Staten har udbetalt lønkompensation for milliarder
Omkring 14.500 virksomheder, der har søgt om lønkompensation, har fået udbetalt penge eller modtager dem inden for de kommende dage.
Ifølge tal fra Erhvervsministeriet er der ansøgt om lønkompensation for 150.000 ansatte, og der er udbetalt 2,7 milliarder kroner fra ordningen.
Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
- Det er rigtig godt at se, at over halvdelen af de virksomheder, der har søgt om hjælp for at undgå at fyre deres medarbejdere, allerede på nuværende tidspunkt har fået pengene til udbetaling.
- Jeg ville selvfølgelig gerne have haft, at alle virksomheder kunne få pengene med det samme, men vi har modtaget 80.000 ansøgninger på tværs af alle ordningerne, og det tager tid at behandle, skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.
25.000 virksomheder har søgt
Ifølge ministeriet har 25.000 virksomheder søgt om lønkompensation, og omkring 14.500 har fået udbetalt penge eller modtager dem inden for de kommende dage.
Lønkompensation er en af de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget for at hjælpe virksomheder igennem coronakrisen. Andre pakker dækker dele af omsætningstab og faste omkostninger for selskaber.
Der har dog været en vis ængstelighed i erhvervslivet over, at selv om der var søgt, så var der ikke kommet penge fra regeringen endnu.
Hvilket er kritisk, da det snart er den første i måneden, hvor selskaber skal afregne en række udgifter som løn og husleje.
- Jeg kan forsikre om, at Erhvervsstyrelsens dygtige medarbejdere arbejder benhårdt for at få resten af ansøgningerne behandlet så hurtigt som muligt, skriver erhvervsminister Simon Kollerup.
Glæder sig over færre ledige
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skriver i samme pressemeddelelse, at han glæder sig over, at så mange gør brug af lønkompensation, da det skal undgå fyringer.
- Det glæder mig, at ordningen på den måde er med til at mindske den stigning i ledigheden, som vi desværre ser i denne svære tid, skriver han.