folketingets partier har besluttet at tillade studenterkørsel i år.
Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
De nærmere retningslinjer for, hvordan kørslen skal gennemføres forsvarligt i lyset af coronavirussen, er ved at blive udarbejdet, lyder det. De ventes at være klar i løbet af de kommende dage.
- Det er så velfortjent. Vognkørsel er en stor oplevelse, man kun har én gang i livet, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Går imod anbefaling
Ministeriet oplyser, at der gives mulighed for studenterkørsel og andre uddannelsesafslutninger under forudsætning af, at det foregår klassevist.
Af hensyn til smittetrykket i landet skal der tages en del forholdsregler under både translokation, dimission og lignende arrangementer. Der vil dog være mulighed for, at nærmeste familie også kan deltage, lyder det i pressemeddelelsen.
Beslutningen om at tillade studenterkørsel går imod Sundhedsstyrelsens anbefaling.
- Vi har ladet os rådgive, men har truffet en politisk beslutning. Vi beder sundhedsmyndighederne se på den politiske beslutning, vi har truffet, og siger: Hvordan mener I så, vi forsvarligt kan gøre det, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til DR, hvor hun også understreger, at det bliver tilladt at indtage alkohol under kørslen.
Glæde hos elever
Oppositionen deler ministerens glæde.
- Studenterkørslen er en oplevelse, som man kun får en gang i livet. Det er afslutningen på ungdomsuddannelsen, hvor lektier og arbejdsflid afløses af glæden over at få huen på hovedet eller svendebrevet i hånden, siger Ellen Trane Nørby, undervisningsordfører for Venstre.
En af dem, der er rigtig glad nu, er Silke Andersen, der bliver student på Øregård Gymnasium i Hellerup ved København.
- Vi har kæmpet for det her i så lang tid. Det er en tradition, vi bare ikke vil gå glip af. Vi hører, at det er sådan noget, man husker resten af livet, siger Silke Andersen.
Hos Landssammenslutningen af Handelsskoleelever er man også lykkelig over beslutningen.
- Vi er jo unge. Og det skal vi også have lov til. Det indebærer også at drikke alkohol og kysse på en studentervogn. Så længe vi ikke mødes flere mennesker eller uden for klasserne, er smitterisikoen stadig lav, siger formand Oliver Asmund Bornemann i en pressemeddelelse.