Justitsminister afviser åbning af grænserne foreløbig
Samtidig arbejder Tyskland på en plan for, hvordan grænsen til Danmark kan åbne fra midten af maj.
Selvom turismen lider under coronakrisen, så kommer grænserne ikke til at åbne lige med det samme, lød budskabet fra justitsminister Nick Hækkerup (S) i Folketingssalen til et spørgsmål fra Venstres Ulla Tørnæs.
- Som situationen er lige nu, skal der efter min mening ikke kunne rejse turister ind i landet, der potentielt kan medbringe smitte, siger Nick Hækkerup.
Justitsministeren tog emnet op, efter en række borgmestre har udtrykt ønske om at åbne den danske grænse for tyske turister. Blandt andre Henrik Frandsen, der er borgmester i Tønder Kommune, som grænser direkte op til Tyskland.
Efterfølgende uddybede Nick Hækkerup, at det hverken var hans eller regeringens ønske at holde grænsen lukket længere end højst nødvendigt.
- Men vi er nødt til at vente og se resultaterne af de åbninger af samfundet, der allerede er sket, før vi melder yderligere initiativer ud, siger Nick Hækkerup.
Tyskland vil åbne grænsen i maj
Meldingen fra den danske justistminiser kommer kort tid efter, at det blev meldt ud fra tysk side, at de var klar til at åbne grænsen mod Danmark gradvist fra midten af maj.
Flensborg Avis skriver, at Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) er blevet enig med Tysklands indenrigsminister Horst Seehofer (CSU) om at åbne grænsen til Danmark skridt for skridt fra midt i maj.
- Vi har snakket sammen i dag og har aftalt at udvikle en konkret plan for, hvordan grænsen til Danmark kan åbnes fra senest 15. maj, sagde Daniel Günther ifølge avisen.