Coronavirus

Corona-app skal afdække smittekæder i Danmark

Et flertal i Folketinget ønsker, at appen skal være et værktøj til at stoppe smittekæder med coronavirus.

Flertal i Folketinget aftaler at udvikle en corona-app til at opspore smittekæder i Danmark.

Data opbevares på borgerens telefon, oplyser Sundhedsministeriet.

Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Susanne Zimmer har indgået aftale om principper, formål og teknologisk løsning for den danske smitteopsporingsapp.

Dansk Folkeparti er som det eneste parti ikke er med.

Appen bliver kaldt "smitte|stop", og det er frivilligt, om man vil bruge den. Vælger en borger at downloade appen, bliver al data herom gemt på borgernes mobiltelefon.

- Jo flere danskere, der downloader "smitte|stop", jo mere kan appen hjælpe os alle til at bremse smittekæder. Derfor er det vigtigt, at der er bred politisk opbakning til den kommende app med nogle helt klare principper for formål, privacy og beskyttelse af danskernes data, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

Et af de store slagsmål forud for udviklingen af corona-appen har været, hvorvidt borgernes data gemmes centralt hos offentlige myndigheder, eller om det borgeren skulle beholde fuld kontrol over egne data.

Alt dette har været et spørgsmål om borgernes sikkerhed. Her er løsningen altså blevet, at de data som appen benytter - såsom brugernes gps-data - bliver på telefonen og ikke sendes ind til en central database.

Appen forventes færdigudviklet og klar til lancering medio juni, når den nye teknologi fra Google og Apple er blevet tilgængelig for sundhedsmyndigheder og indarbejdet i den danske smittestops-app.