Politik

Partiet Stram Kurs udelukkes fra at samle vælgererklæringer

Rasmus Paludan fra Stram Kurs stillede op ved folketingsvalget i 2019. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Stram Kurs fik ved Folketingsvalget 1,8 procent af stemmerne.

Partiet Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen er udelukket fra at samle vælgererklæringer til og med den 23. september 2022.

Partiet er kendt skyldig i at snyde af Valgnævnet.

Det fremgår af en afgørelse.

Valgnævnet har truffet afgørelse om at udelukke partiet Stram Kurs fra fortsat at indsamle vælgererklæringer og at annullere Stram Kurs' indsamling af vælgererklæringer til brug for indgivelse af anmeldelse som opstillingsberettiget parti til valg til Folketinget og valg til Europa-Parlamentet.

Det indvandrerkritiske parti fik i december sidste år midlertidigt frataget muligheden for at indsamle vælgererklæringer. Både til folketingsvalg og valg til EU-Parlamentet.

Paludan vil lave søsterparti

Stram Kurs kom i problemer på grund af mistanke om snyd, og derfor fik partiet et gult kort af Valgnævnet i december. Det er nu vekslet til et rødt kort.

Megafon søger respondenter

Politiken og TV2 Nyhederne har i mange år samarbejdet med analyseinstituttet Megafon om at afdække danskernes holdninger til politiske og samfundsrelevante emner.

Kunne du tænke dig at være medlem af Megafon’s Danmarkspanel? Det er et repræsentativt sammensat ”mini-Danmark”, hvor medlemmerne løbende får tilsendt spørgsmål.

Panelets besvarelser bliver blandt andet brugt som baggrund til aktuelle artikler og indslag i Politiken og TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil have din stemme hørt i debatten, så tryk her og tilmeld dig.

Allerede inden afgørelsen og det røde kort, som ikke kommer bag på Rasmus Paludan, havde han over for Ritzau gjort det klart, at han ikke giver meget for Valgnævnet.

Ifølge Paludan er Valgnævnets medlemmer nogle "kriminelle svin", som han selv siger det. Tidligere har han også kaldt Valgnævnet for "en bananrepublik".

Paludan har oplyst, at han vil oprette et søsterparti, der skal indsamle vælgererklæringer og videreføre den politik, som Stram Kurs står for.

Stram Kurs fik ved valget i 2019 cirka 63.000 stemmer, hvilket svarer til 1,8 procent af stemmerne.

Det var dermed ikke nok til, at partiet kom over spærregrænsen på to procent og dermed fik adgang til Folketinget.

Har brudt regler på to måder

Social- og Indenrigsministeriet, som Valgnævnet hører under, har ment, at Stram Kurs har brudt reglerne på to måder.

Den første måde er, at Stram Kurs har brugt e-mailadresser, der blev indsamlet til at blive opstillet til folketingsvalget sidste år, til også at søge opstilling til EU-Parlamentet i 2024.

Men de vælgere, der har givet deres e-mailadresse, har kun givet bemyndigelse til at støtte en opstilling til folketingsvalg.

Den anden måde er, at Stram Kurs har skrevet en række e-mailadresser ind i valgsystemet flere gange. Flere end 9000 af de omkring 40.000 e-mailadresser er nedfældet mere end én gang.

Over 700 af dem er skrevet ind mindst fem gange. En enkelt 56 gange til både folketingsvalg og valg til EU-Parlamentet.

Stram Kurs er fortsat opstillingsberettiget til folketingsvalg frem til den 27. oktober 2020, hvis der skulle blive udskrevet valg inden da.