Lippert

Engell: Mette Frederiksen bekymrer sig ikke om Ellemann – hendes største bekymring er i egne rækker

Ifølge politisk kommentator Hans Engell kommer der også en politisk hverdag efter de gode målinger for regeringen. TV 2

Ifølge den seneste Megafonmåling ligger Socialdemokratiet til at få omkring ti procent flere af stemmerne end for to måneder siden.

Lige nu forhandler partilederne på Christiansborg om næste fase i genåbningen af landet under coronakrisen.

Men der bliver ikke givet ret meget fra regeringen til de andre partier i de forhandlinger. Det på trods af, at statsministeren inden dagens forhandlinger sagde, at der ville være dele at forhandle om. Det siger politisk kommentator Hans Engell i talkshowet ’Lippert’ onsdag aften.

- Mit indtryk er, at der bestemt er grænser for, hvor meget vi kan tale om reelle forhandlinger, for der har ikke været så meget at spille om, siger han.

Hans Engell påpeger, at flere partier, særligt i blå blok, har været utilfredse med regeringens inddragelse i genåbningsforhandlingerne.

Men regeringens indtryk er, ifølge Hans Engell, at det er svært at være mere åben, når notater og rapporter fra sundhedsmyndighederne tikker ind kort før diverse forhandlinger med de andre partier.

Socialdemokratiet ligger lunt i svinget

Mens coronakrisen raser, får regeringen ifølge politiske målinger opbakning i befolkningen som aldrig før.

Senest i en megafonmåling, der giver Socialdemokratiet 34,2 procent af danskernes stemmer. Det er knap ti procent flere end i slutningen af februar.

Ifølge Hans Engell har coronakrisen meget at sige i det tal, og det varmer selvfølgelig i den socialdemokratiske lejr.

Og selvom Venstre og de andre partier i blå blok den seneste tid har lagt mere pres på regeringen i forhold til langsigtede planer og gennemsigtighed, mener Hans Engell, at statsministeren sover trygt om natten.

- Jeg tror ikke hendes bekymring nu og her er særlig stor. Lige i øjeblikket ligger Socialdemokratiet rigtig godt.

Men han pointerer dog også, at der kommer en politisk hverdag igen, hvor meget kan nå at ske frem mod et valg om tre år.

Løkke spøger i den blå kulisse

Ifølge Hans Engell hjælper det heller ikke på situationen i Venstre eller blå blok, at en tidligere statsminister kommer med kontante meldinger i den politiske baggrund.

- Det hjælper ikke voldsomt meget, at Lars Løkke har etableret sig som en enmandshær, der ligger og affyrer et festfyrværkeri af markante, skarpe synspunkter.

Hans Engell vurderer, at det ikke er et tema, som Venstre ikke har lyst til at tale om.

- Alle ved, at Lars Løkke er så stor en ping i det foretagende, at han har et fripas. Ellemann kan ikke pludselig ringe til Løkke og sige, at han ikke må sige eller gøre sådan. Det kan ikke lade sig gøre.

Det er bare noget Venstre må leve med, mener Engell.

Regeringens største bekymring

Mens der ikke er den store samling i blå blok, senest efter Socialdemokratiet og Venstre lavede en musketer-ed omkring den nye udligningsreform, skal regeringens største hovedpine måske ikke findes i oppositionen, men derimod i egne rækker.

Ifølge Hans Engell kommer de radikale ikke til at tilgive Socialdemokratiet foreløbigt, at de ikke kom med i regeringen efter valget. Også selvom partiet lige nu bakker op om regeringens coronatiltag.

- Hun var jo ikke blevet statsminister, hvis ikke de radikale havde peget på hende. Og du ved, som vi altid har sagt: At når Radikale Venstre er på fri fod i dansk politik, så ved man aldrig, hvad der kan ske, siger Hans Engell i dagens udgave af 'Lippert' på TV 2 News.

Husk at du kan se eller gense talkshowet 'Lippert' på TV 2 Play.