Politik

Folketinget sætter 225-timers reglen på pause

Folketingets partier er enige om at suspendere 225-timers reglen.

Der er bred enighed i Folketinget om, at landets kontanthjælpsmodtagere ikke skal bekymre sig om 225-timers reglen under coronakrisen.

Det oplyser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på Twitter efter et møde med Folketingets beskæftigelsesudvalg.

- Netop overstået et rigtig godt møde med partiernes beskæftigelsesordførere. Der var meget bred enighed om at sætte 225-timersreglen på pause. Kun retfærdigt for landets kontanthjælpsmodtagere, skriver ministeren.

Beslutningen kommer i forlængelse af, at regeringen i begyndelsen af coronakrisen vedtog, at ledige fritages for jobsøgning og aktivering, og at perioden fra 9. marts til 9. juni ikke tæller for personer på dagpenge og sygedagpenge.

- Vi gør det her, fordi vi allerede har suspenderet den aktive arbejdsmarkedspolitik og i lyset af, at der er kommet mange flere nyledige. Meget tyder på, at det er rigtig svært for dem, der lever på kanten af arbejdsmarkedet, at leve op til de her timer. Derfor synes vi, at det er rimeligt også at suspendere den her regel, sagde Peter Hummelgaard til TV 2 kort før udvalgsmødet.

Hvad er 225-timersreglen?

225-timers reglen betyder, at kontanthjælpsmodtagere, der i et år ikke har haft mindst 225 timers arbejde, bliver trukket op til 1054 kroner i kontanthjælp.

Gifte par kan miste op til 14.575 kroner, da hele den enes kontanthjælp kan blive fjernet, hvis ingen af dem lever op til reglen.

Et stort flertal i Folketinget ytrede allerede i sidste uge ønske om at gøre noget ved situationen.

Beskæftigelsesministeren har også fået henvendelser fra landets kommuner, der pegede på, at det ikke giver mening at holde fast i 225-timers kravet i den aktuelle krise, hvor der også er lukket ned i landets jobcentre.

- Det er rimeligt og sagligt fornuftigt at suspendere kravet her på linje med de øvrige foranstaltninger, siger Peter Hummelgaard.

SF's Karsten Hønge er blandt de første til at juble over, at 225-timers reglen "endelig" er sat på pause.

- Mennesker med svagt fodfæste på arbejdsmarkedet får et tiltrængt pusterum. Den dårlige tand var længe om at blive trukket ud, men dejligt, når det sker, skriver han på Twitter.

Regel suspenderes med tilbagevirkende kraft

I første omgang vil reglen blive suspenderet med tilbagevirkende kraft fra 9. marts og frem til 9. juni som de øvrige hjælpetiltag.

Beskæftigelsesministeren åbner også allerede for, at det kan blive forlænget, "så længe vi står i den her meget ekstraordinære situation".

225-timers reglen blev vedtaget af Venstre-regeringen i 2015 sammen med kontanthjælpsloftet. De to omstridte regler er nogle af dem, regeringen vil have ydelseskommissionen til at se efter i sømmene.

- Der skal være en tydeligt gevinst ved at arbejde, men man skal også kunne have et ordentligt familieliv, hvor børnene ikke lider for store afsavn, siger ministeren, der dog ikke vil sige noget om, om denne suspendering kan være første skridt mod en endelig aflivning af 225-timers reglen.