Politik

SF vil have regeringen til at afvise Venstres krav

Socialdemokratiet vil ikke afvise Venstres forslag om skattestop, siger Jesper Petersen (S) til Politiken.

SF's partileder, Pia Olsen Dyhr, vil have, at S-regeringen og støttepartierne bekræfter hinanden i, at genopretningen af Danmark skal bygge på den økonomiske politik, der er skitseret i forståelsespapiret.

Samtidig ønsker hun, at Mette Frederiksen afviser Venstres forslag om skattestop.

Det skriver Politiken.

Det sker efter, at Mette Frederiksen ikke afslog Jakob Ellemann-Jensens (V) krav til regeringen om et skattestop under genopretningen efter coronakrisen.

- Når Venstre kommer med det tilbud, vil jeg gerne have, at regeringen slår fast, at det selvfølgelig stadigvæk er forståelsespapiret, man står på baggrund af som regering, og det er også den vej, man går i en genopretningspakke, og at man ikke er villig til at tage imod den hånd fra Venstre, der forudsætter, at man laver et skattestop, siger hun til Politiken.

Frederiksen afviste aldrig tilbuddet

Ifølge Pia Olsen Dyhr står det efter tv-debatten mellem partilederne klart, at der er to veje ud af den nuværende krise.

Den ene er ifølge hende de principper, der er skitseret i forståelsespapiret fra regeringsdannelsen. Her står blandt andet, at regeringen skal føre en politik, der styrker velfærden og bekæmper stigende ulighed og fattigdom.

Den anden er ifølge SF den retning, som Jakob Ellemann-Jensen udstak torsdag aften. Her foreslog han en halvering af momsen i resten af 2020 for at kickstarte økonomien og et ultimativt krav om skattestop.

Mette Frederiksen afviste aldrig forslaget om en halvering af momsen, om end hun gjorde det klart, at der muligvis er andre og klogere løsninger.

Om skattestoppet sagde hun, at regeringen ikke har nogen planer om at sætte skatten op, fordi det vil ramme dansk erhvervsliv.

Morten Østergaard (RV) kalder skattelettelser et "oplagt forslag" og giver dermed medvind til tankerne fra Jakob Ellemann-Jensen (V) og Alex Vanopslaghs (LA) forslag.

S vil ikke afvise Venstres forslag

Statsministeriet har ikke ønsket at kommentere sagen og har ifølge Politiken henvist til politisk ordfører Jesper Petersen (S).

Han siger til Politiken, at Socialdemokratiet ikke vil afvise Venstres forslag, da han ikke mener, at "tidspunktet er til at lukke døre for partier."

Jesper Petersen ser heller ikke nogen grund til at mødes for at bekræfte forståelsespapiret, fordi dets "holdninger og ambitioner står ved magt".

Enhedslisten og Radikale Venstre vil ikke mødes

Hverken Enhedslisten eller Radikale Venstre ser nogen grund til at mødes for at bekræfte hinanden i forståelsespapiret.

De Radikales gruppenæstformand, Sofie Carsten Nielsen (R), mener ikke, at regeringen skal afvise noget på forhånd.