Politik

DF sår nu tvivl om støtte til klimalov, selvom partiet selv var med til at forhandle den på plads

Det er dybt uansvarligt, at DF løber fra aftalen og bruger coronakrisen som undskyldning, lyder kritikken.

Det er ikke sikkert, at Dansk Folkeparti vil stemme for den klimalov, som partiet selv var med til at forhandle på plads for få måneder siden.

Det siger klimaordfører Morten Messerschmidt (DF) torsdag på Folketingets talerstol.

- Det er vi ikke afklaret på endnu, for vi har et ønske om at ændre aftalen, svarer Morten Messerschmidt, da han i salen bliver direkte adspurgt, om partiet vil stemme for eller imod klimaloven.

Vil genåbne aftale og sænke klimamålet

I december indgik alle Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige og Liberal Alliance en aftale om en ny klimalov, der skal sikre, at Danmark når målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

I starten af april udtalte Morten Messerschmidt til Jyllands-Posten, at målet bør reduceres til 60 procent, og at han vil have regeringen til at genåbne klimaaftalen. Hvis det ikke lykkes, er det altså nu uvist, om partiet vil stemme for den oprindelige aftale.

Det er dybt uansvarligt, at DF så bare løber fra aftalen og bruger coronakrisen som undskyldning

Mai Villadsen, Enhedslisten

Morten Messerschmidt begrunder det med coronakrisen.

- Vi ved, at de 70 procent bliver enormt dyre, og verden har forandret sig radikalt de seneste måneder med coronakrisen. Derfor synes vi, at man skal reducere fra 70 til 60 procent, så vi er sikker på, at klimapolitikken ikke slår bunden ud af dansk økonomi, siger Morten Messerschmidt til TV 2.

Dybt uansvarligt at løbe fra aftalen

Morten Messerschmidts melding bliver mødt med hård kritik fra blandt andet Enhedslisten.

- Det er dybt uansvarligt, at DF så bare løber fra aftalen og bruger coronakrisen som undskyldning. Vi står i en coronakrise, men det betyder ikke, at der ikke også er en klimakrise, der raser, siger Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen.

På talerstolen påpeger Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers, også over for Morten Messerschmidt, at klimaforandringer og vækst kan gå hånd i hånd.

- Det lyder lidt, som om ordføreren tror, at der en modsætning mellem at lave grøn omstilling og økonomisk vækst, men der er der jo ikke nogen i dansk erhvervsliv, der har været ude at sige, siger Tommy Ahlers.

Morten Messerschmidt, flere partier argumenterer for, at coronakrisen omvendt betyder, at der skal spyttes en masse penge ud i systemet og fremskynde den grønne omstilling. Hvad siger du til det argument?

- Det kommer ikke til at holde på papiret. Ja, nogle grønne virksomheder vil gerne have langt flere statstilskud, men der er også rigtig mange virksomheder, der har brug for energi og for hvem, det er helt afgørende, at energipriser og elpriser og så videre ikke stiger, siger Morten Messerschmidt til TV 2.