Coronavirus

Mette Frederiksen lover at inddrage partier efter kritik

Flere partier har kritiseret Mette Frederiksen (S) for ikke at inddrage dem i planerne for genåbning.

I en e-mail lover Mette Frederiksen at inddrage de andre partier på Christiansborg i de kommende planer om genåbningen af Danmark. Det skriver Berlingske mandag.

I e-mailen skriver statsministeren, at hun senere i april vil indkalde til et partiledermøde, hvor myndighederne kan orientere om de "foreløbige vurderinger af effekterne af den første fase af genåbningen".

- I umiddelbar forlængelse heraf vil jeg, som vi aftalte i går, indkalde til politiske forhandlinger omkring fase to af genåbningen sådan, at regeringen og partierne, i videst muligt omfang, sammen kan designe den næste fase af genåbningen, skriver statsministeren ifølge Berlingske.

E-mailen er sendt tirsdag 7. april.

Dagen forinden orienterede Mette Frederiksen først partilederne og senere offentligheden om regeringens plan for første fase af genåbningen Danmark, der har været lukket ned i omkring en måned.

Kritik fra andre partier

Mette Frederiksens udmelding kommer, efter at flere partiledere beskyldte Mette Frederiksen for at handle egenrådigt.

Samtidig kritiserede de hende for ikke at inddrage partierne i processen om at genåbne landet.

- Vi er blevet informeret, men ikke involveret. Det har man pladsen til nu, og det, synes jeg, vil være det rigtige at gøre, sagde Jakob Ellemann-Jensen til TV 2.

Også Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl (DF), havde regnet med, Mette Frederiksens udmelding til partierne ville indeholde en politisk drøftelse, men der var til hans skuffelse kun tale om en orientering, oplyste han til TV 2.

Det ærgrede DF-lederen, der understregede, at han har forståelse for de hastebeslutninger, der blev truffet i coronakrisens første fase.

- Nu er vi så i en periode, hvor tingene kan diskuteres bedre. Her burde regeringen inddrage de andre partier i, hvordan Danmark genåbnes, sagde han til TV 2.

Ifølge TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, var problemet, at de andre partier ikke oplevede det som et arbejde, men som en orientering.

- Der er selvfølgelig en balance for Mette Frederiksen, der dels handler om, at hun gerne vil have dem med på holdet, men også det forhold, at det er ulige meget lettere at være regering uden at involvere alt for mange. Der er jo ikke nogen uenighed mellem Folketingets partier, men de vil gerne involveres, og det bliver hun nok nødt til at forholde sig til.

Frederiksen lover flere forhandlinger

Statsministeren erkender, at der har været kort tid til at træffe beslutninger.

- Det er samtidig regeringens opfattelse, at vi nu går ind i en fase, hvor det både vil være tidsmæssigt muligt og desuden hensigtsmæssigt med mere dybdegående politiske forhandlinger og drøftelser om den videre vej frem, skriver hun ifølge Berlingske.

Mette Frederiksen opfordrer samtidig til "sammenhold" og til, at alle partier bakker op om myndigheders anbefalinger.