Politik

Bag borgfred og opbakning udkæmpes drabelige politiske kampe

Partierne på Christiansborg står sammen i kampen mod corona, men bag kulisserne kæmpes der indædt – lige nu med kulturen som en overraskende kampplads

At det skulle blive i Kulturministeriet og om kulturpolitikken, at de største kampe om hjælpepakkerne i corona-kølvandet skulle udspille sig, havde de færreste kunnet forudse. Men hos den udskældte og Christiansborg-uprøvede kultur- og kirkeminister Joy Mogensen føres i disse dage en politisk kamp, som fortæller ganske meget om stemningen og vilkårene i dansk politik lige nu.

For mens statsminister Mette Frederiksen ret beset kører med klatten fra sit statsministerium, hvor hun kommunikerer klart til befolkningen, skælder ud på myndigheder i passende mængder og sågar har overskud til at agere både følsom familiemor og omsorgsfuld leder af nationen på sociale platforme, så er Joy Mogensen anderledes under pres.

Bare i den forgangne uge har hun oplevet at blive undsagt og underkendt af samtlige kulturordførere, som krævede forhandlinger flyttet til en minister, der havde magt til at træffe beslutninger. Samtidig lagde hun sig ud med samtlige kunstnere og kulturfolk i nationen ved i et interview i Berlingske – hvor hun dog erklærer sig bevidst misforstået – at betone, at tiden er for alvorlig til at tale om kultur.

Dernæst kom så en kronik i Politiken, hvor Joy Mogensen fastslog, at kulturen ikke skulle have sin egen selvstændige hjælpepakke, fordi kulturen skam er så vigtig, at den skal ind i de generelle hjælpepakker for erhvervslivet. Et budskab, der blev underkendt efterfølgende, da det med statsministeriel mellemkomst pludselig blev bekendtgjort, at der nu alligevel skulle forhandles særskilt om kultur- og kunstnerhjælp.

Den pakke, der altså forventes færdigforhandlet i denne weekend, og som formentlig ender med, at kunstnere rent faktisk stilles væsentligt bedre i forhold til hjælp end andre selvstændige.

Og for lige at toppe det hele så iklædte Joy Mogensen sig også i ugens løb kirkeminister-ansvaret for først at forkynde, at kirkerne da måske nok skulle kunne være lidt åbne i påskehøjtiden, for så et par dage senere at lukke kirkedøren igen.

Behov for profilering

Oppositionen og regeringens støttepartier har rystet højlydt på hovederne over slingrekursen, mens de selvfølgelig samtidig ikke har været sene til at udnytte situationen politisk, både substantielt og kommunikativt.

For mens en svag minister naturligvis kan presses til flere indrømmelser end en stærk, og regeringen således har måttet strække sig væsentligt længere i forhold til både kulturinstitutioner, medier og kunstnere, så har kulturforløbet også for de andre partier været en kærkommen lejlighed til at kunne føre politik som i tiden før coronavirus.

Kulturministeriet rangerer i magt allerlavest på Slotsholmen. Her er ikke mange penge at gøre med, og de, der er, fordeles i vid udstrækning af særlige nævn og udvalg – det hedder armslængde, og det skal sikre, at politikerne ikke får fingrene for langt ned i fordelingerne.

Det handler om overordnede rammer og holdninger, ikke om smag. Men kultur er jo (også) smag, og når politikerne ikke må have fingrene i dejen, gør de selvfølgelig alligevel alt, hvad de kan, for alligevel at påvirke opskriften.

Måske lige bortset fra regeringspartiet, Socialdemokratiet, som ikke har haft en kulturminister siden 1996, og som mest af alt siden har kæmpet for, at kulturen ikke må blive elitær. Det til trods for at mange nok vil mene, at netop det elitære, det sublime, det ekstraordinære og det ikke umiddelbart begribelige er det, der er en stor del af kulturens og kunstens sjæl.

Men den socialdemokratiske hovedlinje har i stedet været, at kulturen ikke må blive for fin og for de få.

Kultur giver profil

Her en den tidligere Roskilde-borgmester Joy Mogensen altså havnet i lidt af et keglespil, hvor hun har forsøgt at tale om musikskoler, medieindhold til børn og unge og vigtigheden af kulturen i hele landet, mens de rutinerede kulturordførere fra de andre partier blot har hvæsset tænderne til de mere traditionelle ordkløverier og klassiske dramaforestillinger, som kulturpolitik i realiteten er reduceret til.

For magten i kulturverdenen i forhold til indholdet ligger ikke på Slotsholmen, den ligger i fondsbestyrelser – både statens (Kunstfonden) og de private. Det er herfra kulturen formes, mens politikerne kan slås om, hvordan de ikke voksende pengepuljer skal fordeles mellem film, DR, biblioteker, teatre, etc.

Det er der selvfølgelig også magt i, ikke mindst fordi kulturområdet trods sin lidenhed i penge og formel rangfølge i det politiske fylder ganske meget i medierne. Her tales, tænkes og skrives der vildt og blodigt om sport, bøger, teatre, så kulturpolitikken er på den måde et godt sted at komme i kontakt med mange vælgere.

Lige nu ses det altså også tydeligt, hvordan partierne bruger kulturpolitikken for at profilere sig.

For de radikale er det eksempelvis åbenlyst, at man her har fundet et sted, hvor man kan komme af med noget af den grundlæggende frustration, som partiet har opsparet over den socialdemokratiske regering. Partiet tørster efter at vise muskler, og efter det til en vis grad mislykkede forsøg på at true regeringen med valg, hvis ikke der kom en klimaplan på bordet inden grundlovsdag, 5. juni, så har man nu øjnene rettet mod Joy Mogensen – måske et ministeroffer ville være kærkomment?

Det ville i hvert fald lune godt i den radikale selvforståelse, hvis regeringen på den måde blev tvunget til en indrømmelse.

Men det sker nok ikke – især ikke efter Mette Frederiksen konstruerede sin helt egen corona-hjælpepakke til Joy Mogensen og udstyrede hende med penge nok til at tilfredsstille de øvrige partiers krav – men de radikale leder ivrigt efter sprækker i regeringens fernis. Og på den måde er noget altså, trods alt, normalt på Christiansborg i en ellers ekstremt unormal tid.