Politik

Kulturminister svarer kritikere igen efter kritik af musiksmag

Diskussionen har været højlydt, fordi Joy Mogensen nævnte "Absolute Music 2" som et vigtigt album for hende.

Kulturminister Joy Mogensen (S) har været udsat for et mindre stormløb på de sociale medier, fordi hun nævnte "Absolute Music 2", da hun blev spurgt til sit yndlingsalbum af musikmagasinet Gaffa.

Til det svarer hun nu, at hun ikke kan fordrage at blive sat i bås.

- Jeg blev socialdemokrat med forkærlighed for kulturpolitik, netop fordi politik for mig handler om at give folk mulighed for at bryde ud af de båse, andre har sat dem i, skriver hun på Facebook.

Valget af album har ført til stor diskussion, hvor nogle ser ned på en kulturminister, der ikke er mere velbevandret inden for musik. Andre har taget hende og musiksmagen i forsvar eller påpeget, at hun også er glad for klassisk musik og selv spiller klaver.

Hører ikke albums

I interviewet, der er fra februar, men offentliggjort tirsdag, siger kulturministeren, at hun var en håbløs poptøs som teenager, der hørte Abba, Aqua og Roxette.

Hun nævner ikke albummet som sit deciderede yndlingsalbum, men svarer, at hun har lyst til at nævne "Absolute Music 2", fordi "den betød meget for mig som teenager".

"Absolut Music 2" er da heller ikke et egentligt album i traditionel forstand, men en opsamling af forskellige sange fra forskellige bands. Generelt hører kulturministeren ikke albums, men i højere grad playlister med forskellige kunstnere.

I interviewet afslører kulturministeren også, at hun købte en pladespiller i 2019, men endnu ikke har købt vinylplader til den.

Joy Mogensen spiller jævnligt klaver og havde sin vildeste koncertoplevelse, da hun var i Metropolitan Opera i New York, hvor hun så og hørte Puccinis "La Bohème".

Den tidligere borgmester i Roskilde har været på festivalen i byen omkring otte gange.