Politik

Rapport fik Mette F. til at åbne mere op: Fagfolk ser intet nyt

Der er slet ikke noget nyt eller afgørende i rapporten, som statsministeren lagde til grund for yderligere forhandlinger, lyder det fra professorer.  Philip Davali / Ritzau Scanpix

Rapport fik statsministeren til at varsle større genåbning. Men den har intet nyt, siger rapport-leder.

Den nye rapport fra Statens Serum Institut, som statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag lagde til grund for, at Danmark kan åbne yderligere i fase 2, har intet nyt i sig.

Det skriver Berlingske lørdag.

Få timer før torsdagens tv-debat mellem Folketingets partiledere meldte statsministeren ud, at der alligevel var plads til at åbne landet endnu mere end det, partilederne var blevet enige om på Marienborg i sidste uge.

Men der er slet ikke noget nyt eller afgørende i rapporten, siger overlæge ved Statens Serum Institut og leder af ekspertgruppen bag rapporten Robert Leo Skov.

- Nej, den er på samme linje. Den viser tal, der flugter med de tal, vi fandt 6. maj, siger Robert Leo Skov til Berlingske.

Den nye rapport bekræftede således bare, at den tidligere rapport fra 6. maj var retvisende, siger han.

"Ud fra personlige skøn"

Det er opsigtsvækkende, fordi statsministeren i så fald har haft samme grundlag at bedømme ud fra, da hun i sidste uge forhandlede med resten af partierne på Marienborg, skriver Berlingske.

Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet, siger ligeledes til Berlingske, at rapporten ingen ændringer indeholder.

Statsministerens udmelding torsdag må således være "ud fra hendes personlige skøn", siger professoren.

Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet, ser heller ikke noget nyt i rapporten.

Han advarer endda mod, at man åbner mere på baggrund af rapporten. Det må ikke gå for stærk, og det antyder rapporten også, siger han.

Minister: - Der er tale om en genberegning

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skriver til Berlingske, at det i rapporten fra 6. maj fremgår, at effekten af første fase af genåbningen var usikker.

Derfor bad man SSI om at lave en genberegning af tallene for at se, om rapporten fra 6. maj holdt stik.

Ministeren mener, at rapporten fastslår, at man er "på mere sikker grund og derfor kan fremskynde nogle af elementerne" af genåbningen.