Politik

Kom selv til Danmark som barnebrud: Adskillelse er ikke til pigernes fordel

Barnebrud og asylansøger mener ikke, at man skal adskille en mindreårig fra sin partner i et nyt land.

Denne uge fortsatte sagen om den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om adskillelse af asylpar.

Politikeren har forsvaret sig med, at hun ville beskytte de mindreårige pigerne indenfor lovens rammer.

Men adskillelsen skader mange af dem frem for at hjælpe, mener 30-årige Alnour Alwan.

Han kom til Danmark i 2016 med sin 17-årige, højgravide kone, som han kort tid efter blev adskilt fra.

- Vi var lige kommet til Danmark, et fremmed land, fremmede love, fremmede normer, så vi havde brug for at være sammen. Uanset hvad, i sidste ende var hun min kone, siger han.

Mødte hinanden på Facebook

Det syriske par havde ifølge Alnour Alwan mødt hinanden via Facebook. Og efter et par måneder var de blevet forlovet.

Støjberg-sagen

I 2016 udsendte Udlændinge- og Integrationsministeriet en pressemeddelelse om, at alle par på asylcentre skulle skilles ad, hvis den ene var under 18 år. Meddelelsen blev af embedsværket opfattet som en instruks, og man begyndte at adskille parrene.

Siden slog Folketingets Ombudsmand fast, at instruksen var ulovlig, fordi den ikke lagde op til at foretage individuelle vurderinger af de enkelte par.

Instrukskommissionen undersøger nu, om Inger Støjberg bevidst brød loven, og om hun har talt usandt over for Folketinget.

Der var ikke tale om tvang, og det havde myndighederne fundet ud af, hvis de havde lavet en individuel vurdering, fremfor at tvangsadskille dem på baggrund af en instruksen fra Inger Støjberg, mener han.

- Der kom bare en tolk og sagde: "Din kone og dig skal adskilles, for hun er mindreårig". Jeg blev vred, og vi blev begge kede af det, fortæller han.

Blev barnebrud som 13-årig

Alnour Alwan får opbakning af Razan Haugaard, der blev adskilt fra sin mand, da hun kom til Danmark i 1989 som barnebrud og mor til to. Hun var 13 år, da hun blev gift med en 14 år ældre mand, hun aldrig havde mødt.

Vi accepterer ikke, at voksne mænd kan være sammen med små piger

Pernille Vermund, formand, Nye Borgerlige

I dag er hun 47 og arbejder med at integrere flygtninge- og indvandrerkvinder i det danske samfund. Og selvom hun er imod barnebrude, mener hun ikke, at det er til pigernes fordel at flytte dem fra deres mand.

- Jeg oplevede det som om, hele min verden gik fra hinanden. Hele mit fundament. Jeg var alene med to børn i et fremmed land - jeg kendte ingen, jeg kunne ikke sproget, siger hun.

Razan Haugaard mener i stedet, at kvinderne skal høres, om de er tvunget ind i det og oplyses om deres rettigheder. For der er tilfælde, hvor adskillelse er det rigtige - men det skal ske på baggrund af en individuel vurdering, lyder det.

- Problemet er, at Inger Støjberg blander tingene sammen. Vi er alle imod barnebrude, men vi er også imod, at hun skiller en familie ad og bruger det som symbolpolitik, siger Razan Haugaard.

Vi bøjer ikke vores værdier

Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra Inger Støjberg, men Nye Borgerliges Pernille Vermund, der i denne uge søsatte en kampagne til fordel for politikerkollegaen, vil gerne forholde sig til kritikken.

- I Danmark kan vi ikke acceptere, at vi bøjer vores værdier for folk, der kommer hertil med familiemønstre, hvor vi siger: Det her er fuldstændig uacceptabelt, siger partiformanden.

Hun mener, at det ville være en accept af barnebrude, hvis alle par og familier, hvor den ene er mindreårig, ikke bliver adskilt.

- Og vi accepterer ikke, at voksne mænd kan være sammen med små piger eller yngre piger, siger Pernille Vermund.

Alnour Alwan kom til Danmark i 2016 med sin 17-årige, højgravide kone, som han kort tid efter blev adskilt fra. Det var ikke til gavn for nogen af dem, mener han. Video: Youssef Ayoub

Hvorfor må danskerne?

Alnour Alwan mener i dag, at piger skal være mindst 17 år før de bliver gift. Men han understreger, at det er langt vigtigere at kigge på aldersforskellen end kun på pigens alder.

- Der er jo også danskere, som er 24-25 år og har kærester på 15 år. Hvorfor må de, når vi ikke må? spørger han.

Alnour Alwan og hans kone valgte dengang at lægge sag an mod udlændingemyndighederne. De vandt og blev tilkendt i 20.000 kroner i erstatning. For den 30-årige var der tale om en principsag.

- Det er dem, der har begået en fejl. Hvis de ikke havde det, havde vi ikke fået en erstatning, siger han.

Parret er i dag skilt, og Alnour Alwans ekskone har forladt landet. Alnour Alwan bor alene med deres fireårige søn.

Her er de centrale datoer i Støjberg-sagen

  1. 2016

    1. Udsender instruks

      Udlændinge- og Integrationsministeriet udsender en pressemeddelelse om at adskille alle par på asylcentre, hvis den ene er under 18 år. Pressemeddelelsen opfattes af embedsværket som en instruks, og man begynder at adskille parrene.

    2. Ombudsmanden går ind i sagen

      Folketingets Ombudsmand går ind i sagen efter at have modtaget en klage fra et ungt syrisk par, der er blevet skilt ad.

    3. Nye regler

      Udlændingestyrelsen udsender nye retningslinjer. Nu skal alle sager vurderes konkret og individuelt, hvilket er i overensstemmelse med loven.

  2. 2017

    1. Ulovlig instruks

      Ombudsmanden konkluderer, at Støjbergs instruks var ulovlig, fordi den ikke gav mulighed for at gøre undtagelser eller foretage individuelle vurderinger af parrene.

    2. Avis: Støjberg var advaret

      Politiken bringer en artikel om, at Støjberg var blevet advaret af sit embedsværk, inden instruksen blev udsendt. Ifølge anonyme kilder havde ministeren fået at vide, at det ville være i strid med loven at adskille parrene uden at foretage individuelle vurderinger.

      Støjberg erkender i et interview med Politiken, at hun havde fjernet embedsværkets forbehold i udkastet til instruksen, men ifølge hende godkendte embedsværket den endelige version.

    3. Maraton-samråd

      Støjberg er i et fem timer langt samråd. Hun forklarer, at instruksen kun var tænkt som en pressemeddelelse med det formål at udstikke en hård kurs over for ”barnebrude”.

      Hun skifter desuden forklaring og erkender, at hendes embedsværk ikke havde godkendt den endelige instruks, før den blev udsendt. 

      I den efterfølgende periode er Støjberg i flere samråd om sagen.

  3. 2018

    1. Blåt flertal stemmer mod undersøgelse

      I folketingsåret 2017-2018 fremsætter rød blok et beslutningsforslag om at undersøge Støjbergs rolle i sagen. Forslaget bliver nedstemt af det daværende blå flertal. 

  4. 2019

    1. Avis: Mail svækker forklaring

      Dagbladet Information bringer en artikel, der puster nyt liv i sagen. Avisen offentliggør en mail fra Udlændingestyrelsens forhenværende direktør, Henrik Grunnet, som er sendt 10. februar (samme dag som udsendelsen af instruksen), og som ifølge avisen svækker Støjbergs forklaring.

      Støjberg har hidtil fastholdt, at styrelsen var blevet orienteret om, at der skulle gøres undtagelser i nogen af sagerne – for dermed at overholde loven. Men i mailen skriver Henrik Grunnet: 

      - Mødet jeg var til i ministeriet efterlod ingen tvivl om hendes indstilling til sagen - uanset Børnekonventionen, når parret har et fællesbarn.

      Kort efter er Støjberg i samråd om sagen igen.

      Under afhøringen i Instrukskommissionen i maj 2020 har Henrik Grunnet forklaret, at han ikke husker, at Støjberg deltog på mødet, og at det først senere på dagen stod klart for ham, at alle par skulle skilles ad. 

  5. 2020

    1. ​Kommission nedsættes

      Rød blok nedsætter en kommission, der skal kulegrave forløbet omkring instruksen. 

      Kommissionen skal gennemgå tusindvis af dokumenter og afhøre en lang række vidner.

    2. ​De første vidner taler

      Instrukskommissionen begynder de første afhøringer af vidner i retten på Frederiksberg. Der er planlagt afhøringer af flere end 20 vidner i maj, juni, august og september.

      Når kommissionen er færdig med sit arbejde, er det Folketinget, der skal vurdere, om der skal rejses en rigsretssag.