Coronavirus

Frederiksen affejer kritik: Partier har kendt arbejde med afstandskrav i ugevis

Flere partier beskyldte tirsdag statsministeren for at have ført dem bag lyset under forhandlingerne om Danmarks genåbning.

Der er hverken fejet skidt ind under gulvtæppet eller noget at komme efter.

Det var beskeden fra Mette Frederiksen, da hun tirsdag kom under beskydning i Folketingets spørgetime.

Her undrede flere partier sig over, hvorfor de torsdag i forbindelse med forhandlingerne om genåbningen af Danmark ikke havde fået at vide, at afstandskravet på to meter tre dage senere ville blive halveret til én af Sundhedsstyrelsen, og flere beskyldte hende endda for at have ført dem bag lyset.

- Jeg har lidt svært ved at tro på, at statsministeren, der sidder for bordenden, ikke vidste, at det her var på vej, lød det blandt andet fra Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl.

Men Mette Frederiksen fastholder, at hun torsdag ikke vidste mere end de øvrige partiledere:

- Vi har hele tiden vidst, at der pågår et arbejde i myndighederne om afstandskravet. Det talte vi også med partierne om. At der kunne komme nye afstandskrav. Så vælger man så at afslutte arbejdet søndag. Men der er ikke noget hos mig, der siger, at hvis vi havde kendt til afstandskravet på én meter, så havde vi indgået en anden aftale, siger hun.

Lyn-analyse

Det lykkedes ikke Jakob Ellemann-Jensen eller nogen af de andre partiledere at få skovlen under en meget selvsikker statsminister, der fuldstændig affejede alle angreb under dagens spørgetime. Hun fastholder, at hun intet vidste om indholdet af de nye retningslinjer, og i øvrigt siger hun også, at det ikke havde ændret noget, hvis hun havde. Det er helt tydeligt, at det fortsat er Mette Frederiksen, der har overhånden i det her, og alle andre partiledere - særlig Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen - er statister. Og det frustrerer dem selvfølgelig. 

Fortsat skepsis

Statsministeren understregede, at retningslinjerne kan ændre sig hele tiden, og man derfor skal "passe på med at lægge til grund, at de er faste".

Men den forklaring var der ikke mange, der købte.

- Hvis vi havde vidst, at der ville komme nye retningslinjer om søndagen, så havde vi nok rakt poten i vejret og sagt, om vi så ikke bare skulle mødes der, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, eksempelvis, mens de radikales Morten Østergaard mener, at statsministeren taler uden om.

Det er aldrig sådan, jeg kommer til at bedrive politik

Jakob Ellemann-Jensen (V)

- Vi kunne jo ikke vide torsdag, at der ville komme nye retningslinjer søndag. Vi vidste bare, at de var til revision. Men det er de jo hele tiden, siger han ifølge Ritzau og tilføjer, at forløbet vil få konsekvenser.

- Jeg tror, at regeringen vil opleve, at flere partier møder med en anden skepsis til kommende forhandlinger, fordi man ikke nødvendigvis kan regne med, at det, man er stillet i udsigt, kommer til at ske.

Ingen nye forhandlinger

Det sidste kan Jakob Ellemann-Jensen skrive under på:

- Jeg synes ikke, at måden, regeringen har gjort dette her på, er ordentligt, eller at den har inddraget partierne på en loyal måde, siger han.

- Jeg kan godt se pointen i at opføre sig sådan, men det er aldrig sådan, jeg kommer til at bedrive politik.

Trods opfordringer afviste Mette Frederiksen under spørgetimen at revidere planen for den videre genåbning af Danmark, før effekterne af fase to er trådt i kraft.