Forhandlingerne er i gang: Her er de forskellige krav til genåbning
Flere partier vil åbne samfundet mere på baggrund af positiv rapport fra Statens Serum Institut.
Coronavirussen vil sandsynligvis dø ud af sig selv, selvom man i Danmark genåbner storcentre, biblioteker og zoologiske haver.
Sådan lyder konklusionen i en rapport fra Statens Serum Institut, der er bestilt af regeringen.
Rapporten skal danne grundlag for forhandlinger om næste fase af genåbningen af Danmark, der finder sted onsdag aften og torsdag.
Efter at have set den, har Mette Frederiksen meddelt, at regeringen ønsker at genåbne hele detailhandelen, herunder storcentre, at restauranter og cafeer kan begynde at åbne igen og at de store skolebørn skal have mulighed for at få mere af deres hverdag tilbage.
Partilederne har også modtaget rapporten forud for forhandlingerne, så de kan forberede deres argumenter for, hvad de mener, der skal åbnes først. Herunder får du overblik over flere partiers udmeldinger efter offentliggørelse af rapporten.
Konservative: Lad nordmænd og tyskere holde ferie i Danmark
Konservatives formand Søren Pape Poulsen mener, at rapporten er positiv læsning, der giver håb for, at samfundet snart kan vende tilbage til normale tilstande.
I rapporten regnes der på 11 scenarier, og det ser ud til at være relativt forsvarligt at åbne en del op, så længe der fortsat holdes afstand og vaskes hænder. Søren Pape er klar på at åbne mest muligt.
- Jeg mener, at man kan åbne hele pakken. Det er detailhandel, caféer og restauranter. Og så skal vi også sende vores alle børn tilbage i skolerne og på efterskolerne, siger han.
Når forhandlinger onsdag aften fortsætter, vil Pape opfordre til, at man ændrer perspektivet for, hvordan man ser på genåbningen.
- Jeg synes, at man skal vende det hele om og sige, at alt er åbnet, og så skal en lave en liste for, hvad der ikke kan åbne, siger Søren Pape og spørger:
- Hvorfor er det, man som nordmand eller tysker ikke må komme til Danmark med et sommerhusbevis i hånden og være en uge eller en weekend i Danmark?
Nye Borgerlige: Virksomhederne skal genåbne nu
Idéen om at åbne mest muligt møder opbakning fra Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, der har tillid til, at danskerne fortsat vil holde afstand og god hygiejne.
- Jeg mener ikke længere, man kan forsvare at holde virksomheder lukkede med de store økonomiske konsekvenser, det har, hvis man faktisk godt kan åbne igen, siger formand Pernille Vermund på baggrund af rapporten.
Radikale: Hæv forsamlingsforbuddet
De Radikale vil ikke gå ligeså drastisk til værks. Men formand Morten Østergaard mener, at man burde hæve det nuværende forsamlingsforbud på ti personer.
- Jeg synes, at vi skal se på, om tiden ikke er kommet til, at vi kan hæve grænsen for forsamling til måske 25 eller 50. Det betyder nemlig, at man kan åbne klasselokaler eller restauranterne under særlige vilkår, siger Morten Østergaard.
Udover skoler og restauranter, så mener han også, at kirker og museer kan genåbne, hvis man holder reglerne på et simpelt niveau.
- Jeg tror sagtens, at man kan appellere til folks sunde fornuft, når vi skal genåbne, hvis reglerne bare er til at forstå, siger Morten Østergaard.
SF: Vi skal have de ældste elever tilbage
Hos SF nævner Jacob Mark blandt andet efterskolerne, højskolerne, folkeskolen for de ældste elever, erhvervsskolerne, professionshøjskolerne og universiteterne som eksempler, hvad han vil have åbnet.
- Vi mener, det er på tide at åbne samfundet op for de unge igen. De har taget ansvar for os, og nu må vi tage ansvar for dem. Vi skal have de ældste elever tilbage igen. Det kan man godt, uden at man mister kontrollen over smitten, siger SF's politiske ordfører Jacob Mark.
Venstre: Peger på at åbne de store klasser
Før forhandlingerne begynder, siger Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, til Ritzau, kan man især kigger på de store børn.
- Det har været et stort ønske for Venstre, at der genåbnes for 9. og 10. klasserne. Derudover så har vi et ønske om at åbne den del af Danmark op, som giver størst samfundsøkonomisk effekt, siger Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau.
Samtidig peger han på, at man bør diskutere de regionale forskelle, der er omkring smittefare.
DF: Kig på regionale forskelle
På ønskelisten hos Dansk Folkeparti er, at man tager hensyn til de regionale forskelle - ligesom hos Venstre.
- Når det drejer sig om Jylland og Fyn, så er der en meget mindre risiko ved at åbne op, end der er i hovedstadsområdet. Der er det vigtigt, at man ikke skal stå i Farsø og vente på at storcentret i København kan åbne, før man selv kan åbne, siger Thulesen Dahl til Ritzau.
Som udgangspunkt mener formanden, at man kun skal have lov at åbne, hvis man følger retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne. Det vender tilgangen om, lyder det.
Der er dermed rigeligt at diskutere, når partilederne fortsætter forhandlingerne med statsminister Mette Frederiksen.
Men forventningen er ikke, at der bliver truffet nogle endelige beslutninger om, hvordan de næste faser af genåbningen bliver onsdag aften. Før det sker, skal der nok gå et par dage, vurderer TV 2s politiske analytiker Hans Redder.