Politik

DF's hovedbestyrelse sætter Anders Vistisen på plads efter kritik

Selv om medlemmer har ytringsfrihed, bør Anders Vistisen ikke udtale sig sådan, mener Pia Kjærsgaard.

Hovedbestyrelsesmedlemmet i Dansk Folkeparti, Anders Vistisen, er søndag blevet sat på plads på et hovedbestyrelsesmøde, efter at han i et interview har kritiseret partiets strategi.

Det fortæller politisk næstformand i Dansk Folkeparti Søren Espersen til TV 2 søndag eftermiddag.

- Vi skal gerne kunne tale fortroligt med hinanden, uden at det bliver plapret ud til højre og venstre. Det har Anders Vistisen fået besked på. Det er her altså alvorligt. Han har fået kritik på hovedbestyrelsesmødet i dag, hvor alle var tilstede – inklusive Anders. Han har fået en skarp advarsel og fået at vide, at det her går ikke, siger Søren Espersen.

Udtalelserne fik tidligere søndag partiets tidligere leder og medstifter, Pia Kjærsgaard, til at udtale:

- Det er møghamrende irriterende og dræbende.

Kjærsgaard: - Han skader partiet

I et interview med Avisen Danmark anklager Anders Vistisen Dansk Folkeparti for at mangle en overordnet strategi og "flakke rundt".

- Det er, som om man har ramt en mur med 120 kilometer i timen, men man slingrer videre, uden man egentlig har taget nogle ret grundlæggende ting til revision, siger Anders Vistisen til Avisen Danmark med henvisning til partiets to valglussinger i 2019.

Selv om medlemmer har ytringsfrihed, bør Anders Vistisen ikke udtale sig sådan, mener Pia Kjærsgaard.

- Det gavner ikke partiet, det er børnelærdom. Sådan var det ikke i min formandsperiode og heller ikke i Kristians Thulesen Dahls. Det er kun for at skade partiet, det kan ikke være andet. Det er meget beklageligt for at sige det mildt, udtalte hun søndag til Ritzau.

I interviewet med avisen Danmark nævner Vistisen desuden, at partiet burde have gjort flygtninge- og migrantkrisen i 2015 til et spørgsmål om Venstre-regeringens overlevelse.

At Pia Kjærgaard nu går ud med kritik af Vistisen er et stærkt signal, mener politisk kommentator Hans Engell.

- Pia Kjærsgaard er partiets mor, og hun føler et særligt ansvar for at holde orden i rækkerne. Når det så er sagt, så går hun også ud med de her ord efter aftale med partiet, siger han til TV 2.

Frustreret over kursen

Anders Vistisen mener blandt andet, at partiet har taget for let på de to valglussinger, som Dansk Folkeparti led i 2019. Først ved valget til Europa-Parlamentet og få uger senere ved valget til Folketinget.

Ved valget til Europa-Parlamentet gik DF fra fire til et mandat, og Vistisen røg selv ud.

Ved Folketingsvalget i 2015 fik Dansk Folkeparti 21,1 procent af stemmerne og var på det tidspunkt Danmarks næststørste parti. Siden gik det ned ad bakke og ved valget til Folketinget i 2019 endte partiet på 8,7 procent af stemmerne.

Nedturen er fortsat siden valget og ved seneste måling fra Megafon står DF til 7,2 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen.

Den kurs lever ikke op til Anders Vistisens forventninger, og til Avisen Danmark fortæller han, at han mener, partiet har brug for strategisk at finde ud af, hvad det vil.

Tiltagende uro

Uroen har de seneste måneder været stigende i Dansk Folkeparti.

For nylig skrev Avisen Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding, hvordan der i dele af partiet herskede en stigende frustration over, at man trods sidste års store valgnederlag tilsyneladende fortsatte ufortrødent i samme spor.

Og Altinget og Berlingske kunne berette om uenigheder på de indre linjer – blandt andet i forbindelse med profilen Marie Krarups pludselige exit fra partiets gruppeledelse efter blot et halvt år.

Ifølge Hans Engell skal Pia Kjærsgaard udtalelser også ses i den kontekst.

- Vi har set rumlen blandt DF'erne i noget tid nu. At Pia Kjærsgaard nu stiller sig frem, er udtryk for, at der er en bekymring for, om Vistisens frustrationer kan brede sig til andre, siger Engell til TV 2.