Mette F.: Jeg hører, der er skred i, hvordan vi er sammen - det kan påvirke genåbningen

Danskerne må væbne sig med tålmodighed. Svaret på, hvilke dele af samfundet der får lov at genåbne som de næste, kommer først om et par uger.

Det står ikke mejslet i sten, at Danmark automatisk kan holde takten med at åbne op igen bid for bid.

Det understreger statsminister Mette Frederiksen (S) efter de første forhandlinger om fase to af genåbningen af Danmark.

- Jeg hører en del berette om noget skred i, hvordan vi er sammen derude. Og derfor endnu en meget kraftig understregning af, at alt, hvad vi gør, er betinget af, at vi bliver ved med at holde afstand. Begynder danskerne at slække på det, så kan den politiske prioriteringsliste komme til at se anderledes ud, lød de dystre formaninger fra statsministeren.

Danskerne må vente på svar

Mette Frederiksen påbegyndte torsdag forhandlingerne om næste genåbningsfase med lederne af Folketingets øvrige partier.

Det er første gang under coronaepidemien, de har mødtes fysisk. Mødet foregik i Landstingssalen på Christiansborg, hvor de kunne sidde sammen med afstand.

Blandt andre Venstre og SF havde inden mødet luftet ønsker om, hvem der må blive de næste til at genåbne og hvordan. Men svaret på det kommer danskerne til at vente et par uger på.

- Vi kommer først til umiddelbart før 10. maj at kunne sige præcist, hvem der er med i fase to, for det afhænger af, hvordan tallene ser ud lige op til 10. maj, lød det fra statsministeren.

Alt afhænger af coronatallene

Forhandlingerne kommer til at kredse om, hvem politikerne ser størst fordel i genåbner og i hvilken rækkefølge. Det vil hvile på dels sundhedsfaglige og samfundsøkonomiske vurderinger, og hvordan sygdomsudviklingen er i samfundet.

Aller helst vil jeg gerne åbne hele Danmark op igen, og jeg glæder mig til den dag, hvor vi er der. Men der er vi ikke endnu

Statsminister Mette Frederiksen (S) om fase to af genåbningen af Danmark

For hvis danskerne slækker på hygiejne og afstand nu, vil det først kunne ses i statistikkerne over syge og indlagte om noget tid.

- Hvis der er nogle forandringer derude lige nu i vores adfærd, hvad jeg virkelig ikke håber, så vil vi først kunne se det i de næste par uger. Tallene ser rigtig gode ud lige nu, men de kommer selvfølgelig med ekstremt stor usikkerhed, siger Mette Frederiksen.

- Vi risikerer at sætte det hele over styr

Statsministeren vil ikke fortælle, hvem hun personligt helst ser åbne op igen som de næste af respekt for de kommende politiske forhandlinger.

- Altså allerhelst vil jeg gerne åbne hele Danmark op igen, og jeg glæder mig til den dag, hvor vi er der. Men der er vi ikke endnu, siger statsministeren og understreger, at regeringens ledetråd er, at det skal være sundhedsfagligt forsvarligt og det, der giver størst effekt på økonomien og arbejdspladser i respekt for erhvervslivet.

Mette Frederiksen kan godt forstå utålmodigheden, der sidder i mange danskere.

- Jeg håber ikke, at det sætter sig som modløshed, for vi har behov for en dansk befolkning, der står det her igennem på ligeså fin vis, som vi startede alt arbejdet. Vi skal bare huske, at i rigtig mange lande er man slet ikke i nærheden af at diskutere det her. Der er samfundet lukket ned, der er udgangsforbud, børnene kan ikke komme ud at lege. Sådan er det ikke i Danmark. Men hvis vi går for hurtigt frem, risikerer vi at sætte det hele over styr.

Venstre efterlyser svar

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen konstaterer efter mødet, at man ikke er kommet nærmere en afklaring på, hvilke brancher der kommer til at blive åbnet først i næste fase.

Har du hørt eller set noget, som du mener, at TV 2 skal vide?
Tak for din henvendelse.

Venstre har konkret peget på for eksempel restauranter og storcentre som steder, som bør stå forrest ved yderligere genåbning, såfremt det er sundhedsfagligt forsvarligt. Det skyldes, at disse brancher er med til at holde mest gang i samfundsøkonomien.

- Jeg er helt på det rene med, at de, der skal besvare de her spørgsmål, styrter rundt med ild i håret og har travlt. Så det er ikke et angreb på dem. Men skal vi have en oplyst debat om, i hvilken rækkefølge man skal åbne op i, så skal vi have svar. Det er ikke for at stresse de dygtige mennesker, der skal svare på spørgsmålene, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Partilederne skal mødes igen på mandag.