Politik

Flere partier kræver, at ministre griber ind i sag om influenceres reklamer

Fie Laursen er lige nu midt i en shitstorm, fordi hun reklamerer for sugardating på sine sociale medier. Maria Albrechtsen Mortensen / Ritzau Scanpix

- Vi vil gerne se på, om det kan gøres strafbart, siger Dansk Folkepartis Peter Skaarup om reklamer for sugardating.

Er det forkert at reklamere for salg af trusser og sugardating i en flere minutter lang story på Instagram?

Måske. Men det er helt og aldeles lovligt.

Og det skal der laves om på. Ihvertfald, hvis det står til flere politikere, der nu vil have ændret lovgivningen på området.

- Det her er i virkeligheden hvidvask af prostitution, og man kan lokke unge ud i noget, der har meget skadelige konsekvenser for dem, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Meldingen kommer, efter influenceren Fie Laursen fredag havnede i stormvejr, fordi hun opfordrede sine 345.000 følgere til at sælge brugte trusser og tage på dates for penge og gaver.

Noget, som blandt andet tv-vært Sofie Linde, rapperen Tessa, influenceren Anders Hemmingsen og sangeren Christopher tog afstand fra og opfordrede folk til at stoppe med at følge hende. Også Red Barnet fandt det "meget bekymrende".

DF: Vil se, om det kan gøres strafbart

Hos Dansk Folkeparti er de "meget betænkelige" over reklamerne på de sociale medier. Peter Skaarup siger, at han i morgen vil "tage fat i justitsministeren" og drøfte den manglende regulering.

- Vi vil gerne se på, om det kan gøres strafbart, siger Peter Skaarup.

- Hvis der sidder nogle piger over 18 og tænker: "Wow, jeg kunne godt bruge lidt luksus i min hverdag", så kan I ligesom mig sælge jeres brugte trusser, siger Fie Laursen blandt andet i Instagram-storien.

Prostitution er ikke ulovligt i Danmark, men gruppeformanden mener alligevel, at influencere skal straffes, hvis de reklamerer for det på deres sociale medier.

- Nej, prostitution er ikke ulovligt. Men hvis Fie Laursen eller nogle andre opfordrer andre til at gøre det i stor stil, som det sker her, er det ikke i orden, så der skal vi kunne tage redskaber i brug, siger Peter Skaarup.

Også Det Konservative Folkeparti ønsker ministerindgriben. Ifølge partiets børneordfører, Brigitte Klintskov Jerkel, bør justitsministeren og erhvervsministeren sætte sig sammen og komme med et bud på, "hvordan man målretter lovgivningen".

- Det her er dybt forkasteligt og kan ende med at sende nogle piger ud i hardcore prostitution. Så vi har et stort ansvar for at beskytte de unge, siger hun.

Langt fra første gang

Fie Laursens seneste opslag er langt fra første gang, at influencernes indhold har været i stormvejr. Fie Laursen har tidligere brugt sine profiler til reklamer for sugardating og kontroversielle tandbehandlinger. Derudover har hun forsøgt selvmord og delt et afskedsbrev på Instagram.

Så sent som i januar reklamerede flere danske influencers for en konkurrence, hvor præmien var en valgfri plastikoperation i Tyrkiet. Dengang stillede SF et spørgsmål til s undhedsminister Magnus Heunicke (S), hvor man bad ham kigge nærmere på reglerne - eller manglen på samme - på området.

Reklamen, hvor man kunne vinde en plastikoperation efter eget valg.

Men så kom coronapandemien, og debatten om reklamerne gled i baggrunden.

- Det har ligget stille på grund af coronavirus, men den nye debat bekræfter mig endnu en gang i, at der er behov for at gøre noget her, siger SF's børneordfører, Theresa Berg Andersen.

Hvad siger loven?

Der findes ingen specifik lovregulering i forhold til influencere og bloggere i Danmark.

Derfor er det markedsføringslovens generelle forbud mod skjult reklame, der gælder skal være særligt opmærksom på. 

Her hedder det blandt andet, at "en reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes."  

På Instagram kan det for eksempel være brug af hashtags som #reklame eller #sponsoreretaf, men også ved at anføre det i teksten under klippet eller nævne det i videoen. 

Kilde: Kromann Reumert

I morgen går hun i dialog med erhvervsministeren, lyder det.

Norsk model er ikke længere nok

Da konkurrencen om de kosmetiske operationer var at finde på flere danske influenceres profiler, ønskede flere partier at se mod vores norske naboer.

Her har de i januar oprettet Faguttvalget for influencermarkedsføring, hvis mål er "at reducere udseende- og kropspres". Hvis en brugers indhold bliver vurderet til at være problematisk, får brugeren en påtale.

Herunder er den norske model forklaret:

Norske regler for influencers

Fem måneder senere har udvalget afgjort syv sager. En af dem er Fie Laursen og plastikoperationskonkurrencen, der dog blev vurderet som udenfor udvalgets område, fordi Fie Laursen ikke har et stort norsk publikum. Udvalget kunne behandle en sag mod Fie Laursen, fordi hun en kort periode opholdt sig i Oslo.

Selvom Norge tidligere var et foregangsland, er holdningen hos flere danske politikere nu, at der skal mere drastiske metoder i brug.

- Den norske model kan ét, men jeg kan godt tænke mig noget andet, siger Theresa Berg Andersen.

Kompliceret at ramme Instagram

DF, S, K og SF er heller ikke afvisende for at se på, om platforme som Instagram og Facebook kan stilles til ansvar.

Den model kan dog være "kompliceret og vanskelig at regulere", fordi firmaerne ofte har adresse udenfor landets grænser, lyder det fra Socialdemokratiets børneordfører, Jens Joel.

Fie Laursen

  • Fie Cecilia Laursen blev født 3. juli 1996 
  • Hun blev kendt som mobbeoffer, da hun stod frem i Aftenshowet i 2012
  • Kort efter startede hun en modeblog
  • Fie Laursen udgav i maj 2017 bogen 'Min ærlighed'
  • Har udgivet flere singler, blandt andet 'Justin' og 'Top 10'
  • Har været med i en række tv-programmer: 'Paradise Hotel', 'Ex on the Beach', 'Til middag hos', 'Fies Bryster' og 'Divaer i Junglen'. 
  • I 2019 var Fie Laursen den fjerdemest googlede dansker.

- Men, at det er kompliceret og et område fyldt med gråzoner, betyder ikke, at man ikke skal tage fat på det her område. Selvfølgelig skal vi det, siger han.

Jens Joel vil ikke komme konkret ind på, hvad Socialdemokratiet mener, der skal til for at få "bedre færdselsregler på de sociale medier".

Alles ansvar

Flere af Fie Laursens følgere mener ikke, at det er influencerens ansvar, hvis følgerne ikke er kritiske nok.

I stedet bør forældre opdrage deres deres børn til at være kritiske og gennemskue, at selvom Fie Laursen sælger sine trusser eller sugardater, behøver man ikke selv gøre det, lyder det blandt andet.

Men det er Brigitte Klintskov Jerkel uenig i.

Fie Laursen blev først landskendt som mobbeoffer, senere som blogger, realitydeltager, sanger og forfatter. Her i 2013.

- Der ligger klart et ansvar hos forældrene, men det kan være umuligt at vide alt, hvad unge laver på de sociale medier. Så, når en influencer har flere hundredtusinder følgere - mange af dem under 18 år - har vi lovgivere et ansvar, siger hun.

Det samme mener Peter Skaarup.

- Vi ved godt, at forældre ikke kan være alle steder. Det er heller ikke alle, der kan løfte den opgave på grund af travlhed eller misbrug, så derfor skal vi gribe ind, siger han.

Justitsministeren og Erhvervsministeren er begge del af en arbejdsgruppe, der lige nu er igang med at undersøge mulighederne for at regulere reklamer på de sociale medier. I en skriftlig kommentar skriver Justitsminister Nick Hækkerup (S):

- Jeg kan kun tage kraftig afstand fra, at der reklameres på den her måde til så ung en målgruppe. Det her handler ikke kun om, hvad der er lovligt og ulovligt, men også om det ansvar man har, når man reklamerer som influencer. Sagen er endnu et eksempel på, at der er behov for at få bedre styr på det, der foregår på de sociale medier. Derfor er regeringen i gang med at kigge på, hvilke værktøjer der skal tages i brug, siger han i en skriftlig kommentar.