Politik

Flertal tegner sig udenom regeringen - vil sende de store elever tilbage i skole

Undervisningsministeren vil ikke diskutere forslaget under de nuværende forhandlinger om næste genåbning.

De ældste elever skal sendes tilbage på de skoler, hvor der både er plads og lærere nok. Sådan lyder holdningen fra et flertal udenom regeringen, der vil lade de enkelte skoler komme med alternative løsninger til, hvordan de kan åbne her og nu.

Flertallet vil altså lade nogle skoler åbne for de ældste, uden at det sker fælles på alle landets skoler.

Historien kommer i kølvandet på en udmelding fra Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Over for Politiken kaldte han det for ”umuligt”, at der bliver plads til 6.-10.-klasserne på skolerne før sommerferien.

Men formanden for friskolerne, Peter Bendix, fortæller, at deres 331 skoler rundt om i landet er klar til at sende de ældste elever tilbage på skolebænken uden at bryde Sundhedsstyrelsen retningslinjer, der skal sikre to meters afstand mellem eleverne.

- Blandt mine over 300 skoler har de mellem 50 og 500 elever. Mange af dem har store faciliteter og gode udearealer, der giver dem mulighed for at åbne forsvarligt. De steder, hvor der er en udfordring i forhold til plads, arbejdes der i alternative løsninger. Så jeg vurderer, at det vil være muligt at åbne, siger Peter Bendix.

Lyn-analyse

Når flertallet samler sig om at åbne skolerne for de store elever, så er det først og fremmest for at lægge pres på regeringen for, at de store elevers skolegang skal med i genåbningens fase to, som Mette Frederiksen har lovet i denne uge. Hvis det ikke kommer med, kan situationen blive en anden.

Alle siger åbent, at det er de sundhedsmæssige hensyn, der står øverst, men mange partier er også klar til at tale om de store skoleelevers mentale sundhed som et parameter at tage hensyn til.

Den holdning deler flere af de oppositionspartier, som TV 2 har talt med . De vil give skolerne - friskoler eller ej - lov til at genoptage den fysiske undervisning for de ældste elever. Hvis det altså kan ske efter de sundhedsfaglige anbefalinger.

- Kan i princippet åbne i morgen

Hos SF siger uddannelsesordfører Jacob Mark, at han længe har presset på for en fleksibel genåbning for de ældste klasser. Mens nogle skoler er udfordret af mangel på lokaler og lærere, så oplever Jacob Mark, at mange skoler står klar med løsninger.

- Der er rigtig mange kommuner og skoler, der har meldt ud, at de kan finde lokale løsninger, have forskudt undervisning eller låne lokaler i nærområdet, siger Jacob Mark.

SF-ordføreren bliver bakket op af De radikales undervisningsordfører, Anne Sophie Callesen, der er særligt bekymret for de unges trivsel.

Hun mener, at man ikke længere kan retfærdiggøre at lade de unge sidde hjemme alene, når man på nogle skoler ”i princippet kan åbne i morgen”.

Venstre ønsker lokal frihed

Dansk Folkeparti mener også, at de ældste elever kunne vende tilbage til et socialt liv og få en nogenlunde afslutning på skoleåret på de skoler, hvor der er plads til det.

DF’s folkeskoleordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, er bekymret for, at de unge vil begynde at samles, hvis de ikke får lov at vende tilbage til skolerne.

- Jeg tror bedre, at man kan styre de unges samling, hvis lærerne sætter rammerne. Man er nødt til at se det som i forhold til smitterisiko, Jens Henrik Thulesen Dahl.

Hos Venstre mener undervisningsordfører Ellen Trane Nørby, at der bliver nødt til at være lokal frihed, så skolerne kan få lov at tænke kreativt og eleverne i 6.-10.-klasse kan komme tilbage.

Til spørgsmålet om, det vil være usolidarisk kun at åbne nogle skoler, så henviser hun til åbningen af daginstitutionerne under første fase.

- Det er ikke meget anderledes end med daginstitutionerne, hvor det ikke er alle, der har fuldt åbnet. Der er mange steder, hvor det kun er halvdelen af forældrene, som kan få passet deres børn. Det gør jo ikke, at vi på daginstitutionsområdet har sagt, at intet må åbne, siger Ellen Trane Nørby.

Ministeren vil ikke kommentere

Netop genåbningen på daginstitutionsområdet mener Enhedslistens uddannelsesordfører, Jakob Sølvhøj, var problematisk.

- Jeg ser gerne, at der kommer en samlet udmelding. Men jeg afviser ikke en differentieret løsning. Det er bare vigtigt, at vi ikke overlader sorteper til en enkelt kommune eller institution, som skabte problemer på daginstitutionsområdet, siger Jakob Sølvhøj.

En del af den bekymring deler formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortedal. Han mener, at politikerne med forslaget lægger et unødigt ansvar over på skoleledernes skuldre.

- Vi vil også gerne have de ældste elever tilbage. Men politikerne bliver nødt til at stå ved deres ansvar. De må melde ud, hvis de tolerer, at der kommer flere syge og et højere smittetryk, siger Claus Hjortedal.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har ikke ønsket at stille op til interview. Hun henviser i stedet til en mail, hun har sendt til Berlingske:

- Jeg forstår fuldt ud, at mange elever tripper for at komme tilbage. Der forhandles i øjeblikket om en kontrolleret genåbning, så jeg vil ikke kommentere konkrete forslag.

Regeringen og Folketingets partier er i øjeblikket ved at forhandle om, hvilke dele af samfundet som kan blive en del af den såkaldte fase to af den gradvise genåbning. Ifølge TV 2s oplysninger fortsætter forhandlingerne i morgen.

Statsminister Mette Frederiksen har sagt, at der først bliver taget en beslutning om, hvad der bliver en del af den næste fase af genåbningen, når vi er "meget tæt" på 10. maj.