Politik

Efterskoleelever kan vende tilbage til skolerne

Der har været stor diskussion om, hvorvidt efterskolerne skulle være en del af anden fase af genåbningen.

Cirka 30.000 elever på landets 244 efterskoler kan vende tilbage til skolerne.

Det er regeringen og Folketingets partier blevet enige om, erfarer TV 2.

Ifølge TV 2s oplysninger kan elever og lærere vende tilbage gradvist fra 18.maj.

Parterne har netop færdiggjort en aftale om, hvad der skal være en del af anden fase af genåbningen af Danmark.

Alle partiledere samt statsminister Mette Frederiksen (S) er samlet i statsministerboligen Marienborg i Nordsjælland.

Hvilke retningslinjer Sundhedsstyrelsen kræver for en tilbagevenden står endnu ikke klart.

Glæde hos elever

Alligevel vækker meldingen glæde:

- Det bliver da bare så dejligt. Man har både en glæde og en spænding for at se, hvad der kommer til at ske, for nu har man fået en anden hverdag og vænnet sig til at være hjemme, siger Selma Eistrup, der har været hjemme fra sin efterskole siden marts.

Kan I overholde restriktionerne?

- Det bliver noget andet end før, men jeg tror, at alle er med på, at vi må gøre de ting, så der ikke er så stor smitterisiko, siger hun,

Selma Eistrup er efterskoleelev og glæder sig over nyheden

Stor diskussion om efterskolerne

Der har været stor forvirring om, hvorvidt efterskolerne ville blive en del af anden fase af genåbningen af Danmark.

Først slog Statens Serum Institut fast, at der var ”høj risiko” for smitte på landets 244 efterskoler.

Forud for første fase af genåbningen af Danmark lød det, at restaurationslivet samt efterskole- og foreningslivet ikke burde åbnes, da der var risiko for massiv spredning:

- Der kan desuden være risiko for superspredning ved begivenheder relateret til idræts- og fritidsliv, foreningsliv, efterskoler og højskoler, lød det fra faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak.

Efterfølgende erkendte instituttet, at det byggede på et scenarie uden forebyggende tiltag.

Siden har Efterskoleforeningen præsenteret sine initiativer for Sundhedsstyrelsen og melder nu, at alt er klar til at byde eleverne tilbage inden sommerferien.

Onsdag fremlagde en ekspertgruppe under Statens Serum Institut en rapport, hvor de havde regnet på 11 mulige scenarier for anden fase. Herunder at åbne efterskolerne igen.

I Vurderingen lød det, at det vil betyde 500-700 indlagte omkring 1. juli, hvis efterskoleelever, de ældste folkeskoleelever, detailhandel, storcentre og zoologiske haver åbner.