Politik

Politisk flertal vil fjerne kulturminister fra forhandlinger om hjælpepakke

En alliance på tværs af blokke vil rykke forhandlinger om hjælpepakke til kulturlivet væk fra kulturministeren.

Et politisk flertal vil fjerne kulturministeren fra forhandlinger om kulturhjælpepakke.

Det skriver Berlingske.

Respondenter til Megafon

Politiken og TV2 Nyhederne har i mange år samarbejdet med analyseinstituttet Megafon om at afdække danskernes holdninger til politiske og samfundsrelevante emner.

Kunne du tænke dig at være medlem af Megafon’s Danmarkspanel? Det er et repræsentativt sammensat ”mini-Danmark”, hvor medlemmerne løbende får tilsendt spørgsmål.

Panelets besvarelser bliver blandt andet brugt som baggrund til aktuelle artikler og indslag i Politiken og TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil have din stemme hørt i debatten, så tryk her og tilmeld dig.

– Vi har mistet tilliden til, at Joy Mogensen (S, kulturminister, red.) er i stand til at sikre, at vi fortsat har et rigt og velfungerende kulturliv efter krisen, siger kulturordfører Zenia Stampe (R) til Berlingske.

Flertallet består af de Radikale, Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative og løsgænger Uffe Elbæk, skriver Berlingske.

Zenia Stampe peger på, at Joy Mogensen har haft tre uger, hvor ministeren kunne få et overblik over, hvilke områder på kulturområdet der har behov for akut hjælp, men at Joy Mogensen har "hverken overblik, løsninger eller penge".

Britt Bager (V) siger videre til avisen, at det er blevet tydeligt, at ministeren ikke har mandat og mangler overblik.

Flertallet mener ifølge Berlingske, at forhandlingerne på området fjernes fra Kulturministeriet og overføres til enten Erhvervsministeriet eller Finansministeriet.

Bemærkelsesværdigt og usædvanligt

At så mange partier på tværs af Folketinget går sammen mod hende, mener TV 2s politiske redaktør Troels Mylenberg er markant.

– Det er meget bemærkelsesværdigt, at man siger, at ministeren ikke kan løfte opgaven. Det er et meget, meget stort tillidsbrud på et prekært tidspunkt. Det er fælles flok uden om regeringen, der siger, at det her ikke er godt nok, forklarer han.

Ifølge Troels Mylenberg føler partierne uden om regeringen, at Joy Mogensen ikke har gennemslagskraft nok i regeringen, og at de penge, hun kommer med, kun er et meget lille plaster på såret.

– Alt, hvad der sker i de her dage, er usædvanligt, men lige det her er noget, som regeringen ikke kan sidde overhørig, siger Troels Mylenberg.

Ophobning af utilfredshed

Årsagen til den store kritik af Joy Mogensen udspringer af mandagens forhandlinger om en hjælpepakke til lokale og regionale medier, der endte med at blive sat på pause. Men den har været undervejs i flere dage.

For Joy Mogensen kom allerede i sidste uge i fokus, da hun i et interview med Berlingske sagde, at hun selv ville opfatte det som upassende, hvis hun stod og talte om kultur lige nu.

Samtidig har hun fået kritik for først af indkalde til forhandlinger om en hjælpepakke søndag, og at der i indkaldelsen udelukkende var fokus på at hjælpe aftenskoler, højskoler, folkeuniversiteter, samt dyreparker og lokale og regionale medier.

Mandag mødte Joy Mogensen op til forhandlingerne om en hjælpepakke til lokale og regionale medier med i omegnen af 35 millioner kroner, hvilket ifølge et politisk flertal var alt få for penge.

Derfor er de Radikale, Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative og løsgænger Uffe Elbæk nu gået sammen om at få fjernet Joy Mogensen fra forhandlingerne.