Coronavirus

- Det her må være kritikernes våde drøm, siger Mylenberg efter partilederdebat

Partilederdebat på Statens Museum for Kunst i København, torsdag 14. maj 2020.  Philip Davali / Ritzau Scanpix

Venstres Jakob Ellemann-Jensen forsøgte med en offensiv, men ifølge TV 2s politiske redaktør fik han ikke meget hjælp af sine borgerlige kollegaer.

For første gang siden valgkampen tørnede Folketingets partiledere torsdag aften sammen til debat på direkte tv, og selvom det måske ikke blev den mest dramatiske i danmarkshistorien, er der flere interessante ting at hæfte sig ved.

Det mener TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg.

Han havde forud for debatten tre ting, han ville holde øje med, og svarer her på, hvad han lærte.

Ellemann fik ingen hjælp fra sine venner

Forud for partilederdebatten havde Troels Mylenberg set frem til at følge Venstres stadig relativt nye formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Venstre-formanden havde aldrig før deltaget i sådan en debat som partileder og fortalte efterfølgende til TV 2, at han havde været spændt i tiden op til debatten.

Ifølge Troels Mylenberg var Jakob Ellemann-Jensen i den første del af debatten tilbageholdende, men det ændrede sig, da der skulle diskuteres økonomisk genopretning.

- Her fik han præsenteret sit forslag om halvering af momsen, hvor han kørte offensivt frem og udbad sig svar fra statsministeren, siger Troels Mylenberg.

Problemet for Jakob Ellemann-Jensen var dog, at idéen ikke fik meget medvind fra de andre borgerlige partier, og den konservative formand, Søren Pape Poulsen, der ellers ofte taler om behovet for skattelettelser, ville ikke på nuværende tidspunkt love opbakning til sin borgerlige kollega.

Dermed blev det lettere for Mette Frederiksen at slå spørgsmålet hen, mener han.

- Ellemanns offensiv lykkedes kun til en vis grad, og Søren Pape Poulsen var ikke ligefrem hans bedste ven, siger Troels Mylenberg.

- Kritikernes våde drøm

Da partilederne under folketingsvalgkampen for et år siden var samlet til debatter, gik det ofte vildt for sig med blandt andre Rasmus Paludan som en af hovedrolleindehaverne.

Men torsdag aften var der meget mere ro på, og de politiske uenigheder var relativt små.

- Det var ikke en politisk debat, som vi kender det. Nogle vil nok synes, det var søvndyssende, fordi der ikke var store uenigheder. Det var meget mere afdæmpet og lyttende, og hvis nogle efterspørger politiske debatter med en bedre tone, skal de bare lytte til den her, siger Troels Mylenberg og tilføjer:

- Det her må have været mange kritikeres våde drøm om en politisk debat.

En statsminister, der gav sig lidt

Statsminister Mette Frederiksen var centrum for debatten, fordi meget af snakken gik på regeringens tiltag og nødvendigheden af dem.

Ifølge Troels Mylenberg så vi en statsminister, der stod fast på beslutningerne uden at give sig nævneværdigt.

Men da diskussionen gik på, om grænserne skal åbnes for bestemte grupper som eksempelvis tyske sommerhusturister, fejede Mette Frederiksen det ikke af banen og sagde i stedet, at partierne begyndte at nærme sig hinanden.

- Hun lavede en yderligere åbning for diskussion af grænsen, og på den måde kom hun dem lidt i møde. Men hun holdt samtidig fast i, at regeringen har truffet kloge beslutninger.

Regeringen har sagt, at den vil komme med en udmelding om grænserne inden 1. juni. Men trods tilnærmelserne under aftenens debat ville Mette Frederiksen efter debatten ikke rykke den deadline frem.