Coronavirus

Mette Frederiksen forsvarer langsom genåbning: - Jeg står fuldstændig på mål for, at jeg er forsigtig i det her

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver onsdag på Facebook, at hun ser for stor risiko ved at åbne mere.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver på Facebook, at hun "ikke kan forsvare" at åbne "for meget" op for samfundet.

Det gør statsministeren efter, at det fra andre partier i Folketinget er blevet kritiseret, at første fase af genåbning under coronakrisen involverer de mindste skoletrin og daginstitutioner og ikke erhvervsdrivende som caféer, frisører og videre.

- Hvis vi åbner for meget op risikerer vi at sætte alt det, vi har vundet siden marts, over styr. Det kan jeg ikke forsvare, hvad angår smitterisikoen. Men det vil også være dårligt for virksomheder og for økonomien.

- Det er ikke en "stop-and-go" politik, der er behov for i Danmark. Vi skal gøre det her forsigtigt, skriver statsministeren og fortsætter:

- På baggrund af den rådgivning, vi har fået, er det vurderingen, at vi skal starte med børnene. Men ikke en masse mere end det.

Hun skriver yderligere, at Danmark ikke har lukket lige så meget ned, som flere andre lande, der har deciderede udgangsforbud.

Anerkender utryghed

Omkring kritikken fra forældre, pædagoger og lærere, der er nervøse omkring genåbningen af skoler og institutioner, skriver Mette Frederiksen:

- Bliver det svært? Ja! Og jeg ved, at nogle forældre er utrygge. Vi må hjælpe hinanden med at sikre, at sundhedsretningslinierne bliver efterlevet. Og være tålmodige. Det her er en svær øvelse.

Til sidst i sit Facebook-opslag indikerer statsministeren, at der kan åbnes op for større dele af erhvervslivet i maj, så café-ejere, frisører og en lang række selvstændige igen kan køre deres forretning.

- Guderne skal vide, at der ikke er noget, jeg hellere ville, end at åbne alt op nu. Også af hensyn til den lille erhvervsdrivende. Men vi risikerer at skade jeres virksomheds økonomi endnu hårdere.

- Jeg håber til gengæld, at vi kan åbne for nogle af jer i den næste fase. Altså i maj, skriver hun.

Kære alle sammen Mellem håb og alvor. Mellem sundhed og økonomi. Mellem bekymring og tillid til hinanden. Jeg vil...

Posted by Mette Frederiksen on Wednesday, April 8, 2020

Svarede på spørgsmål kort efter

Kort efter Mette Frederiksen havde skrevet sit opslag på Facebook, uddybede hun sin udmelding.

Hun synes ikke, at regeringens genåbningsstrategi er overforsigtig.

- Jeg står fuldstændig på mål for, at jeg er forsigtig i det her, og iagtager hvert eneste skridt, vi kommer til at tage. Jeg har næsten ikke ord for konsekvensen, hvis vi sætter alt det overstyr, vi allerede har gået igennem, siger statsministeren.

Mette Frederiksen (S) foran Marienborg onsdag eftermiddag.

- Vi skal nu finde vores vej i noget, der er mindst ligeså svært som at lukke et samfund ned, og mange interesser vil være modsatrettede.