Politik

Hummelgaard har talt i Arnes øresnegl: - Mette er klar til at trykke på knappen

Mette Frederiksen og regeringen håber på at få vedtaget en tilbagetrækningsreform i efterået.

Det skulle være Arnes tur, men det er det endnu ikke blevet.

I sin tale 1. maj slog statsminister Mette Frederiksen dog igen fast, at det stadig er regeringens ambition at få en tilbagetrækningsreform på plads i år.

- Vi gik til valg på at indføre en ret til tidlig pension. Fordi der er mennesker, der ikke bare kan blive ved med at arbejde. Coronavirussen har forsinket vores arbejde. Men kun forsinket. Ikke aflyst, lød det.

Bryggeriarbejderen Arne Juhl, der blev landskendt i den socialdemokratiske kampagne ”Nu er det Arnes tur”, forventer også, at der kommer en aftale på plads i løbet af i år. Ikke mindst efter han var til møde med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i ministeriet 4. marts.

Her havde Peter Hummelgaard en opmuntring til Arne Juhl.

- Peter Hummelgaard har sagt til mig, at planen ligger i skuffen. Den ligger klar. Mette er klar til at trykke på knappen på et eller andet tidspunkt. Jeg tror 100 procent sikkert, at den kommer fra 1. januar 2021. Det har jeg fået at vide i min øresnegl.

Hvor har du fra, at det bliver 1. januar 2021?

- Det har jeg fra Peter Hummelgaard. Det er det, jeg forholder mig til. 1. januar 2021 skulle den være klar. Hvornår den træder i kraft, det ved jeg ikke. Men på det tidspunkt skulle det være 100 procent afklaret, siger Arne Juhl til TV 2.

Forhandlinger går i gang i efteråret

Det er ikke mere end par uger siden, at Mette Frederiksen slog fast, at regeringen har udskudt fremlæggelsen af planen for en ny lov om tilbagetrækning for nedslidte.

Regeringen havde håbet på, at de kunne have forhandlet en aftale på plads inden sommerferien, men det er nu udskudt til efteråret, lød det fra Mette Frederiksen.

Ved den lejlighed slog Peter Hummelgaard også fast, at planen og ambitionen var at gennemføre en ret til tidlig pension 1. januar 2021.

En ny pensionsordning om tidligere tilbagetrækning for 'Arne' og andre nedslidte var et af regeringens helt store valgløfter.

Siden er regeringen blevet kritiseret af især Dansk Folkeparti for endnu ikke at have fremlagt en model.