Coronavirus

Ellemann om grænseåbning: Hvor er logikken, Mette Frederiksen?

Venstre vil åbne grænser hurtigere og savner faglig begrundelse for regeringens beslutninger. Det "blæser i vinden", mener Jakob Ellemann-Jensen.

Tyske, norske og islandske turister kan igen tilbringe sommeren i danske sommerhuse, og det er godt nyt for rigtig mange mennesker i turistbranchen.

Men derudover står Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen ærgerlig tilbage efter dagens pressemøde om den delvise åbning af grænserne. Han savner svar på en lang række spørgsmål.

- Hvorfor er det, vi venter til 15. juni? Hvorfor kan man ikke lave en regional model og sige, at skåninge for eksempel kan komme ind i Danmark? Hvorfor er det seks dage, udlændinge mindst skal overnatte her? Og hvad er det, der er så farligt ved at sove i København? Alt det savner jeg simpelthen en sundhedsfaglig begrundelse for. Hvis der er sådan en, jamen så er det jo til at forstå, men det blæser lidt i vinden, siger han.

Politisk pres for grænseåbning

Regeringens udmelding om grænserne har været længe ventet.

Grænserne bliver 15. juni åbnet for turisme mellem Danmark og de tre nabolande Norge, Tyskland og Island.

Danmarks grænser har været lukkede siden 14. marts for at mindske spredningen af coronavirus. Siden da har udlændinge ikke kunnet rejse ind i landet, medmindre de har haft et anerkendelsesværdigt formål som for eksempel arbejde eller en begravelse.

Det har store økonomiske konsekvenser for dansk turisme så som hoteller, restauratører og ferieboligudlejere. Og derfor har særligt de borgerlige partier sammen med Radikale Venstre presset hårdt på for at få åbnet grænserne.

Man må gerne gå i Tivoli og bevæge sig op og ned ad Strøget, bare ikke overnatte her. Det har jeg svært ved at se logikken i

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre

Forud for genåbningsforhandlingerne i sidste uge havde et flertal uden om regeringen krævet en åbning af grænserne. Det krav endte dog i en mindre udvidelse af, hvad anerkendelsesværdige formål er. Fra i mandags har det således været tilladt at krydse grænsen for blandt andet kærester fra Tyskland og de nordiske lande til en herboende og udlændinge, som ejer sommerhus i Danmark.

Derfor er Venstres formand også skuffet over, at grænseåbningen nu ikke bliver større og hurtigere. Fra 15. juni åbnes der op for tyske, norske og islandske turister. Danske turister kan rejse til de samme lande, men alle ikke-nødvendige rejser til resten af verden frarådet fortsat frem til 31. august.

Statsminister Mette Frederiksen (S) beklagede også på dagens pressemøde:

- Der er ikke noget, vi hellere vil, end at åbne det hele op i dag, men det, vurderer vi altså, ikke vil være forsvarligt, lød det fra statsministeren.

- Jeg er lidt ærgerlig over, at det først kan ske til 15. juni, og at man ikke også kunne få pinsen med. Det kunne have haft en betydning for de mange mennesker, som arbejder i turismeerhvervet, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Hvad er farligt ved at sove i København?

Han stiller sig også kritisk overfor de restriktioner, som regeringen har valgt at indføre:

Tyske, norske og islandske turister må for eksempel komme ind i Danmark, hvis de kan bevise, at de har booket seks overnatninger i Danmark - bare ikke i København eller Frederiksberg Kommune.

- Hvorfor er det seks dage? Og hvad er det, der er så farligt ved at sove i København? Jeg har svært ved at se rationalet i det her med, at det nødvendigvis skal gå ud over hoteller i København og på Frederiksberg. Jeg håber jo, at der er en sundhedsfaglig begrundelse, for ellers ser det meget besynderligt ud, lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen.

Turister må gerne besøge de to kommuner, men altså ikke overnatte der. Også dét vækker undren.

- Man må hjertens gerne gå i Tivoli og bevæge sig op og ned ad Strøget, bare endelig ikke overnatte her. Det har jeg svært ved at se logikken i, siger han.

Og hvad med Sverige?

Det undrer også Venstre-formanden, at grænsen mod Sverige forbliver hårdt lukket i, selvom smittetrykket i Skåne er lavt.

Statsminister Mette Frederiksen (S) antydede dog under dagens pressemøde, at der endnu ikke er sat punktum i debatten om grænsen mod Sverige.

- Vi har tæt dialog med vores broderland Sverige. Vi står forskellige steder i forhold til corona. Vi har fra den danske regerings side et stærkt ønske om at finde en løsning med vores svenske naboer. Det kan for eksempel være en regional løsning med et særligt fokus på øresundsregionen, lød det fra Mette Frederiksen.

Jakob Ellemann-Jensen forsikrer, at Venstre vil jage svarene på, hvilke sundhedsfaglige begrundelser der ligger bag regeringens beslutninger.

- Det er jo ikke noget, man har trukket ud af den blå luft, det ved vi godt. Men vi er nødt til også at få den sundhedsfaglige begrundelse.