Politik

Nu skal Mette F. forsvare planen for næste fase - her er spørgsmålene, der trænger sig på

Der kan komme svar på, hvornår storcentre og restauranter igen kan åbne, vurderer politisk analytiker Peter Lautrup-Larsen.

Hvornår må caféer og restauranter igen servere mad for sultne gæster? Og hvornår kan stormagasinerne atter lange tøj og sko over disken?

Det er nogle af de spørgsmål, som politisk analytiker Peter Lautrup-Larsen kan forestille sig, der kommer svar på, når statsminister Mette Frederiksen onsdag eftermiddag skal i krydsild i Folketingssalen.

Det er de borgerlige partier, der har indkaldt hende til en såkaldt hasteforespørgselsdebat, hvor hun skal forsvare sin håndtering af coronakrisen.

Udover Mette Frederiksen vil finansminister Nicolai Wammen (S) og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) også deltage i forespørgselsdebatten i Folketingssalen.

Debatten i Folketinget kommer midt i de forhandlinger om fase to af genåbningen af Danmark, som statsministeren i øjeblikket afholder med partilederne.

TV 2's politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen mener, at timingen er et tegn på, at tingene nærmer sig normale tilstande i det politiske landskab.

- Det er et udtryk for, at Folketinget så småt er begyndt at fungere igen. Den blå opposition er atter kritiske over for regeringen. De vil have svar og vil kontrollere regeringen og Mette Frederiksen, der er blevet beskyldt for at være for egenrådige i bekæmpelsen af coronavirussen, siger han.

Hvornår kan storcentre og restauranter åbne igen?

Peter Lautrup-Larsen vurderer, at oppositionen vil kræve en detaljeret genåbningsplan under dagens debat.

- De skal nok få en detaljeret plan. Men så bliver spørgsmålet, om den er detaljeret nok til Venstres Jakob Ellemann-Jennsen eller de radikales Morten Østergaard. Der er nok stor forskel på, hvad oppositionen og Mette Frederiksen mener en sådan plan skal indeholde, siger han.

Den politiske analytiker forudser, at der allerede under debatten måske kan komme svar på nogle af de spørgsmål, der i disse dage bliver forhandlet om i Statsministeriet.

- Hvorfor var det de ældste folkeskoleelever, der blev fravalgt i første omgang? Hvornår kan storcentre åbne dørene op igen? Og så er der nok mange, der er interesserede i, hvornår caféer og restauranter kan åbne igen. Det burde vi i dag få en forsmag på, siger Peter Lautrup-Larsen.

Hasteforespørgselsdebatten begynder klokken 13.00 i Folketingssalen. Hele debatten kan følges direkte på TV 2 NEWS og her på TV2.DK.